Ned til lavlandet og Stillehavskysten

This post is also available in: English

Alle fotos © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen.

[Lørdag d. 25. juli]

Sidste morgen i Rio Savegre-dalen og San Gerardo de Dota. Vi startede med en gåtur på en lille del af en af de andre trails ved Miriams cabinaer. Det gav ikke det store så vi kørte en tur ned i dalen for lige, at slutte af men en Quetzal. Vi passerede nogle hold ‘Quetzal-turister’, der stod og fyldte hele vejen, og kørte ned, hvor vi havde set arten første gang. Der gik ikke lang tid før der dukkede en han op – og så med en enkelt rimelig lang forlænget halefjer. Vi snakkede med et ungt par fra Sweitz, der dukkede op. Det fik set Quetzalen i vores teleskop, og forsøgte at fotografere den med mobil gennem skopet. Og så viste det et par fotos de havde taget af en, der havde siddet på jorden, ved deres hotel – kun i nogle få armlængders afstand!

På vej tilbage for, at få morgenmad og pakket sammen, stoppede vi ved ‘Quetzal-turisterne’ – både for, at få et billede af situationen og så lige se en enkelt mere. Der var minimum seks individer – fem hanner og en hun! Og igen et par stykker med lange forlængede halefjer. Vores filippinske ven Oscar, var der også, så ham fik vi sagt farvel til og ønsket fortsat god tur.

Vi fik vores morgenmad hos Miriam, hvor vi lige et øjeblik troede der var lukket. Men vi kom da ind via bagdøren og fik noget mad, og en lille times tid senere, havde vi spist, pakket og tjekket ud.

Vi kørte en tur op til grusvejen til Provedencia og birdede den igen den første del af vejen – ikke så langt som i går. Vi mødte to unge engelsktalende fuglekiggere, der var på vej til en San Gerardo de Dota. Igen i dag var der Fiery-thoated Hummingbird, Ruddy Treerunner og så fik vi Timberline Wren på listen – båse set og hørt.

Oprindeligt havde Osa Peninsula været på vores liste over steder vi ville hen. Men da der efterhånden ikke er så mange dage tilbage af min ferien har vi fravalgt det denne gang, da vi mener, at det vil kræve meget mere tid. Vi valgte derfor at køre til Stillehavskysten og til Manuel Antonios Nationalpark. Vi havde hørt, at det var et meget turistet område, og Maurice, der guidede os i Carara Nationalpark habde også sagt, at det ikke var et sted for os. Men i følge den litteratur vi bl.a. bruger så skulle, der dog være mulighed for at se nogle fugle i nationalparken. Så nu gav vi det lige en chance.

Vi kan så kun sige – gør det ikke! Og slet ikke i en weekend – og så er der ‘lavsæson’. Allerede da vi kørte de sidste kilometer ind mod nationalparken, kunne vi fornemme at dette var ikke et område for os. Vi nåede at parkere – til 3000 colones – og gå hen til indgangen. Det var totalt overrendt, gadesælgere i ragelse, mennesker i badetøj – ikke at der er noget galt med fx kvinder i bikini – men alt det var ligesom ikke rigtig nogået, der hang sammen med noget seriøs birding.

Vi forlod stedet og droppede overnatningen og et tidligt besøg i parken i morgen, selvom det måske ville være lidt mindre voldsom ved syvtiden. Nå men nogle gange skal man selv ‘mærke’ tingene.

Men hvad skulle vi så gøre? Vi kørte nordpå igennem nok det mest uinteressante og kedelige område vi har set i Costa Rica. Kilometer efter kilometer kørte vi gennem palmeplantager ad en meget lang og lige vej. Vi passerede undervejs et par osende og lugtende produktionsanlæg. Uden at vide det gætter vi på, at det et palmeolie, der udvindes i området.

Lige før byen Parati drejede vi fra og kørte mod kysten. Efter nogle kilometer kom vi tæt på floden Parati og her var der bl.a. lidt vadefugle og hejrer – Spotted Sandpiper, Willet, Greater Yellowleg, Short-billed Dovitcher, Black-necked Stilt og et par præstekrave og rylearter. BEST spottede en Roseate Ibis i et træ mellem en flok Woodstorch og en stor Ringed Kingfisher fløj omkring. Det var helt opløftende efter den oplevelse med Manuel Antonios nationalparken.

Det endte med at vi kørte helt op til Cerro Lodge lige nord for Rio Tarcoles for at tage en enkelt overnatning. Da vi drejede ind på grusvejen  var vejen spærret med et tov. En gammel mand kom frem fra et skur – som vi ikke havde bemærket sidst vi vat her. Manden spurgte hvor vi skulle hen, og vi svarede Cerro Lodge, hvorefter han noterede bilens nummerplade og lod os passere. Spændende hvad det betød.

Det viste sig, at være en slagt vagt, da det virker som et område, hvor de rige har deres ‘sommerhuse’, for der var mange flere mennesker i husene end sidst og det var helt klar noget lørdags-komsammen, med grill og musik.

Og der var plads på lodgen, og vi fik aftensmad. Og da det gik op for ham den lille, der arbejder på lodgen, hvem vi var morede handig vildt over det –  det havde han vist alligevel aldrig oplevet før.

Det viste sig, at der var et par danske fuglekiggere med en guide på lodgen, men vi nåede aldrig at få snakket med dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.