This post is also available in: Dansk

Dagen startede mellem kolibrierne neden for Asa Wrights berømte veranda. Morgenkaffen måtte altså lige vente, da morgenens første mission var, at se den lille bitte Tufted Coquette, der minder om en hummelbi når den fouragerer. Allerhelst ville vi se hannen. Ikke at vi ikke vil se hunnerne – dem har vi set – men hannen har en orange top – som en del af dens navn antyder – og så har den også nogle små lange orange fjer på siden af kinden.

Der er et sted ved nogle bestemte blomster, hvor de oftest ses, så det var der vi stillede os. Hannen viser sig sjældnere end hunnerne som der minimum var tre af her til morgen. Hannerne er så smukke at de andre kolibrier jager dem væk, man skulle ellers ikke tro deres størrelse taget i betragtning at de skulle være en konkurrent ift. kabring af hunner. Pludselige så Bente en han lidt væk fra, hvor vi stod – men den var væk igen i løbet af et splitsekund! Spørgsmålet var så om det var det for morgenen eller om det var et godt tegn? Vi ventede og ventede, men der var kun nogle hunner og nogle af de andre kolibrier, bl.a. Blue-chinned Sapphire, Green hermit og Cupper-rumped Hummingbird.

Nå men efter tre kvarter, hvor hannen stadig ikke havde vist sig igen valgte jeg, at sætte mig op på The Verandah og få den første kop kaffe – jeg trængte. Kun to minutter efter, havde Bente heldet på sin side – en flot han tufted Coquette dukkede op og ikke kun i et kortvarigt glimt, nej den satte sig simpelthen på en gren kun to meter fra hende og i hele 10 sekunder, hvorefter den  i næsten et minut fløj rundt lige omkring samme sted før den forsvandt – vildt!

Det begyndte at regne lige som vi skulle afsted på dagens tur, der skulle bringe os til østkysten og nærmere bestemt Nariva Swamp. Det er Trinidads største sammenhængende vådområde og bl.a. er kendt for Red Howler Monkeys og Manatees. Derudover er der naturligvis også en del fugle. Og så skulle der også være Anakonda!

På udturen brugte vi et par timer ved Aripo Livestock Station et forskningcenter inden for husdyrsproduktion. Det regnede stadig og ret kraftigt da vi kørte gennem indgangen og vores guide Makees – der også var vores guide i går – var ikke særlig optimistisk med det vejr, men nu prøvede vi lige lidt. Heldigvis stilnede regnen så meget af, at man kunne stå ud af bilen og have en paraply inden for rækkevidde. og der var faktisk fugle og endda nogle af de ‘its a good one’, som vores guide sagde om Pinnated Bittern, der er en rørdrum-agtig hejre og ikke almindlig og ofte svær at se. Vi fik den faktisk ok et kort stykke tid. Så var der Masked Yellowtroat og Ruddybreasted Seedeater, der også var nogle gode nogle. Ellers var der mange southern Lapwing – deres vibe – og mange South American Snipe (bekkasin) der fløj rundt. Der var også mange Fork-tailed Flycatchere. Vi så de flotteste Redbreasted Blackbirds og en lille flok Green-rumped Parrolets fouragere tæt på i noget græs, hvilket selv vores guide synes var ret godt, både fordi de var flotte og tæt på, men også fordi det ikke var et typisk sted for dem. Efter et par timer i området, hvor vi skiftevis var ind og uden for bilen, enten pga. af vejret eller at vi flyttede os mellem nogle obssteder kørte vi videre.

Ude ved kysten og lige på kanten af Nariva Swamp stoppede vi ved en rasteplads og spiste vores frokost inden vi kørte videre. Med al den regn, der var kommet de seneste dage, havde guiden allerede i går fortalt, at vi nok ikke kom helt ind i området, da der ville være alt for meget vand og samtidig utrolig mange myg, men der skulle stadig være chance for at se noget. Desværre lykkedes det ikke at se nogle aber på turen. Det var muligt, at se nogle fra vejen, men i dag holdt de sig tilsyneladende længere ind i området.

En del af Narive Swamp bliver også brugt til landbrug, bl.a. dyrkning af vandmeloner. Derfor går der også nogle enkelte små veje ind i området som vi kørte på. Der var rigtig mange Wattled Jacanaer over det hele, pænt med Pied Water Tyrant, mange Smooth-billed Ani og Cattle Egrets (Kohejre) og så så vi også Crested Cara-Cara, der er en flot rovfugl. Fem Black-bellied Whistling Ducks lande i toppen af et træ og samtidig spottede guiden to papagøjer laaangt væk. Det var to Red-bellied Macaws. Vi kørte længere ind i området ad en smattetjordvej til vi ikke kunne komme længere pga. vand. Herfra så vi Red-bellied Macaws så man kunne se det var dem – ikke supergodt, men nok til at se formen og den gule ansigtstegning tydeligt. Næsten samtidig med, at de fløj væk kom fire store papagøjer flyvende i det fjerne – Blue-yellow Macaws – sådan! Det var dog primært form og størrelsen, der udelukkede andre fugle for farve kunne man desværre ikke se.

På hjemturen kørte vi ind på en tidligere amerikansk luftbase fra 2. Verdenskrig, der har ligget mere eller mindre uberørt siden den gang. Det var derfor blevet til et rigtig godt fuglested, hvor der i tidensløb var blevet set mange ting. Men som så mange andre steder må naturen vige for udviklingen, så nu var området ved, at blivet omdannet, så der var ved at blive bygget nye faciliteter til til universitet og senere skulle der være noget industri. Vi skulle kun forbi en kort tur for at se Sulphury Flycatcher, som vi så 5-6 stykker af og Fork-tail Palm Swift (en lille sejler) som vi også så. Herinde fik vi også lige eftermiddagskagen, men sprang rum punchen over, da vi hellere vil have den tilbage på Asa Wrigth.

Lidt efter klokken fem blev vi sat af på centeret og vi takkede guiden for de seneste par dages fugleture. I morgen er det hans onkel vi skal på tur med. Han fik selv en hård dag i morgen, da hans 84-årige mor skulle opereres (ny hofte m.m) og det lød som en større omgang – ikke bare selve operationen men alt det der skulle til med papirer, forundersøgelser og køren frem og tilbage. Han havde sit hyr med at få koordineret og aftalt det praktiske i løbet af dagen, samtidig med at han skulle guide os. I øvrigt skulle de selv betale, hvad der i alt svarede til ca. 150.000 kroner!

Asa Wrigth er næsten øde. Ud over lidt pesonale, så er de kun os, Peter og en ung landbrugsstuderende. Efter rum punchen fortalte stedets seniorguide lidt om, hvordan han forsøgte at oplære de nye guider, udvikle idéer og forbedre stedet, både for fuglene men også for gæsterne så de kunne få endnu bedre oplevelser. Og så fortalte han lidt om Oilbirds optællingerne som de i de sidste 17 år har foretaget en gang om måneden.

Dagen sluttede med aftensmaden, der i dag var fisk og hvor Peter bl.a. fortalte om, hvordan og hvornår de forskellige nationaliteter ankom op gennem tiden.