This post is also available in: English

Fuglen der indgår nationalparkens logo

Der var masser af vand, men hvor var sejlerne? Det var i slutningen af maj, og vi befandt os ved de berømte Iguazu vandfald i Iguazu Nationalpark. Sejlerne vi kiggede efter, var Skælhovedet Sejler – fuglen, der indgår i nationalparkens logo.

Det bemærkelsesværdige ved Skælhovedet Sejler er, at den raster og yngler ved vandfald og deres reder placerer de tæt på – eller endda bag ved – vandfaldenes brusende vand! Det er smart, for så fungerer vandfaldene som en beskyttende mur mod rovdyr og rovfugle.

Med de mange vandfald og den omgivende regnskov, er Iguazuvandfaldene et perfekt ynglested for arten, der også huser en stor bestand.

Læs mere om Skælhovedet Sejler og Iguazú Nationalpark i faktaboksen.

Sendero Macuco

Hele morgenen og formiddagen, havde vi tilbragt i nationalparken med at se fugle på Macuco-stien. Vi var heldige og fik set en flok Pletvinget Tandvagtel løbe over stien foran os. Undervejs var der tangarer og manakiner, bl.a. den flotte Halebåndsmanakin bare for at nævne en af fuglene.

Der er mange fugle og samtidigt dejligt stille og fredeligt. På Macucostien kommer turisterne ikke. Vi mødte i hvert fald kun nogle få lokale turister. Og det skyldes nok, at ud over et par småvandfald kan du ikke se de mange imponerende vandfald, fordi du befinder dig inde i regnskoven.

Senere på dagen ville vi selvfølgelig også se og opleve vandfaldene og deres mest interessante beboere – Skælhovedet Sejler // Great Dusky Swift.

Et inferno af brusende vand

Der var vådt ved Djævlens Hals – det største og mest imponerende af de 275 vandfald, der udgør Iguazu-vandfaldene. Det var et inferno af vand og en øredøvende larm. Vandet fossede i enorme mængder med så stor styrke, at der hang en tåge af vanddråber over Djævlens Hals, der kunne ses på lang afstand. Og ikke nok med det, så forstærkede nogle regnbyger oplevelsen af vand og atter vand.

Men der var ingen sejlere at se – hverken i luften eller på klipperne, som vi tålmodigt afsøgte med vores kikkerter. Det var ikke en let opgave. Ikke kun på grund af tågen, men også fordi pladsen på udsigtsplatformen var trang. Alle turister ville jo gerne have den perfekte selfie foran Djævlens Hals.

Vi tog ned til ”Lower Walk”, hvor man kan se vandfaldene Dos Hermanas, Ramirez, Chico og den store mur af vand ved Bosseti-vandfaldene. Ved et at vandfaldene var der et skilt der informerede om de spændende sejlere, der lever ved vandfaldene. Men heller ikke her kunne vi finde nogle!

Til gengæld var der på denne sti nok endnu flere mennesker end oppe ved Djævlens Hals. Selvom det var udenfor højsæsonen, var man ikke i tvivl om, at vi igen havde ramt turistruten (læs om da vi ramte turistruten i Peru i Ørkenræs, mystiske linjer og en sommerresidens – vi ramte turistruten).

Et forsøg mere

I begyndelsen af juni besøgte vi igen Iguazuvandfaldene. Vi ville gøre et forsøg mere på at se Skælhovedet Sejler.

Vi ankom ved et-tiden og forlod ikke parken før den lukkede. Vi betalte entreen – som man får til halv pris ved andet besøg – og skyndte os hen til jernbanen og kørte med det lille tog direkte op til stoppet ved Djævlens Hals.

Vejret var betydeligt bedre end sidste gang, men vi kunne stadig ikke finde nogle sejlere. Vi tog ned og gik turen på Lower Walk, men der så vi heller ikke nogen sejlere. Kunne det skyldes det gode vejr? Måske var sejlerne fløjet længere væk og søgte føde over andre dele af nationalparken.

Da de overnatter i flokke siddende på klipperne, så måtte de returnere sidst på dagen. Efterhånden troede vi ikke rigtig på, at vi skulle se den sejler – men håbede bare at en enkelt eller to ville dukke op omkring solnedgang.

Det tyndede ud i turisterne. Solen var på vej ned og der var ikke længe til, at det blev mørkt. Vi gik nu turen på Upper Walk, hvor vi ikke havde været før. Men der var stadig ikke skyggen af noget, der bare lignede en sejler på vej ind til overnatning.

Fuglen man ikke kan ”misse”

Nu er vi derhenne, hvor læseren forventer, at den næste sætning begynder med ordene: ”Pludseligt, ud af det blå…”.  Men nej, der var simpelthen ingen sejlere, og det er ikke fordi vi overså dem, det er vi ret sikre på… de var væk!

Det virkede ellers lovende når man i fuglebogen Aves Argentina y Uruguay – det var den vi havde – under Skælhovedet Sejler kan læse: ”Not to be missed at Iguazú Falls”!

Men havde vi allerede set Skælhovedet Sejler?

Dagen før vores første besøg ved Iguazuvandfaldene, kiggede vi på fugle på et lille stykke af Ruta 101, en jordvej, der forløber gennem nationalparken. Parkvagten havde tøvet med at lade os køre ind på vejen på grund af vejforholdende, der mildets talt ikke var gode. På grund af de seneste dages regn var vejen spejlglat og det var som at køre på sæbe!

Men under den lille tur så vi kortvarigt en flok på 10 – 12 sejlere. De passerede lavt over skoven, men lyset var dårligt og man kunne ikke se farver på dem. Jeg fik et par fotos af en af fuglene, hvor man se formen – og måske det faktisk var Skælhovedet Sejler…

Alle fotos og video © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.