This post is also available in: English

Alle fotos og video © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen.

[Onsdag d. 29. juli]

Pludselig var der gået tre uger og vi skulle senere på dagen begynde rejsen hjem fra Costa Rica. Da hotellet ligger i byen Alajuela – der nok bedst kan betegnes som en forstad til hovedstaden San José, kan man ikke sige, at nærområdet var det mest interessante sted – især ikke mht. fugle. Vi havde derfor ingen planer om nogle udflugter inden hjemrejsen og ville derfor blive på hotellet. Derfra trak vi den også lidt til morgen og stod først op efter klokken fem, men naturligvis tidsnok til at vi kunne liste lidt rundt i haven og se, hvad der dukkede op af fugle.

Det var ikke det store – en enkelt kolibri, nogle svaler, et par Masked Tytiras, nogle duer og en Clay-colored Trush familie og en fin Green Heron, der landede i et træ. Ellers var det mest alle egerne man bemærkede. Der var betydeligt mere fugleliv for tre uger siden – nå ja, omkring solopgang var der jo lige et par af de der fuglestemmer som vi skal prøve, at få styr på.

Efter morgenmaden og nogle kopper kaffe brugte vi resten af formiddagen på, at gå lidt rundt i haven – der ikke er stor – pakke bagagen, skrive blog og læse.

Lidt før klokken elleve blev vi kørt til lufthavnen, der er en del af hotellets service. Det tog maksimalt ti minutter, da der kun er små fem kilometer til lufthavnen. Så var det ellers ind i køen for, at tjekke ind på flyet. Det tog en halvtimes-tid før vi var fremme ved skranken. Heldigvis ville vores bagage blive sendt hele vejen til København, så vi skulle ikke bekymre os om den i hverken Miami eller London. Vi håbede så det gik bedre end på udrejsen, men det virkede mere overbevisende denne gang – men det ville tiden jo vise.

Efter check-in skulle vi så over i en anden kø for, at betale lufthavns skat på 29 $ pr. person. Det er først for nogle måneder siden, at Costa Rica som mange andre steder, besluttede at det skulle indgå som en del af billetprisen (eller hvordan det nu er det fungerer), men vores billeder var købt før det var trådt i kraft så der var ingen vej udenom, hvis vi ville hjem i dag – altså nu ville vi jo egentlig gerne blive i landet, men det skulle være en anelse mere planlagt end mangle betaling af en lufthavnsskat. Men heldigvis var der køen ikke lang så det blev klaret hurtigt.

Næste udfordring var så at få afleveret ‘beviset’ tilbage ved check-in skranken. Vi havde fået af vide vi ikke behøvede at stå i kø igen, men bare skulle gå op og aflevere til en eller anden ved skranken! Men lidt stor man så i kø alligevel, for sådan bare lige bryde ind i nogle andres check-in-situation og når ham der fortalte os proceduren ikke længere var til stede. Men vi fik afleveret et par lapper papir til en dame ved siden af den skranke, hvor vores bagage blev tjekket ind.

Der var stadig to timer til vi skulle flyve – fra hotellet havde de anbefalet at vi skulle køre tre timer før afgang – så vi skulle have tiden til at gå. Det det var blevet middag var det jo oplagt, at få noget at spise.

På vej mod lufthavnens Food court blev vi mødt af en streaker, tre lufthavnsvagter og 37+ unge amerikanere, der alle var i gang ned at tage fotos og filme optrinnet – altså det var kun de unge der fotograferede og filmede. Det var en oplevelse af stor morsomhed for dem. Vagterne, der stod tæt omkring – tilsyneladende uden at fastholde streakeren – syntes vist det var knap så morsomt. Streakeren stod gengæld bare helt stille i al sin nøgenhed, kun iført en hat og muligvis et tørklæde – men han havde en ølflaske i hånden. Men der var også varmt.

Men efter den oplevelse havnede vi hos Smash Burger og fik hver en Smash Burger Classic.

Efter næsten tre timer flyvetur landende vi i Miami. Denne gang havde vi også meget kort tid til, at komme igennem ‘immigrationen’ inden vores fly til Europe skulle lette. Men nu havde vi jo været igennem for tre uger siden så burde den automatiske kontrol fungere.

Anden afdeling af Miami Airport Maraton begyndte og vi løb fra ankomstgaten til immigrationsområdet og fandt den rigtige kø. Blev vist over til en kortere kø og var lidt efter fremme ved en automatisk paskontrolmaskine.

UDA startede og brugte alle sine forsøg på at få foretaget fingeraftryk inden, der blev taget foto. Så var det BEST der var næst – bemærk rimet – og hun brugte også alle sine forsøg med fingeraftryk, fik taget foto og så ventede vi på, at resultatet blev printet ud. UDA fik Nej (markeret med.et stort X og BEST vi OK. Arh så skulle vi alligevel hen til en manuel kontrol og tiden gik.

Heldigvis blev anvist en kort kø – der var heldigvis ikke vanvittig mange mennesker i lufthavnen – så vi ventede måske i fem minutter før det blev UDAs tur – og det var de fire fingeraftryk, der ikke var gjort korrekt, så det skulle lige gøres igen.

Videre med løbet, hvor flere venlige rejsende lod os komme frem foran dem ved security og yderligere paskontrol. Ved en paskontrol blev BEST mødt af en smilende kontrollør og ordene ‘Fine, you can go but we’re gonna keep him’!

Jeg mener, at jeg hørte BEST sige et eller andet til kontrolløren, jeg er ikke helt sikker på hvad, men efter han havde kastet et meget kort blik kiggede han på mig og med et glimt i øjet sagde han – ‘Have a nice trip’, og lod mig passere.

Vi endte med, at være i næsten god tid – på trods af den korte tid vi havde – og nåede vores fly og kom afsted mod Europa, med end mindre forsinkelse for som flyets kaptajn oplyste – ‘We are now waiting for the liquer to come onboard’.

Flyveturen over Atlanten tog lige under ni timer og var, hvad man vist godt kan kalde et ‘red-eye flight’. Det var i hvert fald en natflyvning. Vi forlod USA om aftenen ved ti-tiden og var fremme i Heathrow, London ved elleve-tiden næsten formiddag.

I Heathrow havde vi så næsten fem timer før sidste del af turen til København. Men der skete ikke det store og det mest interessante var at vi igen fik noget at spise. Der blev serveret både aftensmad og morgenmad på flyet. Men morgenmaden og især kaffen var absolut ikke den bedste – tværtimod – som vi har oplevet på flyrejser.

Et par passagerer, der alligevel ikke ville med flyet til København resulterede i en forsinkelse da deres bagage skulle findes frem fra flyet og pilles ud. En yderligere forsinkelse blev det til da vores startbane blev ændret til en endnu længere væk end den vi ellers skulle have startet fra fra. Det betød en længere køretur i flyet. Til gengæld var der medvind over Nordsøen og Danmark så selve flyveturen tog kun en time og femogtyve minutter.

Vores rygsække var blandt det første bagage, der kom frem på bagagebåndet i Københavns Lufthavn – så det lykkedes at få det med os hele vejen – og så var tre uger dejlig og spændende rejse faktisk slut og nogle få metroststationer senere kunne vi gå det sidst stykke hjem.