Onsdag d 16. juli
Vi skulle tidligt op, da vi med kort varsel havde lavet en aftale med Newton George – en meget anerkendt lokal fugleguide – om at komme  en tur med ham. Han havde en tur med fire franskmænd så der var lige plads til os. Lidt i syv stod vi klar ved ‘Main Road’ i Castara, så han ikke skulle køre ad den meget stejle og smalle vej ned til Alibaba og hente os.

I mens vi stod og ventede fik vi ud over en enkelt ny art til fuglelisten, også hilst og sagt ‘hello’ og ‘what’s up’ til samtlige, der passerede os. De er meget venlige og hilser på alle enten verbalt, ved at vinke, dytte eller en kombination af de nævnte muligheder. Og så kan de godt lide, at præsentere sig med håndtryk og fortælle en deres navn, hvilket er ganske hyggeligt – naturligvis skal de høre, hvor vi kommer fra – kun et par enkelte gange er vi indtil videre taget for at være tyskere.

Nå men vi stod altså ved ‘Main Road’, der hvor man kommer ud når man tager en llille sti og short cut for at undgå den stejle vej. Det betød så også, at vi havde placeret os ca 67,5 m fra vejen ned til Alibaba, hvor vejen gennem Castara slår et halvfemsgraderssving (det gør den flere steder). Vi burde naturligvis have gået derop, for der holdt Newton George og fire franskmænd og ventede på os! Det fandt vi ud af da Burge, der lige havde passeret os i sin store sorte Ford (minimum 6 cylinders) kom bakkende tilbage og stoppede ud for os: ‘Are you waiting for Newton George?’. Og det gjorde vi jo, og fik nu at vide at han holdt oppe i svinget. Vi takkede og skyndte os derop. Samtidig råbte Burge til en mand i en have, at han skulle råbe videre at vi var på vej – hvilket han også gjorde. Skal da lige love for, at de også er hjælpsomme på Tobago. 

Efter naturligvis at undskylde for denne hændelse og lille forsinkelse (kl. var nu ca. 07:02) var vi på vej ad nogle snoede veje mod regnskoven på Main Ridge med flere stop langs vejen, når der lige blev spottet en eller anden spændende fugl.

Franskændene – to ægtepar- var nok egentlige mere fotografer end egentlige fuglekiggere. Ikke at de ikke var interesseret i fugle, men vi blev hurtigt klar over, at det især for de to mænd galdt om at få nogle superfotos af nogle farvestrålende fugle (især Jacamarerne og trogoner fik de taget en hel del fotos af). Men nu var det også deres tur vi havde fået plads på, og det blev da også en ganske glimrende tur, hvor vi fik set nogle nye arter. Newton George viste os et sted to Poo-too’er  – en insektæder og nataktiv art – som sad total camufleret i et par træer og lignede grene. Dette var ikke i regnskoven men nede på den anden side. Det var et par fugle Newton havde fundet for nyligt og dem ville han vise os.

I løbet af formiddagen gjorde vi et længere stop ved en stream (ja ordet å klinger lidt forkert når man står på Tobago og er på vej op igennem en regnskov). Det var et godt sted. Efter nogen tid dukkede en flot isfugl op, der var Redlegged Honeycreeper, Bluebacked Manakin og Collared Trogon og så en række andre arter. 

Ved næste stop mødte vi en af nationalparkens folk, der lejede gummistøvler til franskmændene for 20 T&T dollars da vi nu skulle gå ind i selve regnskoven. Vi klarede os med vores vandresko. Vi gik en tur ad en sti ned gennem regnskoven, for bl.a. at lede efter kolibrien White-Tailed Sabrewing. Den findes kun på Tobago. Desværre ville den ikke vise sig. Den blev kortvarigt hørt på et tidspunkt. Regnskoven var meget stille, så det blev ikke til så mange fugle, men det er altid imponerende at vandre i en regnskov da træer og planter bare er noget helt andet end en dansk bøgeskov. Vi så en rimelig stor krabbe, der lever i regnskoven, vi så en stor sort hveps, der spiser edderkopper, som bor i huller i jorden med et låg på. Vi så ikke edderkoppen, men så hvordan låget kan åbnes.

På tilbage turen stoppede vi som på udturen kortvarigt når der var noget interessant og se. Bl.a. så vi kolibrier på feeders i en have – og der var en White-Tailed Sabrewing. Newton spurgte om nogle ville derned og fotografere dem, men det var franskmændene ikke interesseret i – de var gået kolde på turen inde i regnskoven og over små brunlig fulge langt væk. Vi fornemmede klart at de ikke rigtig orkede mere. Det skal så lige siges, at de havde kørt i bil en time mere end os, og derfor nok havde været endnu tidligere oppe.

En del af eftemiddagen blev brugt på at slappe af på vores veranda, og vi fik lidt frokost, som bestod af lidt brød og chips og nød varmen i skyggen.

Sidst på eftermiddagen gik vi op til Castara Retreat, der ligger på den anden side af Little Bay lidt oppe i terrænet og med en flot udsigt over bugten. Der bestilte vi et par non-alkoholiske cocktails og sad og obsede fire arter kolibrier, der kom til stedets feeder. Og sørme om der ikke kom en sabrewing forbi – dog kun lige kort, men nok til at se den var grøn ikke blå som jacobinen, der også var der. Og så mødte vi Burge for anden gang i dag – ‘oh it’s you guys from this morning with Newton George’ – og det var det og det var her vi fik hans navn at vide. 

Og så var det onsdag, og onsdag betyder dinner og ‘drum night’ på the Boat House caféen lige neden for Alibaba, som bestyres af Sharon. Vi havde allerede i går booket plads, hvilket Sharon var glad for da det nu tydede på, at der ville være nok til at trommerne rent faktisk dukkede op! Men inden skulle vi lige have en dukkert, så vi gik først en tur ned på stranden. Vandet var overraskende koldt, hvilket et par andre i vandet bekræftede os i.

Pludselig sagde Bente: ‘Nu svømmer du bare stille og roligt ind til mig…. og ingen panik’! Når man hører den sidste tilføjelse og især ordet panik – så ved man, at der er opstået en situation, hvor man vil blive forskrækket over ingen ting, eller også….!? Så var det jeg kom i tanke om de der stingrays, så jeg prøvede at få lidt op- og fremdrift stille og roligt og alligevel med en hvis fart, hvilket betød at minhøjre fod ramte noget i vandet under mig – og det var ikke en sten?! 

Yes det var en stingray, der helt ubemærket var kommet tæt på og svømmede lige under mig, hvor vanddybden var under halvanden meter. I følge Bente blev vandet omkring mig helt mørkt da det ikke var en lille rokke. Nå men det var alligevel også tid til at komme op til ‘drum night’.

Der var en hel del mennesker på the Boat house og en blanding af lidt turister og lokale. Vi fik serveret en glimrende fiskeret (Mani-mani) med ris og noget godt tilbehør. Det viste sig, at der var gæster nok for trommerne dukkede op og gav et forrygende trommespil, hvor man fik indtrykket af at de bare kunne blive ved og ved. Det gjorde de dog ikke, da det var hårdt så efter en lille time takkede de af. Og så skal det lige med, at et af bandmedlemmerne på et tidspunkt tog stylter på (og meget lange bukser) og dansede en hæftig dans på stylter og sikke nogle ‘moves’ han kunne lave.

De fleste takkede af for aftenen da trommerne var færdige ved 21-tiden, det samme gjorde vi. Ved 22-tiden var festen vist helt slut. Modsat sydeuropa betyder varmen her på Tobago ikke at man hænger ud hele natten og holder siesta – nej de står tidligt op og arbejder. Omkring kl. 18 når solen begynder at gå ned, så spises der aftensmad og så er det tid til at gå i seng, så meget passende for fuglefolk at de lyse timers udnyttes fuldt ud.