This post is also available in: English

Det er nu 14 dage siden, at vi ankom til Ecuador. Tiden flyver bare afsted – det er i hvert fald sådan vi føler det. Men det skyldes, at der sker noget hele tiden. Vi oplever en masse, det hele er nyt og anderledes – og så går vi jo også i skole! Men mere om det senere. Der er slet ikke tid til at slappe af, flyde foran tv’et og se telenovellas (vi har så heller ikke noget tv) eller læse en tyk bog. Det betyder også, at det første blogindlæg fra Eucador først kommer nu.

Der har dog ikke været total “radiotavshed”, det ved de af jer, som følger med på Facebooksiden Albicilla.

Sen og spændende ankomst til Quito

Vores fly fra Florida (USA) ankom forsinket til Quito (hovedstaden I Ecuador). Vi fik vores baggage og kom igennem immigration og blev i ankomsthallen mødt af en masse mennesker, der med navneskilte  ventede på rejsende. Men Nelson, der skulle hente og bringe os ind til den familie vi bor hos her i Quito, var der ikke!

Hvad gør man så, når man ved midnatstid står i et fremmed land, man kan ikke tale spoget og man er træt? Efter lidt betænkingstid, lod vi os overtale til at køre med en mand, der – ifølge ham selv – forgæves, havde ventet to timer på en han skulle hente. Nu havde han trods alt hjulpet os med at ringe til Nelson, der befandt sig hjemme et sted I Quito, og som det ville tage mindst tre kvarter før han kunne være I lufthaven. Da det nok ville tage omtrent den samme tid, at køre ind til Quito, valgte vi at “tage chancen”, for hvis ikke så ville klokken hurtigt blive mindt tre om natten før vi var fremme – og vi skulle starte vores spanskundervisning klokken ni om formiddagen.

Det viste sig heldigvis, at manden vi kørte med var meget flink og snaksaglig. Ud over chauffør var han også guide, så han kunne sagtens arrangere alt muligt for os. Til gengæld var hans bil meget lille og gammel og det meste af vejen fra lufthavn virkedede speedometeret ikke.

Vi kom frem og kunne omkring klokken ét – halv to om natten kunne vi banke på døren til vores værtsfamillie.

Vores ecautorianske værtsfamilie

Det var Gabriela, der lukkede op, og på trods af den sene tidspunkt, og at hun var blevet vækket, så fik vi en meget varm velkomst. Da vi selv trængte til at sove, takkede vi nej til noget at spise, og et brusebad sprang vi også over.

Næste dag mødte vi resten af værtsfamilien. Gabrielas mor, Eulalia – “Mami”som vi kalder hende, mødte vi om morgenen, hvor hun sørgede for, at vi fik morgenmad inden vi skulle afsted til skolen. Senere på dagen hilste vi på Gabrielas bror Jose Ricardo.

Det er en stor fornøjelse at bo hos familien Cazar. De har taget rigtig godt imod os. De er utrolig søde, altid glade, griner meget og er meget hjælpsomme. En af dagene tog Gabriela os med til en meget spændede udstyrsbutik, så jeg kunne købe nogle regnbukser (dem jeg skulle have haft med ligger åbenbart på Møn). Bagefter gav vi en øl på en af de lokale barer, som der er mange af I bydelen Mariscal, hvor vi bor.

Samme aften oplevede vi rigtig familiehygge. Gabrielas kærest Mario var på besøg, og da han er musiker endte aftenen med, at han spillede guitar, og vi hørte alle de triste ecuadorianske sange. “Mami”kan alle sangene, så der blev sunget og danset.

 

En aften tog de os med til et marked i bydelen La Floresta, hvor der var en rigtig god og hyggelig stemning med madboder og musik. Her blev vi introduceret til mange nye retter som den oprindelige befolkning har lavet og fortsat laver. Det kunne der fortælles mange lange historier om, vi er ikke sikre på vi helt forstod alle de historier vi hørte men noget af det forstod vi.

Forleden tog de os med til Quito Colonial – den gamle historiske bydel – hvor vi tilbragte det meste af aftenen i gaden La Ronda, hvor der er også sker en masse. Her overværede vi bl.a. traditionel ecuatorianske danse, smagte is med hvidløgsmag og drak varm kakao med et krydderi vi endnu ikke helt har identificeret.

Vores værtsfamilie er meget opsatte på, at vi skal lære spansk – hvilket jo også er et af vores formål med rejsen – så også her foregår alt på spansk! Især “Mami”, der har bestemt, at hun kun vil tale spansk til os!

Det er ikke alt vi forstår, men Gabriela er meget sød til også at oversætte mange af de ting hun fortæller – ellers var vi nok helt lost.

Vi lever i nutid

Nu kunne man skrive en masse filosofisk om, at man skal leve i nuet, at man ikke skal hænge sig i fortiden og slet ikke bekymre sig om fremtiden. Lige nu lever vi rent sprogligt i øjeblikket kun i nutid – en presente – og det er faktisk lidt besværligt!

Det kræver muligvis lidt yderligere forklaring. Som nævnt tidligere, så går vi i skole. Vi går i sprogskole for at lære at tale spansk. Bente havde godt nok spansk i gymnasiet for mange år siden, men for mig er det helt nyt.

Indtil videre har vi haft to ugers undervisning. Lad os bare slå fast, at det går da fremad, stille og roligt, men der er stadig lang vej endnu. Vi kan da forstå mere og mere, men langt fra alt. Så længe, der tales langsomt er det naturligvis lettere følge med.

I følge Ligia – vores profesora – så taler man i Quito, og Eucador, generelt tydeligere spansk end i de andre sydamerikanske lande. Så det var godt, at vi valgte Ecuador, da al vores undervisning foregår på spansk. Vi lærer ord, øver tal, verber og deres bøjninger og vi har lært om refleksive verber og meget mere. Men indtil videre kun I nutid! Det betyder, at når vi forsøger, at gøre os forståelige her i Quito, så er vi begrænset til nutid – og det er rimeligt besværligt, at fortælle, hvad man foretog sig dagen før, når man kun kan snakke I nutid! Men i næste uge skal vi vistnok lære noget datid og fremtid.

Undervisningen foregår ikke kun på skolebænken. Vi er også på ekskursionerne, hvor vi snakker og får fortalt en masse om landet og kulturen. Og så foregår den også efter “skoletid” når vi er sammen med familien, og når vi selv tager rundt. Det er total immersion!!

Alle fotos © Bente Steffensen and Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.