Birding omkring Huelva

This post is also available in: English

Mandag d. 25. april.
Endnu en fin varm dag i Andalusien. Ingen skyer på himlen, og det lige fra morgenstunden. Det luftede dog en anelse i forhold til de forgående dage, men det var en rimelig lun vind så det gjorde ikke noget.

Morgenmaden, der bestod af et par skiver brød indtog vi i et af fugleskjulene i La Rochina. Der var nogenlunde hvad der skulle være af fugle og så lige tre Hvidskæggget Terner.

Vi kratluskede lidt langs boardwalken, men også det gav det forventede, bl.a. mange Sydlige Nattergale, Cettisangere, Korttået Træløbere. En af Spottesangerne vi så viste sig, at være ringmærket da den længe sad frit fremme og sang – og nej det var dog ikke muligt at aflæse ringen.

Næste stop på dagens program var endnu et besøg ved El Acebuche, hvor vi så ville gå den vestlige runde vi ikke gik forleden dag.

Det var en varm tur og relativt fugletomt. Lidt Rødrygget Svaler, Rødhovedet Tornskader var længe det mest interessante men en Topmejse var et fint lille indslag.

Området bestod mest af lav kratbevoksning mellem spredte pinjetræer på en meget sandet jord. Men endelig på tilbageturen hørte vi en kort, svag let skrantende sang – og der Provencesanger – der dog ikke var så samarbejdsvillig da den foretrak at holde sig godt skjult. Det lykkedes dog at få den set godt nok til sikker bestemmelse. Heldigvis var der pludselig to Provencesangere mere – og især den ene fik vi lejlighed til at se noget bedre.

Frokosten – kaffe og bocadillos – spiste vi i visitor centrets café, hvorefter vi kørte mod vest til Huelva. Et par korte stop ved nogle lagunesøer lige øst for Huelva gav ikke det store – Turteldue og Hvidskæggget Terner.

Vi passerede hurtigt udenom Huelva og kørte ud i Odielflodens delta vest for byen. Det er et meget stort og spændende område bestående af strandenge, marsk og saltvandet. Området strækker sig mere end 20 km mod syd. Der var flamingoer, Stylteløbere og en del forskellige vadefuglearter og dværgene, men desværre også en del varmeflimmer. En hel del hurtigkørende lastbiler gjorde, at man skulle være meget opmærksom, hvis man stoppede langs vejen. Der var også lidt Hedehøge og på returen så vi Rovterne.

Da vi sidst på dagen var tilbage i El Rocio gik vi en tur langs den gamle og nu lukkede vej og birdede vores lokalområde, hvor der var en hel del fugle – ibiser, flere hejrearter, Skestorke, Blishøns, Toppede Lappedykkere, Sorte Glenter m.m.

Det var blevet betydeligt roligere i byen ovenpå weekendens indrykke af folk. Der var stadig turister, men nu var dem med kikkert- og fotoudstyr igen i overtal.

Aftensmaden spiste vi udendørs hos Hotel Restaurant Toruño, hvor de i dag virkede noget forvirrede – der var i hvert fald ikke helt styr på det. Så det var en fornøjelse, at komme ned til pigerne på El Tarberna del Rey og få et par øl og lukke dagen – og ferien.

 
En ringmærket Spottesanger ved La Rochina.
En ringmærket Spottesanger ved La Rochina.
Odielfloden og Huelva havn.
Odielfloden og Huelva havn.
Odieldeltaet med Punta Umbria i baggrunden.
Odieldeltaet med Punta Umbria i baggrunden.
El Rocio.
El Rocio.