This post is also available in: English

Litochoro, torsdag d. 15. april (skrevet 16. april)
Det regnede da ikke til morgen, men der var stadig skyer på himlen, men også blå huller. Formiddagens skulle bruges på de 12 guders bjerg – Mount Olympus. Der er stadig masser af sne på bjerget så vi havde ingen intentioner om at komme på toppen. Den højeste top er 2917 m.o.h., men op ad bjerget skulle vi. Fra Litochoro kan man køre 18 km ad en vej til Prionia i 1100 m.o.h., hvorefter man skal gå resten af vejen, hvis man vil højere. Efter 4 km passerer man en kontrolpost, hvor en nydelig ung uniformeret pige spurgte hvor vi var fra og hvor vi skulle hen…. øh.. op på bjerget og vandre lidt…. Det var sikkert bare statistik til myndighederne og noget med EU støtte at gøre. Vi kørte op ad en lille smal snoet vej med en masse nedfaldne sten, så der var nogle steder man ikke skulle gøre holdt. Det meste ad ruten gik igennem blandingskov bestående af forskellige løvtræer og fyrre- og pinjetræer med enkelte steder, hvor en bil lige kunne holde i siden, hvis man skulle have et kig ud og nyde udsigten. For enden af vejen parkerede vi ved den lille restaurant, skiftede til vandrestøvler og begyndte turen videre opad til fods. Skyerne hang lavt, så det var nærmest tåget og vi fik kun et kortvarigt glimt at de sneklædte tinder, men på trods af det var der mange fugle. Der var bl.a. spætmejser, bogfinker, sortmejser og rødtoppede fuglekonger. Vi hørte sågar en natugle og så en sortspætte. Undervejs så vi også flere gevaldig store sorte salamandere med gule tegninger kravle sløvt over stien. Man kunne faktisk blive helt forskrækket når man pludselig opdagede en lige foran sig. Efter en times vandring besluttede vi os at vende om. Vi havde absolut fået varmen efter at være kommet op i 1360 m.o.h, men det var stadig bare skov og ikke meget andet. Turen op til til toppen er beregnet til ca. 7 – 8 timer, så vi var endnu langt fra trægrænsen. På bilturen ned fra bjerget stoppede vi flere gange for at se udsigten, kigge på planter og ikke mindst nyde madpakken. Den spiste vi i ca. 700 m.o.h. ved en lodret klippevæg med ca 400 meters lodret fald til bunden af kløften! Meget flot og så var der samtidig en syngende blådrossel, klippesvaler, et par ravne og en fodboldkamp på stadion i Litochoro.

Resten af dagen blev tilbragt i Litochoro, hvor solen skinnede. Ja naturligvis ikke da vi gik rundt i vores lille park og fotograferede orkidéer, for der kom lige en regnbyge. Solen kom frem igen, så vi fandt en bænk, hvorfra vi kunne nyde den og samtidig følge med i livet i hovedgaden.

Ved 22 tiden gik vi en aftentur. Faktisk havde turen et formål: Er retuaranterne først fyldte nu med spisende grækere eller hvad? De var ikke fyldte, men nu sad der i det mindste folk og spiste på flere af dem. Nogle af caféerne og barene havde også en del gæster og børnetivoliet i parken overfor lejligheden var der også gang i. Men det er ikke alle grækere, der er ude og spise fra kl. 22. Vi havde dog spist, da vi har meget svært ved at omstille os helt til den græske døgnrytme.
B&U