This post is also available in: English

Alle fotos © Bente Steffensen og Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.

Først mate

Det var blevet mørkt da vi parkerede bag den røde firehjulstrækker ved broen over Rio La Caldera udenfor den lille by Vaqueros i det nordvestlige Argentina.

Vi havde kun lige sat os ind på bagsædet af bilen og sagt hej til Giselle og Facundo, da vi blev tilbudt mate. Med lidt skepsis smagte vi for første gang argentinernes allervigtigste nydelsesmiddel – mate!

Hvorfor sad vi i en bil i mørket en aften i begyndelsen af maj og drak mate?

Det er nok lidt meget at sige, at vi drak mate, det blev kun til en enkelt runde, inden vi rakte koppen tilbage og sagde ”gracias”.

På det tidspunkt var vi endnu ikke helt klar til drikken, der for en begynder minder mest om en meget bitter the med et hint af røgen fra et slukket bål. Men bliver du budt på mate af en argentiner, så ved du, at du har fået en ven. Og det var netop det vi havde fået og nu var vi på ugletur i Nordvestargentina – eller owling som det også kaldes – med vores nye venner. Hvordan vi lærte dem at kende kan du læse eller genlæse i Hvordan eBird og tre ubestemte fugle gav os nye venner.

Og der var ugler

Det område, hvor vi kørte ind for at lede efter ugler er et skovområde, hvor kommunen er i gang med et større byudviklingsprojekt, men heldigvis er der stadig skov og natur i området.

Vores ugletur i Nordvestargentina begyndte godt. Vi havde nemlig ikke kørt langt før Facundo spottede den første ugle. Det var en Marañón-dværghornugle, der sad i et træ tæt på vejen.

Det er ikke let at sidde på bagsædet af en bil og forsøge at fotografere ugler i mørket. Men heldigvis var vi ude med nogle rigtige birders, så naturligvis havde de en kraftig lygte med, og derfor lykkedes det at få et par hæderlige fotos af uglen.

Lidt længere fremme var der endnu en Marañón-dværghornugle, men det blev mere spændende lidt senere.

En stemme i mørket

Ved en bom over vejen parkerede vi og forsatte til fods. I det fjerne kunne vi høre en stemme i mørket. Det var en ugle, men vi var for langt væk til at bestemme den med sikkerhed. Vi fortsatte langsom videre for at komme tættere på. Efter et par sving kunne vi høre stemmen meget tydeligt, og uglen måtte sidde meget tæt på.

Det var ikke en Marañon Dværghornugle, det kunne vi godt høre, for dens stemme kendte vi fra bl.a. Peru. Men hvilken ugle var det så? Vi vidste det ikke, men heldigvis havde Giselle og Facundo styr på. De var glade, da de sagde, at det var en Okkerbrystet Perleugle. Deres glæde skyldtes, at det var første gang, de havde den i dette område og Giselle skyndte sig at optage stemmen med sin mobiltelefon som dokumentation, og den optagelse kan du høre her:

En godt skjult ugle

På grund af mørket og den tætte vegetation kunne vi ikke se uglen, men den sad ikke langt væk. Forsigtigt listede vores argentinske venner sig ned ad en skråning og forsvandt ind i buskadset for at finde den. For ikke at lave for meget forstyrrelse afventede vi på grusvejen og fulgte lyskeglen fra lygten, der systematisk afsøgte træerne. Men uglen sad utrolig godt skjult

Efter nogle minutter forgæves søgen kom Giselle og Facundo tilbage til vejen. Uglen var i mellemtiden blevet tavs – måske havde den flytte sig! Lavmælt vurderede vi situationen og besluttede at vente et par minutter, og hvis uglen ikke begyndte at sige noget, ville vi gå tilbage mod bilen.

Vi var ikke kommet langt, da uglen igen begyndte at synge fra samme sted, så vi skyndte os tilbage. Denne gang var det kun Giselle der forsvandt ind i buskadset under træerne – hun ville så gerne finde den til os, så vi kunne se den og måske ligefrem få et foto.

Men den Okkerbrystet Perleugle var ikke samarbejdsvillig, og det lykkedes os ikke at se den.

I skal ikke snydes, for hvordan ser den ugle egentlig ud? Derfor har vi fået lov til at vise et foto af en anden Okkerbrystet Perleugle, som Giselles har fotograferet. Og det er da en flot ugle!

Afterbirding

Klokken elleve var det blevet til tre Marañón-dværghornugler og en Okkerbrystet Perleugle og ikke meget andet.

Trætheden begyndte af melde sig og det samme gjorde sulten, og da ingen af os havde spist aftensmad, kørte vi tilbage til Vaqueros og fandt et lille spisested, hvor vi sluttede en god aften af med hygge, empanadas og kolde øl, som man heldigvis kan få serveret sent….

Det var en perfekt afslutning på en ugletur i Nordvestargentina.

Stor tak Giselle Mangini for at lade os bruge hendes foto af Okkerbrystet Perleugle. Alle andre fotos © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.