En cowboy, et hold tyskere og El Copal

This post is also available in: English

Alle fotos © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen.

[Mandag d. 20. juli]

Det vil sikkert ikke overraske nogen, at vi startede dagen før set var blevet lyst  . Vi begyndte med at birde lige uden for lodgen indtil klokken blev seks, hvorefter vi gik op på verandaen på 1. sal for at få morgenkaffe , der var sat frem. Kort efter dukkede Meghan op og det varede ikke længe før Gary også var der.

Fuglene var igang i træerne, kolibrierne var i fuld gang med at tømme feederne. Morgenen begyndte rigtig flot med fin udsigt til vulkanen (Turrialba – skal lige tjekke navnet). Men i løbet af meget kort tid trak en tåge op ad skråningerne og inden længe så alle fugle grå ud og det gjorde det i hvert fald ikke lettere at bestemme små fugle, der fiser rundt mellem bladene oppe i trækronerne. Heldigvis blev sigtbarheden igen bedre lidt senere. Lige før der blev ringet ind til morgenmaden – ja der bliver ringet med en klokke, når det er tid til dagens måltider – dukkede et par unge amerikanere op. Det var Rebecca og hendes mand Kevin (der kender til Kierkegaard), der var ankommet sent i går aftes. De var også birdere og så var de på bryllupsrejse.

Der var en livlig snak under morgenmaden, men vi var efterhånden også en del mennesker på lodgen – syv personer, da Lisa også dukkede op. Pludselig blev blev stemning brudt da en Bicolered Hawk landende i er træ lige ved siden af og den fløj ikke bare videre men blev siddende så længe, at alle fik den at se og vi kunne konstatere at den sad med resterne af en tukan – nærmere bestemt på næbbet til en Collared Arakari. I øvrigt fortalte Lisa, at der det seneste døgn var registret en voldsom stigning i jordrystelser i området ift. det normale – det var registreret mere end 400 jordrystelser på 24 timer mod normalt ca. 100. det er et område med vulkaner og derfor også geologisk aktivitet, så var det alligevel noget. Vi havde ikke mærket noget til det, men kunne konstatere, at billederne på væggen på værelset hang skævt.

Formiddagen tilbragte vi på Rancho Naturalistas grund da vi skulle videre til næste destination efter frokost. Vi startede ved lyslokkerfælden, der dog ikke havde været tændt i nat, men måske der alligevel var nogle fugle. Der var ikke mange men det blev da bl.a. Tawny-breasted Flycatcher igen i dag. Næste stop var ‘Forest Feeder’ – to kolibri feeder placeret i skoven ved en overdækket bænk. Vi hørte Band-tailed Barbthroat men de ville heller ikke vise sig i dag. Vi fortsatte op på  ‘The pasture’ – det mere åbne areal, hvor lodgens køer gik og græssede. Fuglene er lettere at se her end inde i regnskoven og havde indtil videre været ganske produktive og området skuffede heller ikke denne gang. Vi så turen første Emerald Tanager, en flot grøn han. To rovfugleunger var meget samarbejdsvillige og vi fik taget nogle gode fotos så vi senere kunne få ‘kontrolleret’ vores bestemmelse, da mente den ene var en Bicolered Hawk, men var i tvivl om den anden (den ene var en Bicolered Hawk og den anden var en Roadside Hawk). Men der var mange andre fugle, og især Scarlet-tigeted Dacnis (og ikke Tanager som jeg muligvis har skrevet i tidligere post) og Blue-grey Tanager.

Der tog lidt tid, at komme igennem frokosten – ikke pga. af al den gode mad – men fordi, at ser hele tiden var nogle fugle, der lige skulle tjekkes. Men til sidst måtte vi blive færdige fordi, at personalet skulle jo have ryddet af og vasket op – og vi skulle også videre, selvom vi sagten kunne være blevet, da Rancho Naturalista er et rigtig godt fuglested, og vi habde det hyggeligt sammen med nogle søde og rare mennesker. Vi fik betalt en masse tusinder colones – ja i Costa Rica har pengesedlerne nogle vanvittige høje tal – så nu kunne personalet også få løn, sagde Lisa. Det er lavsæson så der er langt fra fyldt op hver dag. Og så fik vi pakket bilen, sagt farvel og kørte mod næste destination – El Copal.

I La Suiza gjorde vi lige holdt ved hæveautomaten, da vi skal bo et sted, der er rustikt – læs betydeligt mere enkelt og primitivt – end Rancho Naturalista, og hvis man ikke kan betale med kort der, så var vi sikre på at man heller ikke kunne de i El Copal. Da vi sted i køen til hæveautomaten kom vi til at snakke med manden med cowboyhatten foran os. Da vi fortalte, at vi var ‘bird watchers’ sagde han – ‘ah – you know Lisa? She is my neighbour’. I am him with the horses – I am the cowboy’.  Derefter spugte, hvorlænge vi var i Costa Rica og om vi ville købe noget jord, for han havde nemlig noget han gerne ville sælge til os.

Det er da meget pudsigt – okay, det er måske ikke en stor by, men alligevel, at vi lige skulle møde områdets ‘cowboy’, der var nabo til Rancho Naturalista, men meget passende, da vi skal til El Copal, der lyder som et sted fra en Westernfilm.

Efter lidt mere end en time – inkl. stop for at tjekke fugle – ankom vi til El Copel, der mere korrelt hedder El Copal Biological Reserve – hvorefter alle forestillinger om den amerikanske prærie, støvede westernbyer forsvandt. Det var også let at finde frem til selvom vi også brugte GPS. Det var kun den sidste del af turen, der foregik på grusveje og det var de sidste fem hundrede meter op til lodgen, hvor man følte man man var langt ude og var glad for stor frihøjde og firhjulstræk.

Vi fandt Patricia som Coli havde snakket med i går. Hun viste os vores værelse (La Pava) og vi aftalte aftensmad klokken syv – det var egentlog klokken seks vi mente, men fik sagt forkert. Det taler ikke engelsk på El Copal og set er en helt anden stil end Rancho Naturalista, men meget hyggeligt og charmerende. Det er mere som, at være i fjeldet i en hytte eller i en spejderhytte – der er køjesenge på værelserne. Og så er fer fugle lige uden for, bl.a. Snowcap og Violet-throated …. Vi så bl.a. Emerald-, Black and Yellow Tanager og Rough-throated Manakin.

En halv times tid efter vores ankost kom en bus med ca. 15 tyskere på vandretur, der også skal bo her i to nætter – og nu troede vi lige vi skulle ‘off the beaten trail’ og så vælter det ind med mennesker. Nej de er nu meget stille og rolige.

I mens vi og tyskerne ventede – ja de måtte også vente da vi nu havde bestemt, hvornår aftenmaden skulle serveres – forberedte vi os på morgendagens birding ved at gennemgå nogle af de mulige arter.
Klokken syv blev der banket på vores dør. Det var Patricia, der med en pandelampe i hånden sagde, at der smilende sagde ‘dinner’. Vi fulgte derfor med op til spisesalen, hvor det tyske rejseselskab allerede sad klar i stearinlysenes skær. På El Copal kommer strømmen fra solpaneler og derfor bestod oplysningen af stearinlys på bordene – men det var meget hyggeligt. Der er også lamper på El Copal, men man kommer bedst rundt om aftenen og natten med en pandelampe.

(red. d.28-07-2015)

1 thought on “En cowboy, et hold tyskere og El Copal”

  1. Godt der er forbindelse, vi var ved at savne "nyt" fra jer !
    I oplever da noget !
    Vi oplever også noget, bl.a. i eftermiddag da en måge slog ned i haven og tog en stor solsortunge og egernet har været her 3 dage og et forfærdeligt uvejr med kæmpe hagl og meget vand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.