En mantarey, forsinkelser og så lige et smut over Barbados

This post is also available in: English

Mandag d. 28. juli.
Ja så var det blevet afrejsedag. Vi skulle dog først afsted halv tre, hvor Cool Denise ville komme og køre os til lufthavnen. Da vi blev hentet og kørt til Blue Waters Inn forleden, havde vi først aftalt, at vi blev hentet klokken tre, men lidt senere spurgte Denise om det var ok, at hun hentede os allerede klokken halv tre, da hun skulle hente nogle mandag klokken fire. Det var helt ok med os da mandagen alligevel ville være lidt af en ‘ventedag’ pga. rejsen. Men vi ville altså blive hente klokken halv tre og med formaningen – ‘Og vær klar i god tid’.
Nå men der var altså tid til både, at kigge lide fugle, spise morgenmad, få en dukkert og så pakke og checke ud, hvorefter vi skulle vente på, at blive hentet.
Det lykkedes os at få artsbestemt, den kolobri vi havde været i tvivl om dagen før, da vi hver gang kun så den i brøkdele af sekunder. Men foran receptionen var der en feeder den godt kunne lide, så vi fik nogle udemærkede views og kunne konstatere, at der var tale om både han og hun af Ruby Topaz Hummingbird. Ikke en ny art på turen, men nu set rigtig godt.
Efter vi havde afleveret nøglen til værelset hang vi bare ud omkring Blue Waters Inn. Vi sad lidt i sofaerne, vi gik lidt rundt og på et tidspunkt sad vi ude på bådebroen, hvor vinden kølede en anelse – solen skinnede og det var varmt – og vi kiggede på Brown Noddy, Bridled Tern og Roseate Tern og de sædvanlige pelikaner og frigatfugle.
Mens vi sad under ‘solskærmen’ på bådebroen var et dansk par på vej mod os da de pludselig råbte ‘Hey!’ og vinkede os over til dem samtidig med, at de pegede ned i vandet. Hurtigt kom vi på benene og småløb de ti meter hen til kanten. Og der svømmede en stor flot Mantarey – Djævlerokke – helt inde ved bådebroen. Den passerede lige så stille og roligt forbi helt oppe i overfladen.  Med den retning den svømmede så, havde den lige været helt inde ved stranden, hvor vi lidt tidligere havde badet! Denne var større end de Stingreys vi havde set på den anden side af Tobago.
Mantareyen dukke igen op lidt senere da vi sad og spiste lunch i The Shipwreck Bar og passerede roligt forbi helt inde ved stranden. Danskeren, der havde opdaget den første gang skyndte sig hen til nogle af de andre gæster, der sad og slappede af efter en morgendykketur de havde været på og fortalte dem, at den svømmede rundt lige neden for. Jeg skal da lige love for der kom fart over feltet. Der var lige fem – seks dykkerturister der greb snorkeludstyret og løb ned til stranden, kastede sig i vandet og en lettere kaotisk situation udspillede sig foran os andre, da de ikke lige kunne spotte den – den var jo så også svømmet længere væk – men den kom tilbage og det lykkedes dem alle at få set den under vandet. Med den reaktion antog vi, at selvom de havde dykket flere gange ude på revet, så havde de alligevel ikke set en meget stor rokke.
Da klokken var blevet fem minutter over halv tre blev vi enige om, at få. receptionisten til, at ringe til Denise og tjekke om hun var på vej eller havde glemt det. ‘Jeg er der om ti minutter’, svarede hun og vi satte os ud og ventede. Der var stadig tid nok, men vi ville bare lige være sikre.
Der gik et kvarter før hun dukkede op. Hun havde to nye gæster med som viste sig, at være Gigi og Jack – de to amerikanere vi havde mødt på Asa Wright. Det var deres fly fra Trinidad, der havde været forsinket – der er alle flyene vist – og nu var skyld i vores forsinkelse. Vi nåede lige meget kort, at få en opdatering på deres oplevelser. De havde fået set Pawi’en (Piping Guan) og så havde de modsat os set Red Howler Monkeys på Nariva Swamp turen.
Denise beklagede, at hun var blevet forsinket og især nu hun, havde sagt at vi skulle være klar i god tid. Til gengæld gav hun den så alt, hvad den kunne trække så vi helt sikkert var fremme til tiden. Da hun fik genopfrisket, at vi skulle med et internationalt fly fra Tobago og til Trinidad blev der givet ekstra gas, og vi fik en lang forklaring om hvordan hendes bror plejer at sende info på mail, men at hun denne gang kun havde fået det mundligt… og den overlevering var ikke gået helt godt, det var blandt andet derfor hun også troede vi hed henholdsvis Benji og UC da hun skulle hente os, men det med navnene havde vi fået opklaret, men ikke været helt tydelige om hvilke flyver vi skulle med, da det lød til hun havde helt styr på det. Men med lidt rally kørsel nåede vi frem og klokken fire blev vi sat af i lufthavnen – ca. to en halv time før afgang.
Det tog ikke så lang tid at komme igennem køen til check in, til gengæld skulle vi i security have alt vores udstyr op af håndbagenden og skoene af og jeg måtte lige igennem igen da jeg ikke havde fattet, at det også galdtkikkertudstyret og ikke kun det elektroniske.
Da vi sad i 767’eren, alle bordet og klar til afgang fik flyet ikke flyvetilladelse årsagen var, at der var problemer med nogle af de passager, der netop var ankommet med flyet fra Frankfurt og endnu ikke var blevet sluppet igennem immigrationen. Det skulle vi så vente på for, hvis ikke de kunne blive lukket ind i landet skulle de med samme fly tilbage. Efter en halv times forsinkelse kunne kaptajnen fortælle, at det nu var gået iorden og vi ville få lov at flyve.
Efter fem minutter, hvor maskinen ikke havde flyttet sig, oplyste kaptajnen, at vi nu igen ikke måtte flyve, fordi kontroltårnet ikke ville give flyveren fri, og kontroltårnet havde ikke kunne fortælle ham hvorfor? Han beklagede og håbede, at det kun var kortvarigt og sagde, at han hellere måtte gøre som de sagde. Fra vores pladser kunne vi så se, hvorfor at vi ikke fik lov, at komme afsted – der var nemlig en flyvemaskine på indflyvning til landingsbanen. Da den var landet lettede en anden maskine. Der er kun en start- og landingsbane i ANR Robinson Interrnationale Airport på Tobagoer og derfor må man vente på hinanden. Vi andre kunne så bare undrer os over at hverken kaptajnen eller kontroltårnet kunne gennemskue det.
Vi skulle lige et smut over Barbados, hvor nogle af passagererne skulle af og der skulle nogle nye på. Det tog kun tredieve minutter at flyve dertil. Vi skulle så vente der i to timer inklusiv et efter vores mening lidt spøjst ‘transfer-security-check’ som kineserne, der var med om bord slet ikke forstod og tyskerne bare blev sure over de skulle igennem og amerikanerne var klar med et lawsuite. Vi blev ført uden om baggagescanneren og ind i lufthavnens shoppingområde, hvor vi skulle vente  til vi var ti i alt. Så  skulle vi følge efter en dame, som førte os hen til nogle flere securityskranker. Her skulle vi have alt vores udstyr op på båndet – kameraer, kikkerter og teleskop, skoen skulle vi også tage af mens securityfolkene hunsede med os. Nå men vi tog det stille og roligt og kom da også igennem uden problemer.
Endelig blev der kaldt ud til flyet og alle os, som havde været med fra Tobago. Udenfor skulle vi naturligvis vente på ‘grønt lys’ til at gå hen til flyet og gå om bord. Der skete intet, vi stod bare og ventede. Heldigvis var det stadig varmt selv om klokken var kvart over ni. Flyvemaskinen skulle lige genstartes så alt blev slukket og efter fem minutter blev den startet op og lidt efter fik vi lov til, at gå ombord.
Omkring ni timer senere – tirsdag d. 29. juli – landede vi i Frankfurt Airport. Vi skulle have nye boarding cards og efter en tur rundt og med hjælp fra en tysk infomand fandt vi med lidt besvær ud af, hvordan vi kunne komme til ‘connecting fligths’ uden at skulle helt ud.
Efter fire timers ventetid går turen hjem til København med siddepladser opgraderet til Business Class.

1 thought on “En mantarey, forsinkelser og så lige et smut over Barbados”

  1. Velkommen hjem, som vi havde gættet på var, at I var på Møn, uden at "pakke" ud !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.