Jord under neglene

This post is also available in: English

Reserva Buenaventura

Vi er igen kommet lidt op i højderne da vi opholder os I Fundacíon Jocotocos reservat Buenaventura. Reservatet ligger i det sydlige Ecuador på vestsiden af Andesbjergene, ikke langt fra byen Piñas.

Buenaventura, der bl.a. betår af lavtliggende tågeskov og semi-løvfældende skov, ligger i det man med biologisk termer kalder for (lower) foothills, og strækker sig fra ca. 500 meter over havet til op omkring 1200 meter over havet.

Netop højdeforskellen og skovtypen er med til at gøre det til et meget interssant fuglested. Det indikeres også af navnet på lodgen i reservatet – Umbrellabird Lodge. I skoven kan man nemlig være heldig at se den meget spøjst udseende fugl Umbrellabird, der har langt “skæg”og en “paraply” på hovedet! Den har vi desværre ikke set endnu, men vi håber at det lykkes en af dagene. Men der er mulighed for at få set nogle fugle i området, der er nemlig registreret mere end 330 arter i reservatet.

I en uge har vi arbejdet som frivillige i Buenaventura, hvor vi primært hjælper med Jocotocos arbejde med skovrejsning – reforestation.

Det er lidt flere mennesker ansat og tilknyttet til Buenaventura end der var i Ayampe. Her hedder koordinatoren René. Og så er der Jeanneth, der bl.a. har med de frivillige at gøre. Til daglig har vi primært arbjedet sammen med Cornelio, Jorge og Holger (jeg har muligvis stavet deres navne forkert!), der har arbejdet her de seneste ti år. Derudover er her også Byron, og en ældre herre, som jeg ikke kan huske navnet på, men han har tidligere ejet noget af den jord, der nu indgår i reservatet. Og endelig er der et par andre nede på lodgen vi ikke har mødt.

Umbrellabird Lodge. Buenaventura, Ecuador.

Umbrellabird Lodge. Buenaventura, Ecuador.

Stiklinger

Dette indlægs overskrift er ikke en henvisning til Uffes tidligere kollegas blog (som bestemt er værd at læse. Den finder du her: Jord under neglene). Overskriften skal tages bogstaveligt – vi har haft jord under neglene.

Vores første opgave gik ud på at plante en masse stiklinger af to (eller tre) træarter i små planteposer. Det var samtidig den første lejlighed til at få snakket lidt med de tre ansatte og Jeanneth.

Efter ca. halv times arbejde var der ikke flere stillinger tilbage at sidde i, der var ikke meget plads til lange ben imellem planterækkerne. Det skal lige siges, at de tre mænd allerede havde været igang et stykke tid inden vi startede. Efter stiklingerne blev vi sat i gang med næste opgave, der bestod i at fylde jord i de små planteposer. Det er rimeligt hårdt for kroppen når man ikke er vandt til den type arbejde, så efter et par timer var vi godt mørbanket – og der var stadig lang tid til frokosten!

Stiklinger til skovrejsningen.

Stiklinger til skovrejsningen.

Efter frokosten blev vi kørt ned til Umbrellabird Lodge. Eftermiddagens opgave var ikke at se på kolibrier eller Umbrellabirds, vi skulle ud og samle stiklinger sammen med de tre ansatte. Det var primært stiklinger af træarten Pale Blanco. Det skal lige nævnes, at stiklinger i denne sammenhæng er skud af selvsåede frø, som vokser langs vandløbet.

Vi gik ad Royal Flycatcher Trail ned gennem skoven for at komme ned til vandløbet. Der var lidt fugle undervejs, bl.a. en Zeledon’s Antbird.

For at kunne hjælpe skulle vi først lige lære planten at kende, så vi ikke plukkede de forkerte. Derfor var vi heller ikke særlig effektive i forhold til de tre erfarne folk. At vi så også skulle bevæge os frem i et vandløb, gjorde det ikke lettere, og da vi så nåede frem til et sted, hvor man skulle klatre et par meter op over nogle store sten, besluttede vi, at det skulle vi ikke op over. Vi var trætte og ville ikke risikere, at glide og falde ned med kikkerter og kameraer. Vi fik en tiltrængt pause mens de tre andre fortsatte en halv times tid mere.

På tilbagevejen spottede vi to trogoner, der viste sig, at bære af arten Ecuadorian Trogon, og endnu et kryds på fuglelisten.

Et vandløb i Buenaventurareservatet.

Et vandløb i Buenaventurareservatet.

Jord, jord og mere jord

De næste par dages arbejde er der ikke så meget at fortælle om. De gik nemlig med at fylde planteposer med jord. Noget at tiden gjorde vi det alene, da de andre plantede de par tusinde stiklinger de havde samlet ind. Vi fyldte jord I poser i fire timer om formiddagen indtil, der var frokost – som vi iøvrigt lavede en af dagene. Og så brugte vi lige et par timer mere efter frokost, med at fylde jord i poser.

Når vi alle fem sad og fyldte jord i poser – det blev til en del – forsøgte vi også at snakke om lidt af hvert med de tre andre. De er meget flinke og nysgerrige, og vil gerne vide, hvordan tingene foregår I Danmark. Det prøvede vi så, at forklare når vi havde forstået, hvad der blev spurgt om.

Det var et par lange og hårde dage, selvom vi også holdt pauser på grund ar varmen. Pauserne benyttede vi til at kigge lidt på fugle. Der var ikke så mange, men et par fine langehalede kolibrier – Violet-tailed Sylph – fouragerede jævntligt i et blomstrende træ.

Benter arbejder med at fyldeplanteposer.

Benter arbejder med at fyldeplanteposer.

Jordbunken er blevet lidt mindre.

Jordbunken er blevet lidt mindre.

Birding med Leo og Diego

Fredagens arbejdsopgave var lige af den type vi synes er sjovt og spændende. Vi skulle nemlig hele dagen være med til, at registrere papagøjer og andre fugle.

Vi blev hentet klokken halv seks om morgenen af brødrene Leo og Diego. Hver fredag gennemfører de fugleregistreringer i områderne rundt omkring Buenaventura. Det er primært El Oro Parakeet og Red-masked Parakeet, som skal registreres.

Med firehjulstrækker gik det ad små snoede og bumbede grusveje. Det bliver hurtigt lyst her omkring Ækvator og inden længe havde vi en flot udsigt ud over dalene, der lå indhyldet i skyer. Undervejs blev der kiggede efter papagøjer og inden læge spottede de to brøde de første. Og det viste sig at være den meget fåtallige og endemiske El Oro Parakeet (vi befinder os i regionen El Oro). Der var fem i alt.

Turen fortsatte opad indtil første tællepunkt, hvor Diego blev sat af. Vi fortsatte til punkt to. På dagens registrering skulle der obses fra otte punkter, to timer hvert sted. Så der var masser af tid til at se på fugle, og ved vores første punkt så vi bl.a. White-tailed Tyrannulet Beryl-spangled Tanager, Blue-winged Mountain Tanager, Red-billed Parrot og tre Red-masked Parakeet.

Leo og Bente i færd med fugleregistrering ved dagnes første observationspunkt.

Leo og Bente i færd med fugleregistrering ved dagens første observationspunkt.

Blue-winged Mountain Tanager

Blue-winged Mountain Tanager

Efter et par timer kom Diego gående og da alle var klar, kørte vi Diego hen til hans næste tællepunkt, hvorefter vi fortsatte til det punkt vi skulle dække.

Vi befandt os hele dagen i 1500 – 1700 meters højde, oppe over skyer, så vi kunne rigtig mærke solens varme, og i løbet af formiddagen tyndede det også ud i fuglene. Men vi fik alligevel set en del fugle og mange af dem var nye arter for os. Noget af det mest spændende var en flot Solitary Eagle, der i følge Leo ikke var blevet set I området i flere måneder. En anden art vi syntes var rigtig god, var et ynglepar af Golden-headed Quetzal. Det er en trogon og en rigtig flot en af slagsen. Hannen har dog ikke den lange grønne hale som arten Resplendent Quetzal, som vi har set i Costa Rica (Dry Forest, Bellbird og en Quetzal og Quetzalernes dal og ‘Dødens bjerg’), men den er stadig meget flot.

Solitary Eagle, et sjældent syn i området.

Solitary Eagle, et sjældent syn i området.

Golden-headed Quetzal. Nordvest for Buenaventura.

Golden-headed Quetzal. Nordvest for Buenaventura.

Men ellers så vi arter som Crimson-rumped Toucanet, Masked Trogon, Smoky-brown Woodpecker, Smoke-colered og Brown-capped Flycatcher, Silver-throated Tanager og mange Golden Tanager. Der var Rufous-winged Tyrannulet, Line-cheeked Spinetail og vi fik et par gode kolibrier som Chestnut-breasted Coronet og Booted Racket-tail på listen.

Det var en rigtig god tur og Leo kendte fuglene og deres stemmer, og han var god til hele tiden, at fortælle når der var noget. Vi er klar til ag tage med dem næste fredag, hvor de skal tælle på en anden rute.

Masked Trogon. Buenaventura.

Masked Trogon. Nordvest for Buenaventura.

Golden Tanager.

Golden Tanager.

Line cheecked spinetail.

Line cheecked spinetail.

Leo og Uffe ved et af dagens observationspunkter.

Leo og Uffe ved et af dagens observationspunkter.

Alle fotos og video c Bente Steffensen og Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.