This post is also available in: English

I skrivende stund

Vores to ugers ophold i Buenaventura er overstået. I skrivende stund befinder vi os på lodgen Copalinga lige udenfor byen Zamora. Copalinga er for relativ kort tid siden er blevet en del af Fundacíon Jocotocos nu 12 reservater. Men nu skal det handle om vores anden uge i Buenaventura.

Frustrationer

Som det fremgik i det forrige blogindlæg (Jord under neglene), brugte vi en del tid på at fylde jord i planteposer. Og det var faktisk hårdt arbejde – i hvert fald for to kontornussere som os. Vi var begge enige om, at det holdt ikke, hvis vi skulle bruge to uger på at fylde planteposer – og det tydede alt på.

Det var ikke fordi, at vi ikke ville lave noget. Det var heller ikke fordi, at det ikke var et fint nok arbejde til os. Men det var ret frustrerende, at sidde time efter time og fylde jord i poser, når et af hovedformålene med rejsen er at se en masse fugle. Der befandt vi os i et område, hvor vi potentielt kunne se omkring 350 fuglearter, og vi følte os strandet på en planteskole. Ville vi overhovedet komme til at se Long-wattled Umbrellabird?

For det første skulle vi jo faktisk arbejde noget af tiden, men vi havde ikke mange muligheder for at komme rundt. Og så boede vi i øvrigt ikke nede ved Umbrellabird Lodge. Vi boede i et hus højere oppe. I lige linje var der tre kilometer, men vejen var næsten ti kilometer på grund af terrænet. Turen tog en halv time i bil!

Kunne vi så ikke bare stå tidligt op og se på fugle før arbejdet? Jo og det gjorde vi også. Men de daglige rutiner, og det faktum at der er lyst fra ca. klokken seks om morgenen til klokken seks om aftenen gjorde, at det kun blev til lidt fuglekigning lige omkring huset.

Arbejdsdagen sluttede klokken fire om eftermiddagen, hvor vi så igen kunne kigge lidt fugle. Men igen primært omkring huset (vi orkede ikke lange gåture inden aftensmaden).

I weekenden fik vi dog mulighed for, at komme ned til lodgen. Men da vi var afhængige af andre, og de andre var afhængige af én bil så skulle mange ting koordineres. Og da de slet ikke forstod, at man skal starte meget tidligt om morgenen, kom vi først afsted op ad formiddagen. Så selvom vi fik se en masse kolibrier ved de feeders, der er ved lodgen og vi fik lidt internettid, så var det stadig frustrerende.

Noget måtte gøres

Som nævnt længere oppe ville det ikke holde i længden. Vi måtte gøre et eller andet for at ændre på tingene. Det var udelukket, at vi kunne nå at gå så langt om morgenen, da vi både skulle stå meget meget tidligt op, men så ville vi ikke kunne nå tilbage til arbejde.

Vores løsning blev, at vi i den kommende weekend skulle opgraderes til turister. Så kunne vi flytte ned på lodgen fredag aften til mandag morgen. Det var i hvert fald det vi forsøgte at få arrangeret via Pamela, der kan engelsk og er vores kontakt i Jocotoco i Quito. Vi kunne godt blive opgraderet – naturligvis mod betaling, men dog til en lidt lavere volontørpris.

Men det skulle jo arrangeres og koordineres med René og Jeanneth i Buenaventura. Det er i sådanne situationer man for alvor mærker udfordringerne og misforståelser, der opstår på grund af sproglige barrierer.

Mange flere fugle og mindre jord under neglene

Vi springer lige detaljerne over, men om mandagen var tingene ændret. Vi havde et møde med Jeanneth, hvor vi talte om planerne for den kommende uge. Vi forsøgte også at forklare, at vi gerne ville lave noget, og vi også godt kunne lide at bo oppe i huset med de andre. Men vi ville bare gerne bruge den kommende weekend nede ved fuglene.

Men det endte med, at vi kun arbejdede en formiddag og en eftermiddag på planteskolen. De andre dage var vi ude og se på fugle. Vi kom dog ikke til at bo på lodgen, men det gjorde heller ikke noget nu.

En af dagene var vi ud og kigge på fugle med Baldomiro, en mand på 65 år og som tidligere havde ejet noget af den jord, der nu hørte til Jocotocos reservat.

En af de andre dage var vi sammen med Diego i Jocotocos kolibrihave Jardin de Colibries. Her stod han for, at der var sukkervand og bananer til fuglene. Derudover tog han imod eventuelle besøgende i haven. Det var et meget fint lille sted, hvor vi så 11 arter kolibrier. Vi gik også en længere tur op i højderne gennem tågen og kiggede bl.a. på en gammel finca Jocotoco havde arvet efter den tidligere ejer.

Fredag var vi igen med på papagøjeregistrering. Denne gang sammen med Diego og Baldomiro, men denne gang en anden rute.

Ikke de eneste volontører

I løbet af onsdag eftermiddag ankom David, der også skulle arbejde som volontør – i hvert fald noget af tiden. Vi fik så – tilsyneladende – opgaven med at tage os af ham. Det havde vi ikke noget problem med, da David var en hyggelig ældre mand fra Californien.

Det var helt rart, at kunne få lov til at tale lidt engelsk. Hjernen kører nemlig på højtryk hele tiden når man hele tiden skal prøve at forstå og tale et nyt sprog. Men noget må vi dog have lært. Når vi talte med David opdagede vi, at vi blandede spanske ord ind i det engelske. Og når han sagde nogle få spanske ord, så kiggede de andre straks spørgende mod os, hvorefter vi forsøgte at forklarer, hvad han mente.

Vi var så heldige, at David havde en lejebil. Det betød nemlig, at han godt gad at tage på tur med os om lørdagen – vores sidste hele dag i Buenaventura. Vi stod tidligt op og kørte ned til lodgen. Det var desværre meget meget tåget. Det var ikke meget vi kunne se, men det lykkedes at finde en flok White-bearded Manakin nede i skoven.

Det klarede heldigvis op I løbet af formiddagen, og det blev til lidt fugle – ikke det helt vilde, men også nogle nye til listen. Efter formiddagens tur hang vi lidt ud ved feederne og tjekkede kolibrier inden vi tog en tur ad Umbrellabird Trail. Trailen fører ned til den lek (spilleplads), som hannerne af Long-wattled Umbrellabird bruger i yngletiden for at kæmpe om hunnerne. Men da det var langt oppe af dagen, og det ikke var den rigtige sæson, forventede vi ikke at se nogle – men man ved jo aldrig med fugle…

Et par timer senere sad vi alle tre i Piñas på La Canada og spiste sen, men glimrende almuerzo. Og nej vi havde ikke set Umbrellabird.

Alle fotos og video © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.