This post is also available in: English

Alle fotos © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen.

[Onsdag d. 8. juli]

Klokken var ikke meget mere end fem om morgenen da vi på lergraven metrostation løb ind i dagens første forsinkelser. Et sporarbejde, der skulle have været afsluttet kl. 05.00 var ikke færdigt – der blev ‘arbejdet på højtryk for at få det afsluttet’ – blev der oplyst over højtaleranlægget. Ti minutter senere var vi på vej med metrolinje M2 mod lufthavnen. Vi var i god tid så det var ikke noget problem.

Efter kaffe og den klassiske ‘tur-rundt-i-lufthavnen-blot-for-at-konstatere-at-man-jo-alligevel-ikke-skal-have-noget-og-det-er-også-dyrt’-tur (dog ikke i den rækkefølge) sad vi i flyet fra British Airways og ventede på at komme afsted mod første stop – London Heathrow.

Det var kun med fem til ti minutters forsinkelse vi kom afsted fra København så alt så stadig fint ud da vi ankom til London. Det blev til kaffe og noget ‘toast’ på en en restaurant inden vi søgte mod den gate vi skulle med fra.

Da vi efter tidsplanen skulle boarde flyet (en 747’er),  blev det via højtaleranlægget oplyst, at pga. tekniske problemer med flyet – og at der var teknisk personale ombord – ville vi blive ca. 15 minutter forsinket. OK 15 minutter og muligvis ikke så meget, men når man kun har ca. 2,5 time i Miami til at komme igennem ‘Emmigration’, hente vores bagage og derefter checke den ind igen, så var ikke så interesseret i forsinkelser.

De femten minutter gik og det var tilsyneladende ikke nok, for vi skulle vente længere og faktisk skulle der gå halvanden time før vi endelig kunne ‘take off’ og en 8 timer og 47 minutters flyrejser over atlanten. Flyets kaptajn forklarede, at de tekniske problemer skyldtes et problem med ‘airkonditionanlæggået’ og da personalet mødte ind i et fly med en kabinetemperatur på 36 grader Celsius. Det tog så halvanden time at få det genstartet og opnå en passende temperatur. Men nu så det pludselig ikke.så lovende ud for vores rejseplaner!

Det lykkedes ikke at indhentet ret mange minutter af forsinkelsen, så vi var ved, at forberede os på en ikke planlagt overnatning i Miami, da det nu tydede p at kunne blive ovenud svært at nå vores fly videre til Costa Rica.
 Efter ‘touch down’ i Miami startede, der et hektisk race mod tiden – vi løb mod ’emmigration – kunne vi nå vores fly?

Langs ruten var der udstationeret servicepersonel i lilla veste, der guide passagererne den rigtige vej. I bedste ‘fangerne på fortet’-stil skulle vi undervejs svare på spørgsmål – ikke for at kunne få en ekstra ledetråd – men vores boardingkort.

Men vores bagage som vi skulle hente? Den ville vi få i San José når vi kom frem fik vi af vide og det stod på den orange ‘kuvert’ med vores boardingcards. OK det var meget bestemt dame så vi løb videre. Fremme ved ‘Emmigration’ blev vi vist hen til nogle automater, hvor vi skulle svare på flere spørgsmål, scanne fingeraftryk og ansigtfotograferes, hvorefter maskinen spættede et stykke papir ud med ens billede og et stort X og oplysningen om, at det ikke kunne ‘completes’ og man derfor skulle gå til skranken.

Det viste sig, at være standardprocedure, for det skete for stort set samtlige.
Nå men hen og stå i kø og vente på at komme frem til en mand og hans stempler i et glasbur (han virkede flink nok, men det var helt sikkert ikke ham, som havde travlt), hvorefter proceduren gentog sig dog med den undtagelse, at nu skulle alle fingre på begge hænder indscannes.

Da vi endelig fik lov, at komme ind i landet var næste forhindring security, der heldigvis forløb uden problemer og så det bare at komme afsted mod gate D10 via en kort tur med Skyrail og så kunne vi tage den sidste spurt til flyet og lige akkurat nå at komme med. Sveden haglene ned ad os da vi krydsede ‘mållinjen’ og viste vores boardingkort ved skranken blev vi mødt med ordene ‘oh My God it is 49!’ What, det var ikke rigtigt?

Men det var det. I mellemtiden var vores afgangsgate blevet ændret fra D10 til D49 – og det var ikke her men langt væk. Vi måtte tilbage og op ad trapperne til Skyrail og køre fra station 1 til station 4 og der var nu under 15 minutter til afgang!

Vi nåede lige akkurat flyet – og så var vi ikke en gang de sidste –  efter hvad der føltes som vi lige havde gennemført ‘Miami Airport Maraton ‘.
Vi landede små tre timer senere i regnvejret i San José, Costa Rica. Men problemerne var ikke færdige endnu. For vores bagage var nemlig alligevel.ikke kommet med til Costa Rica og det galdt ikke kun os men alle de der som os, havde været med samme fly fra London.

Vi fik anmeldt vores manglende bagage i ‘bagage claim’ men de skulle bruge et telefonnummer til den Lodge, hvor vi skulle bo de kommende dage. Det havde vi selvfølgelig ikke og vi kunne ikke få internetadgang og aftalte vi, at vi i morgen når vi kendte nummeret skulle ringe til dem og fortælle det.

Udenfor regnede det stadig og vores transferservice til hotellet var ikke at se mellem alle de øvrige. Efter hvad der føltes som meget lang tid (nu halvanden time efter ankomst) lykkedes det efter utallige opkald fra sin mobil, en mand med en skuldertaske, som hele tiden havde gået rundt og ‘legede’ organisator at få skaffet vores og en hollandsk familie transfer til hotellet – af hotellet

Vi tjekkede ind på Hotel Brillasol kl. 20 lokal tid og kunne loge nå, at få aftensmaden i restauranten,  der lukkede for bestillinger kl. 20.30. Efter en god ‘chicken lasagne’ og to costerikanske øl (en til hver) orkede vi her 24 timer efter vi var stået op hjemme heller ikke meget mere.

Rejsequizzen #1: Hvilken bil kører vi rundt i på turen?

Og husk det er den Hårde og Uretfærdige Dommerkomité, der suverænt giver point og afgør, hvem der har korrekt svar. men kender af Rejsequizzen ved også, at kreative og morsomme bud også kan udløse point 🙂