Tre intense fugledage i Peru

This post is also available in: English

Alle fotos © Bente Steffensen og Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.

Tre intense fugledage I Peru

Det småregnede og det var stadig mørkt da Gustavo og Julio samlede os op i bydelen Miraflores, hvor vi boede. Vi kørte gennem millionbyen Limas gader, der lå tomme og stille hen, men klokken var heller ikke mange minutter over fem om morgenen. Vi var på vej mod morgenens første stop, et  udsigtspunkt på Stillehavskysten, hvor vi forhåbentlig skulle se den endemiske Perucinclode.

I marts 2019 var vi i Peru. De næste tre dage skulle vi tilbringe sammen med vores ven Gustavo – en af Perus topbirders – og Julio der skuller være vores chauffør. Gustavo var på ferie i Lima, og han ville gerne tage med os ud og se på fugle. Inden længe havde vi derfor fået planlagt tre intense fugledage.

Det tegnede til at blive tre rigtig gode dage i godt selskab, med mange spændende fugle, imponerende landskaber og vilde veje. Vi forventede at vores ”Peru-fugleliste” hurtigt ville blive længere – også med nogle endemiske arter.

En endemisk cinclode i daggryet

Den første af tre intense fugledage tilbragte vi i varmen i ​​lavlandet syd for Lima og langs med den Pan-amerikanske highway.

Det var dog endnu ikke blevet rigtig varmt da vi var fremme ved udsigtpunktet El Salto del Freile. Regnen var stort set holdt op, og da solen ikke var kommet op over bjergene lå Stillehavskysten stadig i mørke. I det begyndende daggry var der akkurat lys nok til, at man kunne se de første måger (Franklins, Kelp og Grey-hooded Gull) og et par Inkaterner flyve forbi kysten.

Med kikkerter ledte vi efter bevægelse mellem stenene på klippekysten neden for os. Efter små ti minutters venten var der en mindre fugl, der forsvandt om bag en sten. Størrelsen og farven så rigtig ud, men det var et meget kort glimt til sikker bestemmelse. Snart viste fuglen sig fremme igen. Den bevægede sig hastigt mellem stenen, men det lykkedes os at få set den så godt, at der ikke var tvivl om bestemmelsen – Perucinclode. Tjek – dagens første targetart var i hus.

Ved Stillehavskysten syd for Perus hovedstad Lima, der ses i baggrunden, er det den endemiske Perucinclode der ledes efter.
Ved Stillehavskysten syd for Perus hovedstad Lima, der ses i baggrunden, er det den endemiske Perucinclode der ledes efter.

Tykke knæ, en mangefarvet fugl og pingviner!

Efter cincloden kørte vi lidt længere sydpå til Villa Marshes. Det er et større vådområde beliggende ud til kysten, og derfor er det ikke overraskende at vandfugle er dominerende. Der var forskellige andearter, der var vadefugle og flere tusinde måger – hovedsagligt Franklinsmåge. Udover fuglene var der også mange myg!

Vi startede med at lede efter en fugl med tykke knæ – Peruvian Thick-knee – som arten hedder på engelsk. Om den har specielt tykke knæ ved jeg ikke og dens danske navn er Perutriel. Men som både det engelske og danske navn antyder, er det en art man skal til Perú for at se.

Men uanset knætykkelse så var trielen ikke særlig samarbejdsvillig. Der skulle gå en rum tid før det lykkedes os at finde fire individer – rastende på den tomme badestrand under et par strandparasoller!

Vi skulle bare kigge ved strandparasollerne for at se Perutriel. VIlla Marshes, Peru.
Vi skulle bare kigge ved strandparasollerne for at se Perutriel. VIlla Marshes, Peru.

I løbet af dagen så vi mange fugle, og det var ikke udelukkende vandfugle. I sivbevoksningen så vi flere individer af den lille flotte Mangefarvet Rørtyran, hvis navn giver god mening når man ser hannens fjerdragt.

Det blev også til arter som Kogleakskryber, Peruenglærke, sågar en Fiskeørn og op til flere Prærieugler.

Men dagens største overraskelse var to Humboldtpingviner, der kortvarigt rastede ude på havet ikke ret langt fra land. De forsvandt et sted i brændingen, og selv om vi med sikkerhed ved, at de ikke fløj væk, lykkedes det os dersværre ikke at genfinde dem.

Især hannen af Mangefarvet Rørtyran lever op til sit navn. Villa Marshes, Peru.
Især hannen af Mangefarvet Rørtyran lever op til sit navn. Villa Marshes, Peru.

Hovedretten

Fugleturen i lavlandet var kun forretten på de tre intense fugledage. Nu skulle vi nemlig til hovedretten, som Gustavo meget sigende beskrev, hvad der ventede os de kommende dage.

Vi skulle op i Andesbjergene. Nærmere bestemt Santa Eulalia dalen nordvest for Lima. Dalen er nok mest kendt af fuglekiggere, og det skyldes de mange spændende fuglearter, som man kun finder i Andesbjergene. Nogle af arterne finder man stort set ikke andre steder end netop denne dal.

I Santa Eulalia dalen og på de højereliggende områder finder man et meget flot og spetakulært landskab. Man når dalen efter et par timers kørsel fra Lima. Fra omkring 2200 m.o.h., hvor vi begyndte fugleturen, kører man ad en smal grusvej, der snoer sig mange kilometer op gennem dalen til man når præpunaen og senere selve punaen – højslettelandskabet beliggende i over 3500 m.o.h.

Vi skulle se på fugle i dalen og oppe på punaen, hvilket betød at vi de næste par dage skulle tilbringe en stor del af tiden i mere end 3000 m.o.h. og i den tynde luft.

Det var ikke første gang vi var oppe i højderne, og vi var godt forberedte. Selvom vi ikke tidliger har haft problemer med højden eller den tynde luft, havde vi for en sikkerheds skyld taget et par flasker coca-te med på turen.  

Fuglekigning på kanten. Santa Eulalia dalen, Peru.
Fuglekigning på kanten. Santa Eulalia dalen, Peru.

En vild vej

Vælger man at tage turen gennem dalen skal man være forberedt på, at der undervejs kan forekomme små nervøse trækninger i ansigtet. Vejen er ikke for folk, som føler en vis form for utryghed ved store højder. Den forløber på meget stejle – nogle steder lodrette – bjergsider med frit udsyn flere hundrede meter ned i dalen.

Langs vejsiden vidnede mange sten og blokke om, at det er et dynamisk landskab. Ikke nok med at man skulle holde øje med ikke at komme ud over kanten, skulle man også holde øje med nedfaldne sten fra oven. Det er ikke udsædvanligt, at vejen er spærret på grund af et stenskred! På et tidspunkt måtte vores bil helt ud på kanten – og det var virkelig helt ude på kanten – for at komme forbi en stor klippeblok, der spærede vejen. Men vi kom med nød og næppe forbi efter nogle nervepirrende minutter, hvor Gustavo var steget ud og dirigerede bilen forbi.

Efterfølgende forstår vi ikke helt hvorfor vi blev siddende i bilen! Set i bagklogskabens klare lys, hvade det nok været klogere, at vi også var steget ud, og selv gik den korte strækning forbi stenblokken. Samtidig havde der været mulighed for at få at tage nogle dramatiske billeder. Men jeg tror faktisk, at det først var bagefter vi forstod, hvor tæt på kanten vi egentlig havde været. Julio var så rolig under hele situationen, så vi næsten ikke nåede at blive bekymret.

Der er langt ned, men det skulle senere vise sig at vi skulle meget længere ud på kanten. Santa Eulalia dalen. Peru.
Der er langt ned, men det skulle senere vise sig at vi skulle meget længere ud på kanten. Santa Eulalia dalen. Peru.
Brug af bilhorn

Heldigivs mødte vi ikke mange modkørende biler, for der var ikke meget plads, og man kunne ikke se om på den anden side af de skarpe sving. Af samme grund blev bilhornet anvendt flittigt lige før et skarpt sving for at gøre eventuelle modkørende bilister opmærksom på ens tilstædeværelse. Dem vi mødte bragede nærmest ud af det blå, når man kørte ind i et skarpt sving, men Julio var en meget dygtig og erfaren chauffør.

Landskabet og fuglene ændrer sig

Dagen havde budt på mange fugle i dalen og flere af vores targetarter var tjekket af – blandt andet Citronparakit, Grovnæbbet Minør og Incafinca. Vi så Corakolibri – en fin kolibri med et par forlængede halefjer – og den lille kolibri Purpurhalset Skovstjerne mens vi ledte efter en af områdets absolutte must-see arter – Sortstrubet Guldspætte.

Hannen af den lille kolibri Purpurhalset Skovstjerne. Santa Eulalia dalen. Peru.
Hannen af den lille kolibri Purpurhalset Skovstjerne. Santa Eulalia dalen. Peru.
Sortstrubet Guldspætte. Santa Eulalia dalen, Peru.
Sortstrubet Guldspætte. Santa Eulalia dalen, Peru.

Landskabet havde markant ændret karakter, som vi i løbet af dagen bevægede os opad. De lodrette bjergskråninger og dybe kløfter var blevet afløst af åbne vidder der karakteriserer punaens græsland. Vegetationen er meget lave og stortset uden buske. Der er små søer og fugtige lavninger.

Fuglefaunaen ændrede sig også, og nu var det arter som Andesgås, Puna Jordtyran, Sortsisken og Hvidvinget diukafinke. Arter der var tilpasset klimaet og økosystemerne i højlandet mellem 3000 – 5000 m.o.h.

Sortsiskner og Gulgumpet Safranfinker. Andesbjergene, Peru.
Sortsiskner og Gulgumpet Safranfinker. Andesbjergene, Peru.

4 DSP i 4712 m.o.h.

Det var sidst på eftermiddagen og vi befandt os 4712 meter over havets overflade. Der var ikke længe til at lyset ville forsvinde, det golde terræn lå indhyldet i skyer, og sigtbarheden var faldet. Det samme var temperaturen, der var krøbet ned under frysepunktet. Trætheden var så småt begyndt at melde sig, og kulden var også begyndt af bide i kroppen.

Men vi var ikke færdige endnu. Der var stadig én targetart på programmet – vi stod og spejdede efter DSP!

DSP er eBird lingo for vadefuglen Diademed Sandpiper-plover. Det er ”quick” indtastningsforkortelsen i eBird appen (læse mere om eBird). DSP er både lettere og hurtigere at sige, så det var naturligvis, det vi kaldte vadefuglen, hvis danske og – måske – lidt mere mundrette navn er Diadembrokfugl.

Den flotte vadefugl har længe stået på targetlisten, og nu var der endelig en mulighed for at se fuglen. Vi scannede stille og roligt hen over den fugtige lavning og håbede at heldet var med os.

Diadembrokfuglen lever i 3500 – 5000 m.o.h. og har et udbredelsesområde, som strækker sig fra det centrale Perú til de sydlige egne af det centrale Chile og Argentina. Den er ikke særlig almindelig, og der kræves både held og tålmodighed for at få succes. Men det hjælper i høj grad at være i besiddelse af lokalkendskab, og her var vi dækket godt ind af både Gustavo og Julio, som kender området.

Og jo vi havde succes – der var Diadembrokfugl i lavningen. Der var hele fire fugle – to voksne med deres to små dununger!

Vi skal da lige love for at de var svære at se, da de faldt godt ind i den omgivende vegetation. Så at se dem var en perfekt afslutning på en lang og god dag.

En voksnen DSP i 4712 m.o.h. Diadembrokfugl i Andesbjergene, Peru.
En voksnen DSP i 4712 m.o.h. Diadembrokfugl i Andesbjergene, Peru.
En voksen DSP med sin ene unge. Diadembrokfugl, Andesbjergene, Peru.
En voksen DSP med sin ene unge. Diadembrokfugl, Andesbjergene, Peru.

En særlig targetart

Den efterfølgende dag begyndte med observation af DSP. Vi havde overnattet på et lille hotel i San Mateo, en lille by beliggende i 3200 m.o.h. For at have mest muligt felttid på den sidste af de tre intense fugledage, havde vi besluttet af tage morgenkaffen og morgenmaden i felten.  Derfor var vi nu tilbage, hvor vi sluttede gårsdagen.

Kaffen varmede for det var koldt og landskabet var flere steder dækket af rim – og noget der lignede sne.

En del af morgenen forsøgte vi at finde Punatinamu. Og jo du husker rigtig – vi har tidligere skrevet om tinamuer på bloggen. Hvis du ikke har læst den histore eller vil genlæse den så læs den her: Kan man stille uret efter en fugl?

Punatinamuen var en særlig targetart. En targetart er en art, som man af en eller anden grund især ønsker at se. For os er alle arter, som vi ikke har set før, i princippet targetarter. Men ofte er det sjældne arter, specielle arter eller endemiske arter – eller bare en art, der endnu mangler på din liste.

Af gode grunde manglede vi Punatinamu på vores liste (ja der findes mange lister inden for fulgeverden, der er helt sikkert materiale til en hel artikel kun om lister), da vi ikke tidligere har været i Peru eller i andre lande hvor den lever. Det særlige ved denne targetart var at Gustavo faktisk heller aldrig havde set Punatinamu, og han håbede rigtig meget, at det skulle lykkes at se én denne dag.

På en kold morgen i over 4700 m.o.h. varmer morgenkaffen. Andesbjergene, Peru.
På en kold morgen i over 4700 m.o.h. varmer morgenkaffen. Andesbjergene, Peru.

I den tynde luft

I 4900 m.o.h. afsøgte vi tålmodigt nogle bjergskråningerne, hvor vores chaffør Julio flere gange tidligere har set tinamuen. Vi brugte endda playback, men der var ingen respons, så til sidst gav vi op og forlod stedet. Julio kendte et andet sted, hvor vi senere på dagen igen kunne prøve.

Der ledes efter Puna Tinamou i 4900 m.o.h. Andesbjergene, Peru.
Der ledes efter Punatinamou i 4900 m.o.h. Andesbjergene, Peru.

De næste par timer bød på flere spændende fugle. Ud over de fire DSP’er vi så under morgenmaden, fløj 52 Andesviber på et tidspunkt forbi. Senere blev det til arter som Gråbrystet Bjergløber og Punabekkasin , Krumnæbbet Jordlusker og Juninminør, Hvidpandet Jordtyran og Gulgumpet Safranfinke.

Det lykkedes også at se – endda rigtig godt – en af de rigtig gode arter, den endemiske Hvidbuget Cinclode, der kun findes i et meget lille område i Perú og i højder over 4400 meter.

Hvidbuget Cinclode. Andesbjergene, Peru.
Hvidbuget Cinclode. Andesbjergene, Peru.

Topbirder får lifer i 4800 m.o.h.

Klokken var omkring ni om morgenen, og vi stod i næsten 4800 m.o.h. og kiggede over på den bjergskråning, hvor Julio tidligere havde set Punatinamu. Der var ret langt hen til bjergskråningen fra grusvejen, hvor vi stod, og derfor blev det stenede terræn grundigt afsøgt med kikkert og teleskop. Men vi så ingen fugle eller den mindste bevægelse.

Efter nogen tids vente besluttede vi igen at prøve med playback. Vi lyttede – men der kom ingen reaktion. Ventede et stykke tid og forsøgte så igen, men stadig uden respons. Julios erfaring var at Punatinamuen normalt reagerede med det samme, når man anvendte playback. Det virkede derfor ikke til, at der var nogen i området.

Vi besluttede igen at opgive tinamuen, og gjorde klar til at køre videre. Men vi prøvede lige playback en enkelt sidste gang – respons! Tydeligt hørte vi punatinamuens mærkelige kaglende stemme et sted over fra bjergskråningen. Det lød som var der mere end én – men hvor var de?

Det endte med at Gustavo, der så gerne ville se tinamuen, gik på tværs af dalen og klatrede op på bjergskråningen.

Gennem teleskoperne fulgte vi Gustavo, der langsomt sneg sig frem på skråningen. Og pludselig var de der – tre individer. På et tidspunkt stod de frit fremme på en stor klippeblok inden de lettede og fløj et langt stykke før de igen landede. Vi fandt dem heldigvis hurtigt igen, og kunne følge dem i et stykke tid, hvor de løb rundt på jorden. Det betød, at der også var tid til at få taget nogle dokumentationsfoto, hvilket vi altid gerne vil have, når det er de lidt mere specielle arter vi ser.

I næsten 4800 m.o.h. lykkedes os at se tre Puna Tinamuer. Andesbjergene, Peru.
I næsten 4800 m.o.h. lykkedes os at se tre Punatinamuer. Andesbjergene, Peru.

Det var en meget glad Gustavo, der kom tilbage til os andre. En topbirder havde fået en lifer og kunne nu afkrydse Punatinamu på sin targetliste.

Glade birders efter at have fået en "lifer". Andesbjergene, Peru.
Glade birders efter at have fået en “lifer”. Andesbjergene, Peru.

2 thoughts on “Tre intense fugledage i Peru”

  1. Fantastiske oplevelser og tak for gode hjælpere.
    Sikken en køretur, godt jeg ikke vidste noget om de veje I kørte på, så havde jeg ikke haft et roligt.
    øjeblik.
    Det var en god beretning, nu ved ejg meget mere om jeres tur.

    1. Hej Erik,
      Vi er glade for at du synes godt om artiklen 🙂 Ja nu ved U noget mere og du kan forvente flere artikler inden længe.

      /UDA

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.