This post is also available in: English

Alle fotos © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen.

[Torsdag d. 23.07]

Der var koldt i hytten da vi vågnede til morgen. Udenfor var det stadig mørkt, men vi gjorde os klar da dagslyset kommer ret hurtigt. Vi kørte ca. tre kilometer ned ad vejen – i laveste gear (Low) – ned til Trogon Lodge, der helt klart ligner en af de dyre. Vi fortsatte et par hundrede meter og fandt et sted vi kunne parkere bilen uden at holde i vejen. De otte kilometer oppe fra hovedvejen (rute 2) til San Gerardo De Dota er en lang smal nedkørsel, overvejende på grusvej men også på korte partier med asfalt – og der er er ikke meget plads til at møde biler.

Vi var gået lidt tilbage ad vejen mod Trogon Lodge, mens vi ledte efter nogle advokadotræer af den rigtige slags,  da vi klokken seks så en mand komme gående med et stativ over skulderen, med et kamera og et rimeligt stort objektiv. Han gik den anden vej end det vi havde gjort. Han lignede en der vidste, hvor han skulle hen – og mon ikke det var til en Resplendent Quetzal?

Vi valgte, at gå sammen vej og ikke mange meter efter vi havde passeret vores bil spottede vi en quetzal i et træ lige ved vejen – sådan. Manden fra før var allerede igang med at fotografere. Vi gik helt hen til ham. Han viste sig at være en flink mand fra Tyskland, der fortalte at quetzalerne ofte sad i træerne, hvor vi stod, og spiste. Lige bagved var der nemlig nogle advokadotræer med frugter. En quetzal mere dukkede op, en tredje fløj over vejen, hvilket de to første også gjorde lidt efter. Vi havde dog fået set dem og taget nogle fotos. Vi var tålmodige og efter et stykke tid dukkede to quetzaler op igen. De er godtnok flotte – allesammen hanner, dog ingen mod de helt lange fjer. En enkelt var tilsyneladende en yngre fugl.

Den tyske fotografs kone dukkede op og lidt senere dukkede et hold tyske turister på guided ‘Quetzal Tour’ og lidt efter et hold mere. Og mens vi stod der i en flok turister – kom en firehjulstrækker kørende på vej opad. Da den standsede – for at vejen lige kunne farbar for diverse quetzal-turister opdagede vi, at det var nogle vi kendte, der bor i dalen. Det var de to forskerpiger som vi mødte i går. De vinkede og smilede da de samtidig fik øje på os, så vi nåede lige at snakke kort med dem inden de kørte videre på feltarbejde.

Ved halv-otte tiden spiste vi morgenmad hos Miriam og bagefter obsede ved og fra hendes foderbræt.

Bagefter kørte vi ned gennem dalen for at kigge, men det begyndte at regne en del så vi vendte tilbage til vores hytte og fik varmen mens vi ventede på en opklaring.

Ved et-tiden klarede det op – eller det regnede i hvert fald så lidt, at vi kunne komme uden for. Der er et par små trails bagved Miriams cabinaer og vi ville derfor tjekke den ene. Vi havde ellers tænkt os en tur til Savegre Lodge – et dyrt sted ca. seks kilometer længere nede i dalen – og birde på nogle af deres trails. Men pga. vejret og tiden besluttede vi at vente med det til i morgen. Derfor gik vi nu en tur i vores ‘lokalområde’, der virker som noget der sagtens kan producere nogle fugle. Det var dog ikke det helt vilde – en kolibri vi ikke fik ordentlig styr på, den sjove lille Slaty Flowerpiercer, der som navnet antyder stikker hul i blomsterne for at komme til nektaren. Der var bl.a. flere Black-billed Nightinggale-thrushes, der minder lidt om vores Rødhals i form og sang. Vi kom til et lukket led, hvor vi så vendte om og gik tilbage.

Da vi var næsten tilbage opdagede vi pludselig en Quetzal sidde intet træ ikke langt væk! Endnu en han, der bare sad og kiggede. Den var ikke alene for det blev lige til glimtet af en anden, der forsvandt ind i den mere tætte bevoksning. På et tidspunkt.fløj den første også ned og forsvandt ud af syne. Vi ventede et stykke tid men det dukkede ikke op igen. Men mens vi ventede kunne vi se mindst tre advokadotræer af den rette slags – og der var mange frugter på, så det tydede godt for muligheden at se dem igen på et andet tidspunkt. Fedt selv at finde så fed en fugl som folk betaler penge for at se og så kun et par hundrede meter fra, hvor vi bor. Det sidste stykke hen til cabinaen gav Grey-breasted Wood-wren, Flame-throated Warbler og Black-chinned Warbler.

Vi besluttede os for, at køre op til ‘Kommunikationsmasterne’ på toppen af Cerro de la Muerte. Det er små 15 kilometer herfra så det kunne godt når i løbet af eftermiddagen. På vej op gennem Savegre-dalen, hvor San Gerardo de Dota ligger, mødte vi igen nogle vi kendte komme gående mod os – denne gang var det en flok tyskere på vandretur. Vi stoppede, hilste og snakkede kort med fortroppen, der bl.a. bestod af det unge par og guiden. De var på vej ned for at spise hos – ja naturligvis – Miriam.

Vi parkerede bilen 3274 m.o.h. og der var en flot udsigt fra kommunikationsmasterne på Cerro de la Muerte. Naturen er helt anderledes fra det vi indtil har set på turen. Bevoksning er lav, og der er urter der ligner vores – fx var der vejbred af en slags. Men i den højde svarer klimaet også til den tempererede zone. Nogle steder så det næsten alpint ud – og vi befinder os altså i troperne. Vi kunne se kystlinjen mod Stillehavet og vi kunne se Osa Peninsula – et sted vi meget gerne vil hen, men nok pga. tiden bliver nød til at springe over denne gang. Der var meget stille deroppe – man kunne ‘høre stilheden’, som man siger hjemme på Møn. Der var ikke mange fugle, men vi fik da  set flere eksemplarer af Volcano Junge, endnu en endemisk art for Costa Rica og Nordvest Panama.

Sidst på eftermiddagen da vi var tilbage hos Miriams tjekkede vi lige om. der var quetzal i baghaven, men det var der ikke. Ved cabinaerne så vi til gengæld en flok Long-tailed Silky-flycatcher og mindst tre Collered Flycatcher inden vi gik op til Miriam for at spise aftensmad.

Der har været ‘ryk-ind’ hos Miriam i dag. Ud over os er der i dag ankommet et par franskmænd og et par tyske damer og vi spiste alle hos Miriam. Den filippinsk fuglefotograf er der også stadig, men han forsvandt ned ad vejen med sit udstyr.

Men mens vi spiste standsede en lille bus uden for, hvorefter et hold fuglekiggere i mørket gik om på ved bygningen. Der skulle finde ‘lechuzita’ – ‘den lille ugle’. Miriams sted og også kendt for, at der holder en Unspotted Saw-whet Owl til der. Så der blev lyst med lygte i træerne bagved, til stor undre hos det franske par over, hvad der foregik, hvilket vi så kunne fortælle dem.

Uglekiggerne  kørte igen lidt senere uden held. Vi mødte dem så lidt senere da vi gik tilbage. Der holdt de ikke langt fra, hvor vi bor og ventede på Dusky Nightjar – en natron, man kan se i lyset fra en gadelamper ved et af hotellernes parkeringsplads. Det havde vi også planlagt at gøre så vi. sluttede os til selskabet. Men heldet var ikke med os – det blev kun til nogle flagermus i aften.