I slangernes land

This post is also available in: English

Alle fotos © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen.

[Søndag d. 19. juli]

Der var gang i fuglene fra tidlig morgen og vi så bl.a. en Snowcap han foran lodgen og nogle forskellige tanagers. Vejret var ganske fint og temperaturen var meget passende til birding. Sammen med Gary skulle vi på en guided tur.

Klokken seks mødtes vi med Meghan og guiden Coli på verandaen på første sal, hvor kaffen også var klar. Efter en kop kaffe, nogle kolibrier og tanagers senere gik vi ned til lyslokkerfælden. Den havde stået tændt hele natten og tiltrukket natsværmere og andre insekter til som nu måske ville tiltrække nogle fugle. Det varede ikke længe før de første fugle dukkede op, bl.a. Tawny-chested Flycatcher, som var en af dem vi håbede på, men den forsvandt igen efter, at den havde vist sig et par gange. Nogle Plain-brown Woodcreeper og Red-throated Ant-tanager var forbi og fik sig et par gode ‘natsværmer-hapsere’ forbi. Der var andre fugle forbi inden vi gik tilbage og fik morgenmad.

Efter morgemaden birdede vi resten af formiddagen sammen med Coli og Gary. Det startede stille og roligt uden det helt store, men som formiddagen dagen skred frem, så og hørte vi en masse spændende fugle, og guiden Coli var rigtig god. Ud over at kunne spotte fuglene, så kunne han og fuglestemmerne og han fortalte han, hvad vi skulle lægge mærke til. Vi så Bi-colored Hawk, Roadside Hawk, en flatbill, en gnatwren, nogle ‘mixed species flock’ med bl.a. Scarlet-thiged Tanager, Spectled Tanager og flere arter euphoniaer. Vi så Great Tinamou og hørte en Shythebill – der er en woodcreeper med et meget langt og buet næb. Og endelig må nogle manakiner, der altid er sjove at se.

Undervejs var vi oppe i et område, der er kendt for, at huse en god bestand af Ver-de-lance – en slange man absolut ikke skal komme i nærkontakt med, da dens gift er dødelig giftig. Derfor er det meget vigtigt, at man i de områder holder sig til trailen, så man kan se, hvor man går og man skal heller ikke bare gribe fat i hvad som helst. Det er så lidt problematisk, at mange af fuglene bevæger sig rundt meget højt oppe i træerne og man derfor bruger en del tid med at kigge op ad. Men heldigvis er det ikke sådan, at det vrimler med, men guiden mindede os lige om det. Ikke mange minutter senere udbrød BEST pludselig et ‘UUUHÅÅ!’ og nærmest sprang bagud. Vi andre stoppede brat op og troede, at hun var blevet stukket af en hveps eller noget – men nej det var ikke det. En lang slange var strøget på tværs af trailen få centimeter foran hende. Ingen af os andre nåede at se den da Coli og jeg netop var gået forbi det sted slangen passerede, og Gary gik bagerst og kunne ikke se noget. Vi ved ikke, hvilken slange det var, men den kom ud fra en bambus, noget vi også lige havde hørt var et sted. Fer-de-lance godt kunne lide! Nu skulle BEST helt sikkert ikke med aftenens night walk.

Da vi var tilbage ved lodgen – efter en rigtig god tur, på trods af nogle generende myg en en enkelt slange undervejs – var Coli så venlig og hjælpsom, at han ringede til ejerne af El Copal Biologiske Reservat, hvor både han og Lisa – bestyreren/ejeren af Rancho Naturalista – havde anbefalet os, at tage hen. Det er kun en times tid herfra, det er højere op, fuglene er mindst lige så gode, det er rustik, det er meget billigere og ejerne taler stort set ikke engelsk. De mente, at vi helt sikkert ville synes om det – ‘you will love it’. Så det må vi jo prøver og derfor ringede Coli til dem for at tjekke om der var plads og prisen. Der var plads og prisen kunne vi fint leve med da det var meget billigere end Rancho Naturalista.

Da vi skal betale for vores ophold med kontanter blev vi nød til, at køre til La Suiza om eftermiddagen for at hæve penge. Inden kørte vi først ned til et sted ved Tius River, der skulle være godt og hvor man kan se Sunbittern. Den så vi ikke, men så til gengæld en flok på 30 – 40 Crimson-fronted Parkeret, der fouragerede i nogle buske.

Vi kørte videre mod et lille sted – La Mina – der skulle være det sikreste sted at se Sunbittern. Det var begyndt at regne da vi stoppede ved floden ved den grusvej vi mente måtte føre til La Mina. Der sad en fin Green Kingfisher på en sten ude i floden. Vi kørte ned ad grusvejen og fandt et sted at stille bilen og begyndte, bevæbnet med kikkerter, kameraer og paraplyer, at lede efter Sunbittern. Vi talte lidt om, hvad en fugl, der er knyttet til vand, ville gøre i regnvejret. Ville den sidde i ly under et træ eller en busk eller ville den være helt upåviket og bare gøre, hvad en sådan plejer at gøre? Vi fik svaret lidt efter længere nede af vejen – de går nemlig på vejen. Først lettede én og kort efter en anden og landede nede på nogle blotlagte  gruspartier i floden. Hold op en flot fugl, især når den flyver, hvor man kan se den flotte vingetegninger.

Resten af eftermiddagen gik med skaffe kontanter og få tanket benzin på bilen. Nærmeste hæveautomat findes i La Suiza ca. 7 km fra lodgen, men man skal helt til  – Turrialba for, at tanke benzin. Så nu skulle vi være klar til næste del på turen.

Night walken med Meghan blev desværre ikke til noget. Der kom en fodboldkamp i vejen – Costa Rica skulle møde Mexico i kvartfinalen i den turnering, der svarer til vores Europamesterskab – den skulle hun se med nogle venner og var derfor ikke hjemme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.