This post is also available in: English
Alle fotos © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen.
[Søndag d. 26. juli]
Vi havde ‘bestilt’ morgenmad til klokken otte for så havde vi god tid til at birde vejen fra Cerro Lodge og ned mod floden Tarcoles. Inden porten blev åbnet – det blev den tidligt, da det andet hold fuglekiggere skulle tidligt afsted – tjekkede vi lige haven for fugle.
Det var varmt lige fra morgenstunden – noget helt andet end det vi kom fra i bjergene – men det gjorde ikke noget for der var flot vejr og fugle. Vi nåede længere ned ad vejen end ved vores tidligere besøg, men man kom dog ikke helt ned til floden. Vi så nogle forskellige flycatcher, bl.a. Brown-crested og et par andre vi ikke helt har id-et endnu. En Gartered Trogon sad næsten samme sted som sidst og de Scarlet Macaws enten fløj larmende omkring eller sad i træerne – utrolig flotte med deres farver.
Men det var bare noget af det vi så inden morgenmaden.
Klokken var ni af de forlod Cerro Lodge og begyndte turen mod vulkanen Arenal.
Mon det er et godt eller dårligt tegn, at alle bilerne kørte i den anden retning af os da vi nærmede os vulkanen Arenal? Selve vulkanen var indhyldet i skyer, så vi kunne ikke se, hvilken tilstand den befandt sig i, men da det var blevet søndag eftermiddag tolkede vi den modkørende trafik som et godt tegn – folk var på vej hjem fra weekendophold – og at der derfor ikke ville være overrendt men vi var i området.
Vi kørte helt op til Arenal Obseevatory Lodge, der er er fint sted for fugle, men det viste sig, at de var fuldt booket. Det var så første gang på turen vi ikke kunne få plads på et af de steder vi kørte til. Men vi fandt et sted ikke så langt væk, hvor der var plads og fik et værelse med flot udsigt til vulkanen – som man stadig kun kunne se det nederste af.
Eftermiddagsturen gik til natiolparken Arenal Volcano, hvor ‘entrence fee’ var på 10 $ pr. person, men så gav billetten gratis adgang, hvis man også kom næste dag.
Desværre nåede vi ikke ret langt ind i parken, da den ene regnbyge afløste den anden og vi ikke havde vores fine costerikanske botas, besluttede vi at vende om. Det blev da til mindst én ny art – Thick-billed Finch og lidt senere fik vi Pied-billed Grebe (en lappedykker) i Arenalsøen.
Og så mødte vi Chef Benedict – kokken på restauranten, der ligger i forbindelse med hotellet. Han var en rigtig charmør, og han blev meget glad for os da vi bad ham anbefale, hvad vi skulle spise istedet for bare, at vælge en ret fra menukortet. Så gik han i sit kreative ‘rum’ og foreslog en appetizer, en hovedret til BEST og den til UDA. Desserten blev en fællesting. Og så skulle vi have hans spicy ‘dip’, som jeg ikke kan huske, hvad hed, men det var godt og stærkt – og stærk mad er ikke hvad man spiser i Costa Rica. BEST fik en glimrende ret med kylling og UDA fik en meget stor steak – ‘Steak for you… you are a tiger’, sagde Chef Benedict og lavede samtidig den klassiske og internationale ‘væsende og farlige kløer’-mimik.
Chef Benedict opfordrede os utallige gang til at skrive en god anmeldelse – går jeg ud fra – på TripAdviser og da vi habde spist – en glimrende mad – fik vi afskedkræmmer af ham.