This post is also available in: English
En NFL ved Cowboybyen: Bjerghortulan
Den 28. oktober 2024 blev der fundet en Bjerghortulan (Emberiza buchanani) i Nordsjælland – nærmere bestemt i Sortemosen, Hareskovby. Faktisk er der tale om en NFL og det er ret vildt! NFL er birder-lingo for en ny art for landet. Altså en fugleart, der aldrig tidligere er registreret i Danmark, og har altså ikke noget med nordamerikansk fodbold at gøre. Fuglen opholdt sig langs stisystemet ved boligforeningen Cowboybyen og var meget tillidsfuld. Selvom arten har været længe ventet i Danmark, så var det alligevel en overraskelse. Om ikke andet, så var lokaliteten i høj grad en overraskelse. Bjerghortulan er en centralasiatisk art, der lever på tørre, stenede bjergsider, i kløfter og på græsklædte højlandsplateauer. Arten overvintrer i Indien. Og nu sad der et individ på en gangs- og cykelsti i et boligkvarter lidt udenfor København!
Vi befandt os på Møn, da fuglen blev meldt ud på BirdAlarm. Havde vi været i København var vi rykket på fuglen med det samme. Men selv hvis vi kastede vores ting ind i bilen, ville vi sandsynligvis først ankommet til Hareskovby som mørket faldt på. Og det var faktisk heller ikke sikkert af fuglen stadig ville være der!
ECO-twitching
Næste dag stod jeg tidligt, drak en hurtig kop kaffe, inden jeg hoppede på cyklen og før solopgang drønede afsted. På det tidspunkt var fuglen endnu ikke meldt ud. Hvis fuglen stadig var der ville den blive meldt ud med det sammme. For der var allerede folk klar på lokaliteten. Mange håbefulde birders var kørt hele vejen fra Jylland i løbet af natten for at være klar ved det dagens første lys. Og ganske rigtigt. Da jeg holdt for rødt lys på Rosenørns Allé midt i København, blev Bjerghortulanen meldt ud via BirdAlarm.
Fuglen var altså stadig på plads så der var endnu håb, men jeg havde travlt for man vil jo gerne nå frem inden fuglen eventuelt flyver videre – det ville ikke være første gang i verdenshistorien at det skete. Jeg valgte cyklen af flere grunde. Transporttiden ville sandsynlig være den samme uanset om jeg cyklede eller tog bilen. Dagens motion blev klaret og jeg så kunne jeg prale med at være klimabevidst og kalde det for ECO-twitching! Og så var der også noget med bilen med en bilserviceaftalen, der var ved at udløbe…
Jeg havde nogenlunde styr på første del af ruten, men ikke den sidste og mere snørklede del. Så jeg skulle bare ikke køre forkert nogen steder. Ruten blev derfor løbende tjekket på Google Maps (når jeg holdt stille!) – og jeg var på rette vej. Undervejs overhalede jeg mange cyklister, også mange på elcykler – også op ad bakke! Jeg tror jeg havde det lidt som det må have været for Vingegaard på (bjerg)enkeltstarten i Tour de France i 2023 – jeg kørte så så lige med kikkert, teleskop og kamera på ryggen! Under alle omstændigheder tilbagelagde jeg de 18 km på rekordtid – og så var fuglen lige fløjet da jeg ankom! f@#%!
Artiklen fortsætter efter denne Annonce
En meget tillidsfuld fugl
Der var allerede mange fuglefolk på plads og jeg blev hurtigt briefet og opdateret på situationen. De fleste fremmødte havde set fuglen og var glade. Flere folk kom til efter mig, og jeg mødte flere nye og gamle venner, hvilket jo var super hyggeligt – men nu var vi har jo på grund af en fugl! Men det var en helt typisk del af twitching af hits og sjældne fugle: Alle som allerede har set “fuglen” er glade og kan nu afslappet stå og sludre med andre heldige. Imens er de, som endnu manglede at se “kræet” nervøse og urolige.
Og hvad så med fuglen? Jeg fik den heldigvis at se, og fik igen en ny art til min DK-liste og til min Verdensliste. Bjerghortulanen var nemlig en “lifer”, min anden “lifer” på bare syv dage. Den første kan du læse om i Et sent twitch efter en Nordsanger i Haurvig. Men som nævnt, så dukkede Bjerghortulanen op igen. Pludselig kom den flyvende og landede på stien lige foran, hvor jeg og nogle andre stod. Fik den hurtigt i kikkerten og set godt. Dernæst forsøgte jeg at få dokumentationsfoto og videooptagelser af fuglen.
Den var utrolig tillidsfuld og kunne nogle gange ses på nogle få meters afstand. Det gav gode muligheder for at nærstudere dragtdeltaljer og andre kendetegn. Det var en 1K-fugl, altså en ungfugl klækket i år. Den var stort set upåvirket af de mange mennesker, der havde rettet kikkerter og store telelinser mod den. Fodgængere og cyklende passerede tæt forbi og den blev bare sidende og spiste. På et tidspunkt fløj den dog væk og blev ikke set i et stykke tid. pludselig var tilbage på stien igen. Men Bjerghortulanen levede også livet farligt. Den havde tilsyneladende pådraget sig en skade på venstre ben. Den trak hele tiden benet op under sig og undgik støtte på foden. I følge folk, der allerede så fuglen dagen før, havde den ingen problemer på det tidspunkt.
Et drama under opsejling
Et drama var under opsejling. På et tidspunkt var Bjerghortulanen igen fløjet væk fra stien, da den lokale kat – der var sikkert flere – dukkede op fra Cowboybyen. Hjemmevandt luskede den rundt og forsvandt ind i buskadset på den anden side af stien. Katten kom ud fra buskadset og holdt sig i nærheden af stien da Bjerghortulanen også kom tilbage. Katten og fuglen var kun få meter fra hinanden. Havde de set hinanden? Katten havde i hvert fald set fuglen og betragtede den meget interesseret – på få meters afstand.
Det var vist bare et spørgsmål om tid før den ville forsøge et angreb – men hvad med hortulanen, havde den set katten? De fleste folk var blevet opmærksomme på, hvad der var under opsejling og man fornemmede en blanding af spænding og ængstelse. Men kattens forehavende blev i sidste øjeblik forpurret af en kvindelig beboer. Hun tog en hurtig beslutning og gik resolut gik frem mod katten og fuglen imens hun klappede hårdt i hænderne. Det resulterede i at fuglen lettede og fløj op i et træ, og en kat der faktisk så noget skuffet ud! Dramaet var afværet i sidste øjeblik. Kort efter fløj Bjerghortulanen over i nogle elletræer længere væk. Det var det sidste jeg så til fuglen, da jeg lidt forlod lokaliteten igen.
Resten af dagen blev Bjerghortulanen set flere gange resten af dagen af mange mennesker. Men dagen efter var den tilsyneladende fløjet videre – eller blevet spist!
Læs også den heldige finders egen beretning om fundet i Bjerghortulan – en beretning om fundet
Afslutningsvis skal det med, at nu skal fundet behandles og forhåbentlig accepteres af det danske Sjældenhedsudvalg for endeligt at blive registreret som landets første fund af Bjerghortulan – men mon ikke den bliver det!
Alle fotos og video © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.