This post is also available in: Dansk
Søndag d. 27. juli.
Morgenen startede vi med at birde omkring Blue Waters Inn. Der var mange Chachalaca’er (Rufous-vented) og, hvis man ikke lige kan se dem, så kan man i hvert fald ikke undgå at høre dem – de larmer nemlig ret meget. Det er en stor fugl, der lidt ligner en Lyrehalefugl – altså uden den lyreformede hale, men ellers ligner den da lidt i form og størrelse. Men det kravler overraskende elegant rundt i træerne og spise mango. Og så er det Tobagos nationalfugl, hvilket jeg muligvis allerede har nævnt i et tidligere indlæg.
Der var også flere Yellow-bellied Elenia – en fluesnapper, men ikke som dem vi kender i Danmark – og så så vi et par flotte Brown-crested Flycatcher. En Red-rumped woodpecker hakkede også lidt i en mango og et enkelt egern, med en lidt tyndslidt hale. Ude over havet var der de sædvanlige Brown Noddy, Rosenterne og nogle enkelte Bridled Tern og selvfølgelig også den eneste mågeart vi har set – Laughing Gull. Pelicaner fisker også lige uden for i bugten og i dag var der også mange Magnificent Frigatebirds. En ung Yellow-headed Heron og en Spotted Sandpiper (plettet mudderklire) gik nede på stranden.
I dag prøvede vi stedets ‘Homemade pancakes’ og jeg vil ikke blive overrasket, hvis det var pandekageproducentens hjemmelavede vi fik, for der var noget ‘shake n bake’ over dem. I morgen bliver det en af omeletterne.
Det er sidste hele dag inden vi rejser hjem, men vi havde ikke planlagt nogle ekskursioner eller lignede i dag. Det skulle mest handle om afslapning – om det så blev en ren afslapningsdag kan man så diskutere.
Vinden var drejet længere ned i øst – sydøst og det var gråvejr og så ud som om der kunne komme regn. Luftfugtigheden føltes heller ikke så høj i dag. Men hvordan slapper man så af i sådan i vejr og klima? Man spiller tennis. Vi lånte bolde og ketchere i receptionen. På vej op til tennisbanen mødte vi vores guide fra sejlturen i går. Han skulle lige snakke og sagde at der nok snart kom regn – det kunne man se fordi frigatfuglene fløj over land. Der hang mange frigatfugle over os, der var svævede stille og roligt over skoven og klippesiden.
Og så skulle vi også høre ham synge! Og så kom det på næsten – ok forståeligt, dansk – ‘Mester Jakob mester Jakob sover ty sover ty’…!? Han havde været sammen med for mange danskere. Men nej, han havde som lille boet sammen med en dansk dreng i et år – og det var der han havde lært den sang. han kunne ikke længere rigtig huske noget af det danske han havde lært den gang, hvilket nu er meget forståeligt.
Nå men vi havde en tenniskamp, at spille før regnen kom. Og tennis er altså ikke som man ser det på TV, hvor kampene hele tiden bliver udsat pga. regn – der kom ikke noget regn, så vi spillede en superhård og jævnbyrdig tennismatch på over halvanden time – fordi den sk**de regn ikke ville komme! Der var ikke spillet mange bolde før sveden drev ad os – og jeg mener drev. Varmen og luftfugtigheden var tilsyneladende betydelig større end først antaget, for når man først foretog sig noget af fysisk karakter kunme man mærke det. Det var hårdt men godt og sikkert også tiltrængt.
Efter tennismatchen tog vi lige en dukkert i havet og så kunne vi gå til lunch. Det blev til kyllingesalat og kyllingeburger.
Nå men så havde vi da også slappet rigeligt af, så vi skulle da også lige ud og ro i kajak. Ikke havkajaker men en ‘sit-on-top’-kajak til to personer. Så vi padlede rundt i bugten mellem styrtdykkende pelikaner og frigatfugle, der var på rov, imens måger og terner kiggede på og en Little Blue Heron fangede småkrapper inde på klipperne.
Og så gik vi i baren – det syntes vi, at vi havde fortjent med al den aktivitet på en afslapningsdag. Selvom om barmanden kommenterede på at det var en tidlig start med drinks…så meget synes jeg altså heller ikke vi har drukket på den her tur.
Aftensmaden indtog vi som vanligt i The Shipwreck Bar og Bente fik noget kylling og pasta og jeg fik fiskeretten, hvor ‘catch of the day’ var Marlin – som smagte ganske glimrende.
Comments are closed.