The West Coast – Part 1: Pacific Beaches

This post is also available in: English

Mandag – 08.09.2008 (skrevet d. 11.09.2008 PDT)

Det var stadig mørkt da vi tog afsted fra Reef Rd. Klokken var 6 om morgenen, affald og det til genbrug var sat ud til vejen, så vi så frem til en spændende tur til vestkysten. Efter små 15 km ændrede vejen karakter og det blev til en smal snoet og bakket vej igennem skov og langs søer og floder. Der var også store trucks og det er imponerende sådan en fart de kan holde på de veje, især når det går nedaf og truckere i Canada bruger nok heller ikke den samme tid på at kigge efter bjørne og andre dyr! Vi havde kørt en times tid, og var næsten fremme ved Port Alberni, da vi nåede Cathedral Grove. Det er en af deres Provincial Parks, hvor der findes nogle meget meget store og høje træer. Vejen går lige igennem og som navnet antyder, ligner det en stor katedral med høje søjler og et hvælvet loft. Det blev til et kort stop på en rasteplads, og mest for at få et par trucks forbi, fordi solen var knap kommet over horisonten og den smule lys der måtte være trængte ikke igennem træernes kroner. Så en tur ad trails gennem skoven måtte blive på et andet tidspunkt.

Port Alberni, som er en af de ‘store’ byer på Vancouver Island, lignede bare en kedelig by og vi kørte da også direkte igennem og videre vestpå. Vi stoppede flere gange undervejs, hvor det var muligt og hvor der var stenede flodsenge og søbreder. Der var rigtig flot – solen var kommet op, der var blå himmel og udsigt til nogle flotte bjergtoppe – og der var helt stille (med undtagelse af de biler og trucks, som jævnligt passerede. Men sådan er det når der ikke er andre veje. Der var faktisk ret køligt da solen ikke stod højt nok på himlen til at dens stråler kunne nå helt ned. Der var ingen bjørne og meget fugletomt, kun lidt ravne og stellers jays.

Tre timer efter vi tog afsted ankom vil til ‘Pacific Rim National Park Visitor Center’. Vi købte et dagspas til parken for 15 dollars, af en fesen ranger, som ikke var cool nok til at trekke rundt blandt regnskovens farlige dyr, og derfor måtte stå og sælge souvenirs til turister. Passet (en bon) galdt så iøvrigt frem til næste dag kl 16, men så måtte man også benytte parkens faciliteter, hvilket indbefattede parkering og trails.


Vi startede så udenfor parken i Ucluelet ved fyrtårnet Amphritite på sydspidsen (og et eller andet miltært), hvor man kunne se ud over havet og de mange småøer og skær. Der var næsten ingen vind og det var nogle lange bløde bølger på havet. Måger, skarver, lidt alkefugle, brilleænder og 2-3 sodfarvet skråber. Vi gik en tur rundt langs kysten. Der var nogle, der stod og malede og vi så 3 wandering tattlers gå rundt på nogle klipper. Det er en sjov vadefugl med nogle meget store gule fødder og så vipper de med gumpen som vores mudderklire. Men et rigtig fint sted med hav, småøer, rev og skov med krat. Selve Ucluelet er en lille by med lidt turisme og lidt fiskeri, men den virkede ikke overrendt – sikkert fordi højsæsonen er overstået. I øvrigt skal det lige bemærkes, at herude ved west coast har de nogle andre skilte vi ikke er vandt til at se. Bl.a. et der oplyser ‘ You are in Wildlife Contry’, der fortæller hvordan du skal forholde dig til bjørn, cougar (puma) og ulv! Et andet fortæller når du er i ‘Tsunami Hazard Zone’ – så jo det er jo et vildt farligt sted at være ;-).

Nå men vi bevægede os videre op ad kysten og næste stop var infocentret ved Wickaninnish Beach. Det var en fin bugt med sandstrand og et flot view ud over Stillehavet. Afhængig af hvilken vestlig kurs man tog ud over havet, så ville man ikke nå land før man kom til enten Australien eller den asiatiske kyst – stort! Der var lidt mennesker på stranden, en pæn stor brænding (selvom der stortset ingen vind var) og advarsler om farlig rip currents, så vil nøjedes med at stikke hånden i Stillehavet. Scannede naturligvis for bjørne på stranden, mellem al drivtømmeret og i skovbrynet – men nej. En flok surf scoters og black oystercatchers blev jaget på vingerne af to gamle bald eagles, der lige skulle ud se om de kunne få en eftermiddags snack. På nogle skær lå der omkring 50 Stellers Sealions. Der var en fin (og dyr) restaurant med havudsigt og et lille naturmuseum.

Planen var et bruge et par dage i området, så vi skulle finde et sted at overnatte. Vi var blevet anbefalet at vælge Green Point Campground, da den lå i nationalparken. Vi kørte indenom for at tjekke den ud. Der var ikke flere pladser hvor man kunne have bilen, men der var Walk in pladser. Der parkerer man på en p-plads og går så ind til sin teltplads, men det var også fint nok for os. Vi fik lov at gå en runde inden vi betalte. Da teltpladserne lå i skoven var der mørkt og der var kun et telt slået op, alle de andre pladser var tomme. Der var opsat en kasse med bjørnelås, hvor man så kunne ligge sit mad! Man måtte absolut ikke have noget liggende på sin plads, der på nogen måde kunne tiltrække bjørne, så enten skulle man bruge kassen eller sin bil. Vi brugte bilen. Vi valgte plads 2 ved siden af plads 1 (hvor det andet telt var), fik betalt og slog teltet op og med lidt spænding så vi frem til overnatningen…..

Dagen var ikke slut så vi kørte videre op ad kysten til Long Beach, en bugt med en endnu længere strand og en brænding med nogle store bølger. Det var da også her man tog ud og surfede. Vi gik en tur langs stranden og kiggede på de 50 – 70 mennesker, som iført våddragt og surfboard kæmpede sig igennem bølgerne og forsøgte at surfe på dem.

Senere endte vi i Tofino. Det var straks noget andet. En lille by, dog større end Ucluelet, og så var den meget mere turistet (og ja der var jo nok ikke så mange mennesker som for en måned siden). Det var helt klart herfra de fleste tog udgangspunkt for whale watch og surfing. Der var mange som tilbød ture og mange unge mennesker, som lignede surfere. Nå men vi skulle jo have noget at spise og egentlig var det meningen at vi ville have siddet på en strand og lavet mad på gaskogeren, men af en eller anden årsag, var vi kommet afsted med en gasflaske, som ikke passede til brænderen! Argh – hvad var det for noget…. derfor købte vi nogle sandwich hos Breakers i Tofino som vi tog med til en bænk lidt væk fra den ‘pulserende’ hovedgade og nød fjorden og havnen.

Ved syvtiden vendte vi tilbage til Green Point Campground. Vi havde købt bananer, kiks og kakao som vi tog med ned på stranden og satte os på noget drivtømmer og nød solnedgangen. Det passede lige med at klokken blev otte og så må man ikke opholde sig dernede – det er forbeholdt the wildlife! Da vi kravlede i soveposerne var der blevet helt mørk og stille, havde vi fået lagt alt i bilen? Holder snorken bjørne væk eller vækker det deres nysgerrighed? Vi faldt hurtigere i søvn end vi havde regnet med……. B&U.