Sarah Lund , ‘den ternede bygning’ og Super Rugby

This post is also available in: English

[Fredag 27042012]
”Where are you from – Denmark?”, spurgte englænderen, der havde glemt sit kamera.
Vi var fredag eftermiddag igen i Ria Formosa Natural Park ved Olhao. Det havde været så godt forleden, at vi klart skulle forbi igen. Der var så ikke nær så mange fugle denne gang, vejret var knap så godt – men erfaringen siger, at det kan betale sig, at besøge de samme steder flere gange. Vi fandt da også nogle orkidéer denne gang og vi snakkede med et engelsk par, der var glade for at få et kig på en Stylteløber gennem vores teleskop. Og så kunne høre vi var danskere, som hun sagde – ”Yes I could recognize the accent”.
Skestorke ved Olhao
Oftest tror folk vi er tyskere – eller russere – men sjældent gættes der på vi er fra Danmark. De lokale er naturligvis aldrig i tvivl om at man er turist, selvom man bilder sig ind, at man bestemt ikke ligner turister lige så meget som de andre (jeg går ikke rød hummel t-shirt med ‘Laudrup’ på ryggen). Kan det måske skyldes alt kikkert- og fotoudstyret? Men det må være på grund af Sarah Lund, at de to englændere kunne høre vi var danskere!
Men vi begyndte dagen sammen med en hel flok engelske fuglekiggere – faktisk de samme som vi mødte i går i Quinta de Lago. I dag var det så ved Castro Marim som vi også besøgte igen. Det var ganske glimrende på trods af småregn på et tidspunkt, men der var da både sol og varme på et tidspunkt. Ud over de ’sædvanlige’ fugle så vi denne gang Dværgørn, Rovterne, Brillesanger og 2 Skadegøge.
‘Den ternede bygning’
Nu har vi hele ugen kunne se ’den ternede bygning’ fra vores hotelværelse, vi har kørt forbi den flere gange. Faktisk var vi kortvarigt derinde først på ugen, men et egentlig besøg skulle gemmes til dagen med heldagsregn, der så heldigvis udeblev. Det var feriens sidste dag så derfor smuttede vi derind inden aftensmaden. ’den ternede bygning’ er et shopping center i Tavira, der hedder Continente. Det mindede til forveksling om så mange andre shoppingcentre, hvilket ikke var overraskende. Vi endte da også med at bruge mest tid i supermarkedet, hvor der skulle handles portvin, oliven og honning.
Og så nåede vi også ’Happy Hour’ sammen med de øvrige hotelgæster – et sted mellem 2 og 5, alt efter hvordan man gør det op. Så det var stille ’Happe Hour’ med rugby på TV – et opgør fra den new zealandske Investic Super Rugby mellem Crusaders og Hurricanes – bladring i portugisiske mad- og boligmagasiner fra 2011, den sædvanlige Hærfugl på græsplanen.

Crusaders vandt i øvrigt med 42-14.


UDA/28042012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.