This post is also available in: English

Alle fotos © Bente Steffensen og Uffe Damm Andersen.

Fuglekigning på den berømte Manu Road

I begyndelsen af april 2019 tilbragte vi otte dage på den berømte Manu Road i Peru. Du løfter måske et øjenbryn og tænker – ”Manu Road?”. Hvis du er fuglekigger så har du sikkert hørt om Manu Road – måske har du været der, eller du drømmer om en tur på den vej.

Peru byder på meget andet end pisco sour, inkakultur og Machu Picchu. Landet byder også på fugle – og mange forskellige slags. Der findes 1858 arter (kilde: BirdLife International*) – og mange er endemiske – og det gør Peru det land med næstflest fuglearter. Kun i Colombia finder man flere arter (1878 arter – kilde: BirdLife International**).

Så der er ikke noget at sige til, at Peru er et populært rejsemål for fugleturister.

Men hvad er det med den vej? Det, der gør Manu Road berømt, er at tager du en tur ned ad vejen kan du potentielt se mere end 1000 fuglearter – og det er mange!

Manu Road begynder i byen Paucartambo i Andesbjergene ca. tre timers kørsel fra Cusco. Den nok mest interessante del af den ca. 170 km vej begynder, hvor dan møder Manu Nationalpark, der er et af verdens mest biodiverse områder. Herfra forløber vejen langs med nationalparkens sydlige grænse. De næste ca. 145 km kommer man igennem flere forskellige naturtyper på vej ned fra Andesbjergene til lavlandet i Amazonas. Den store diversitet i levesteder gør, at der findes så mange fuglearter.

Det kræver dog tid, planlægning og lokalkendskab – og ikke mindst held – hvis man skal i nærheden af 1000 arter.

For os var valget ikke et svært– vi skulle naturligvis se på fugle på den berømte Manu Road.

Tre personer og en stor minibus

Vi blev hentet i Cusco tidligt om morgenen af Omar. Udover en stor hvid minibus, med kapacitet til et mindre rejseselskab, medbragte Omar også sin egen kikkert, fuglebog og fuglestemmer til playback!

Det viste sig, at vi havde Omar og hans minibus til vores rådighed hele ugen – og det var absolut et plus. Omar havde været chauffør på en hel del fugleture og han både kendte og vidste, hvor vi kunne finde mange af de spændende fuglearter.

Et andet plus var, at vi nu blev nød til at tale spansk hele ugen – vi trængte i den grad til at få trænet vores sproglige evner.

En transportdag blev til en dag i felten

Det som vi først havde troet skulle være en transportdag – altså en af de dage, der uanset rejsens længde bare går med at flytte sig fra punkt A til punkt B – endte med være en glimrende dag i felten med nye fuglearter til listen.

Vi besøgte vådområdet Laguna de Huarcapay, der liggeromkring 30 km sydøst for Cusco i ca. 3100 m.o.h. En lokalitet der let kan besøges enroute til den berømte Manu Road eller som endagstur fra Cusco.

Oversigtsforholdene er gode og der er ovenikøbet et fugletårn. Fra fugletårnet er det let at observere forskellige vandfugle på vandet og de våde dele. I sivbevoksningen og det omgivende landskabs kratbevoksning var det de mere diskrete fugle og ”besværlige” fugle som skjulte sig bl.a. den endemiske Rusty-fronted Canastero Asthenes ottonis.

Langs vejen rundt om vådområdet så vi Kæmpekolibri Giant Hummingbird – der med sine 16 cm er verdens største kolibri. Og så må vi ikke glemme den allestedsnærværende Rufous-collared Sparrow. Vi så mange flere arter, men resten kan I finde på eBird.

Vi stoppede mange andre steder undervejs for at lede efter interessante og sjove arter. Ibjergene nord for byen CP Huambutio tilføjede vi et par fede endemiske arter til vores liste: Creamy-crested Spinetail Cranioleuca albicapilla og Kæmpedansefinke Chestnut-breasted Mouontain-Finch Poospizopsis caesar.

Desværre lykkedes det ikke at se den endemiske kolibri Bearded Mountaineer selvom vi forsøgte flere steder

Lyden af Hawaii

Efter en sen frokost og et par timers fuglekigning ned ad Manu Road ankom vi til Weyquecha, hvor vi skulle bo de næste par nætter.

Organisationen Conservacíon Amazónica (ACCA) ejer og driver Wayqecha Cloudforest Biological Station, der ligger i Kosnipatadalen i 3000 m.o.h. Feltstationens reservat ligger som en buffer langs Manu Nationalparkens sydlige grænse og feltstationen er derfor et perfekt udgangspunkt når man vil udforske fuglelivet i tågeskoven på den øvre del af Manu Road.

En ting man dog skal være opmærksom på, når man bor på Wayqecha er, at der kun er strøm – og wifi – tre timer om aftenen. Så det gælder om at have sine kamerabatterier godt opladet.

Vi blev hilst velkommen og blev installeret i en fin hytte lidt væk fra hovedbygningen, med udsigt over dalen og skoven. Men der var meget tåget så vi kiggede ud på en gråhvid væg.

Tilbage i hovedbygningen nød vi en kop varm te inden aftensmaden. Pludselig hørte vi en lyd udenfor, noget der lød som en tuden. Men det lød ikke som en ugle men mere som et horn. På en gang både mystisk og eksotisk – faktisk lød det som når man blæser i en konkylie! Vi befandt os i en peruviansk tågeskov og ikke på Hawaii?

Men det var lige, hvad det var. Kokken var gået udenfor og blæste i en konkylie, for at signalere at aftensmaden var klar.

Venten på myrepittaen

Tågeskoven

Vi kan rigtig godt lide tågeskove! Der finder man nogle rigtig spændende fugle. Samtidig er det en utrolig flot type skov. Træerne er krogede og lavstammede. Der vokser mosser, bregner, laver og orkidéer og andre epifyter på grenene. Skoven ligner noget, der er taget ud at en eventyrfilm – især når der er tåget.

Set med en birders øjne – kan forholdene i en tågeskov være lidt vanskelige! Landskabet er ofte indhyllet i skyer og tåge – en rigtig gang ærtesuppe. Med andre ord, så kan fuglene være svære at se.

Myrepittaen

Den endemiske Rødbrun Myrepitta er også svær at se i godt vejr. Den lever og opholder sig godt skjult i skovbunden.

På et tidspunkt hørte vi en kalde tæt ved, og vi blev enige om at gøre et forsøg.

Vi forlod vejen, kravlede ind i buskadset og fandt et sted, hvor vi håbede, at vi kunne få myrepittaen lokket hen. Men den lokker man ikke hen til sig ved bare at sætte sig ind i et krat. Derfor brugte vi playback – afspillede en optagelse af artens sang – og håbede på at den reagerede og kom hen til os.

Vi sad musestille og lyttede. Myrepittaen kom tættere på, hvor vi sad krøbet sammen i håb om at være usynlige. Vi kunne ikke se den, men efter lyden at dømme var den meget tæt på – den var nysgerrig på, hvem der sad og ”kaldte”.

Myrepittaer har en ufattelig evne til at være nærmest usynlig selv om du kun befinder dig få meter fra den. Den havde sikkert allerede set os.

Omar løftede armen meget forsigtigt og pegede. Vi kunne ikke se noget. Omar flyttede forsigtigt armen og pegede nu lidt længere mod højre – og i et kort øjeblik – hoppede en lille æggeformet rødbrun fugl forbi få meter fra os – en Rødbrun Myrepitta!

Læs også Maria, Shakira og “The Antpitta Man” – om vores oplevelser med myrepittaer i Ecuador.

Papegøjer, kotingaer og ugler i junglen

Feltstationen i Amazonas

For foden af Andesbjergene, hvor amazonplateauet begynder, passerer Manu Road byen Pillcopata. Lige uden for byen ligger Villa Carmen biologiske feltstation, der også ejes og drives af ACCA, og her boede vi fire nætter.

Villa Carmen er noget større end Wayqecha og med væsentlig mere luksuriøse forhold.

Det var uden for højsæsonen, hvilket betød at der ikke var mange turister i området.  Vi var de eneste gæster på Villa Carmen – så havde vi havde hele den overdådige luksus helt for os selv!

Vi var kommet ned i lavlandet i den peruvianske Amazonas, og det kunne mærkes på både varmen og den høje luftfugtighed – og ikke mindst på fuglelivet, hvor der nu var Amazona-arter.

Biodiversiteten er meget høj i området, og der findes mange forskellige naturtyper – ikke mindst bambusskov, med nogle meget interessante fugle. Der er ”rigtig” regnskov – altså regnskov med gamle træer – der er sekundær skov, der er vandløb og floder. Der er ovenikøbet ”lavereliggende” bjergskov, da der er nogle enkelte bjergknolde, der når op i 1200 m.o.h.  

Villa Carmen er et glimrende sted, hvis man vil opleve noget af Amazonas varierede natur og dyreliv. Det hele var i bogstavelig forstand lige uden for døren. Fra vores hytte kunne vi sidde og nyde flokke af Hoatziner, papegøjer og kolibrier. Om aftenen omkring solnedgang kunne vi høre de vemodige kald fra mindst tre arter tinamuer.

Fugle omkring Villa Carmen

Dagene gik naturligvis med at kigge på fugle på Manu Road. Men vi brugte meget tid med at udforske fuglelivet i skoven omkring Villa Carmen og der er mange fugle.

Vi så den flotte Blommestrubet Kotinga flere gange, der var flere arter papegøjer og araer, der ofte passerede i flokke henover os. Der var myrefugle, myresmutter og myretornskader. Ved lodgens hovedbygning var der kolibrier, bl.a. den lille Diadempragtalf.

Tidligt en morgen var vi på en sveddryppende firetimers fugletur med feltstationens unge fugleguide. Det meste af tiden gik stejlt opad. Til gengæld kunne vi glide i mudderet hele vejen ned, ved ikke helt hvad der var hårdest.

Det var ikke kun om dagen vi var aktive. Et par aftner tog vi på owling efter aftensmaden. Med pandelygter og playback ledte vi efter ugler. Vi hørte Marañón, Brunbuget Dværghornugle og Sortbåndet Natugle hver aften, men det lykkedes ikke at se dem.

Flokke af blandede arter

Det er relativt nemt at se på fugle på den berømte Manu Road. Du tager ”bare” ned ad vejen, stopper forskellige steder og kigger på fugle fra vejen – og det samme gør du også på tilbagevejen. Der er ikke noget at sige til at vejen er berømt inden for fugleverdenen.

På vejen ligger flere forskellige lodges der alle har hver deres særlige arter som kan være svære at se andre steder, fx Cock-of-the-Rock Lodge som vi besøgte et par timer på vejen tilbage. Gæt selv hvilken fugl man kan se der.

Manu Road skuffede på ingen måde – tvært imod. Det blev ikke til 1000 arter – langt fra. Men vi så mange fugle og mange forskellige arter, selvom vi i otte dage kun udforskede og birdede en lille del af vejen.

Vi har aldrig før oplevet så mange mixed species flocks, og mange forskellige typer. Der var små flokke, der var store flokke. Nogle flokke bestod af nogle få arter, og i andre flokke var der 20-30 arter.

Det kan både være sjovt og meget hektisk, når man støder på en mixed species flock. Ofte har man ikke lang tid til at identificere de forskellige arter i flokken, nogle gange har flokken passeret på under et halvt minut. Andre gange er der et træ med masser af føde til fuglene, så kan man være heldig, at det tager flere minutter før, flokken bevæger sig videre.

En blandet flok kan give ondt i nakken, da den ofte bevæger sig højt oppe i træerne, og træerne kan til tider være ret høje. I de højereliggende dele slynger Manu Road sig ned gennem bjergskråningerne, hvilket betød, at vi mange gange kunne observere flokkene i øjenhøjde eller ligefrem kigge ned på dem. Det var helt behageligt.

Nogle af fuglene

De otte dage på den berømte Manu Road gav mange fugle og mange nye arter til vores fugleliste. Og her til sidst nævner vi nogle af de arter vi så, men det er ikke en udtømmende liste.

Brillehvidstjert og de to flotte tangarer Bjergtangar og Skarlagenbuget Bjergtangar var almindelige i tågeskoven. En art vi også så mange gange var Sortstrubet Kratfinke.

Nogle arter så vi kun én gang som Båndhalefrugtæder og Kravekotinga, hvor andre arter som den lille tukan Blåbåndet Tukanet så vi flere gange.

Vi så også Andes Trækryber, Perlespidshale. Der var Gulbuget Oliventangar og den endemiske Gulbrynet Oliventangarog endelig så vi også Kanelbuget Tangar. I de lavere højder mellem Weyquecha og Villa Carmen så vi flokke af Gyldenhovedet Quetzal og vi var heldig at se Kravekotinga. Ved den kendte klippehane-lek så vi fire Rød Klippehane.

I lavlandet i Amazonas så vi Brunisset Nonnefugl, Rødstrubet Caracara. Der var mange papegøjer, bl.a. Gråhovedet Aratinga, Blåhovedet Pionus, Blågul, Lyserød og Dværgara. Der var Bambusmyretornskade, Andesmyresmutte, Gulbrystet Myrefugl, Manu Myrefugl, Manu Antbird, Rødøjet Myrefugl og Sortplettet Nøjenøje. Der var todityraner og vi så mange tangarer.

Alle foto og video © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen.

Kilder

* BirdLife International (2019) Country profile: Peru. Available from http://www.birdlife.org/datazone/country/peru. Checked: 2019-09-03

**BirdLife International (2019) Country profile: Colombia. Available from http://www.birdlife.org/datazone/country/colombia. Checked: 2019-09-03