Hvordan eBird og tre ubestemte fugle gav os nye venner

This post is also available in: English

Alle fotos © Bente Steffensen og Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet. Featured foto © Giselle Mangini

Morgengymnastik i parken

Den sidste dag i april 2019 besøgte vi første gang Parque del Bicentenario, der ligger lige nord for byen Salta i Argentina. Vejret var fint denne tirsdag formiddag, og der var ikke mange mennesker så tidligt på dagen – udover en gruppe, der lavede morgengymnastik til Luis Fonsi’s kæmpehit Despacito. Men da vi “langsomt” bevægede os til en anden del af parken, var det ikke forstyrrede, og faktisk kunne sangen egentlig godt handle om at se på fugle?!

eBird and new friends. eBird og nye venner. Parque del Bicentenario er ikke kun et populært udflugtsted for saltenerne, det er også en god fuglelokalitet. Salta, Argentina.
Hovedindgangen til Parque del Bicentenario. Parken er ikke kun et populært udflugtsted for saltenerne, det er også en god fuglelokalitet. Salta, Argentina.

Tre ubestemte fugle

I løbet af de seks timer vi tilbragte i Parque del Bicentenario observerede vi og bestemte 51 arter, hvilket vi synes var meget godt (se vores eBird turliste: https://ebird.org/view/checklist/S55600087).

Men vi havde også observeret tre fugle, vi ikke kunne artsbestemme.

Det var nogle små brunlige spurvefugle, der fouragerede i vegetationen ude ved den lille ø i søen. Når de fløj op i vegetationen, kunne man se en rødbrun farve i svingfjerene. De sad ikke stille ret længe ad gangen, og på grund af varmeflimmer var det svært at få noget ud af dem i teleskopet.

eBird and new friends. eBird og nye venner. Bente forsøger at se alle detaljer på tre fugle, som vi ikke kunne bestemme i felten. Parque del Bicentenario, Salta, Argentina.
Bente forsøger at se alle detaljer på tre fugle, som vi ikke kunne bestemme i felten. Parque del Bicentenario, Salta, Argentina.

Vi kunne ikke finde nogle der lignede i Aves Argentina App eller i vores fuglebog/fieldguide (Aves de Argentina y Uruguay), som vi efter lidt sprogforvirring og fremvisning af andre ”interessante” fagbøger, fik købt i en boghandel i Salta.

Det lykkedes os at få nogle dokumentationsfotos. Den slags foto man helt sikkert ikke vinder fotopriser for. Men dokumentationsfoto kan efterfølgende være til stor hjælp til bestemmelse af en fugl man så – eller udelukke arter.

De billeder vi fik taget af de tre spurvefugle, var ikke særligt gode, men vi ville tjekke dem senere når vi var tilbage i lejligheden i Salta. Computerens skærm er noget større end skærmen bag på kameraet, så med lidt held kunne vi se nogle flere detaljer og måske bestemme fuglene ud fra billeder på internettet.

Som en reminder til mig selv, indtastede jeg i eBird appen følgende: Bird sp. (Aves sp.) 3, og tilføjedekommentaren ”har nogle meget dårlige fotos”.

Dokumentationsfoto (beskåret) af en af de tre fugle vi ikke kunne bestemme. eBird og nye venner. eBird and new friends.
Dokumentationsfoto (beskåret) af en af de tre fugle vi ikke kunne bestemme.

I “kassen” med ubestemte fugle

På trods af søgninger på internettet (bl.a. Neotropical Birds og HBW Alive), utallige gennembladninger af vores fuglebog og Aves Argentina appen, kunne vi ikke få nogle arter til at passe med ”vores” fugle. Det nærmeste, der havde nogle ligheder, var Rustrygget Monchita // Rusty-backed Monjita (Neoxolmis rubetra). Men ifølge eBird var den art ikke registreret i parken! Vi troede mest på, at var en helt almindelig art vi havde set, men indtil videre måtte de placeres i ”kassen” med ubestemte fugle. Nogle dage senere skulle vi sammen med lokale fuglekiggere deltage i Global Big Day, så vi håbede, at de kunne hjælpe.

En forglemmelse

Hjælpen kom hurtigere. Jeg glemte nemlig, at slette min indtastning af en ”ubestemt fugleart” fra turens eBird checkliste. Det fandt jeg ud af da jeg modtog en eBird-review email fra Giselle – den ene af to lokale eBird reviewere.

”Arhh p..!”. Min første tanke var, at vi alligevel havde lavet en fejlbestemmelse, eller at jeg havde lavet en slåfejl og indrapporteret et meget stort antal af en fåtallig art. Men det var ikke derfor jeg blev kontaktet. Årsagen var min indtastning af ”tre ubestemte fugle”. Indtastning af en ubestemt fugl kan ikke bruges til ret meget, fordi det egentlig bare betyder, at man har set en fugl! Og den fugl, kunne være hvilken som helst af de 1000 arter, der findes i Argentina.

Pinligt! Det, der bare var en reminder til mig selv, havde jeg ikke fået slettet, da jeg uploadede checklisten til eBird. Det var slet ikke meningen, at det skulle have været uploadet. Men det viste sig at være meget heldigt. Giselle tilbød nemlig, at hun prøve at identificere, hvilken art vi havde set, hvis jeg sendte hende billederne. Hun fik billederne, og så ventede vi spændt på resultatet.

Artiklen fortsætter under denne Annonce

Brilletyraner

Der gik ikke lang tid før Giselle svarede tilbage og kunne fortælle, at billederne viste hunnen af arten Brilletyran // Spectacled Tyrant (Hymenops perspicillatus).

Spectacled Tyrant (Hymenops perspicillatus) female. © Giselle Mangini.
En hun Brilletyran (Hymenops perspicillatus). Necochea, Provincia de Buenos Aires, Argentina. © Giselle Mangini.

Det var præcis dem vi havde set! Vi tjekkede fuglebøgerne og billeder på internettet, og nu kunne vi sagtens se, at det var hunner af Brilletyran. Vi havde set flere hanner, men fordi de ser helt anderledes ud (helt sort fjerdragt med hvidt næb og en meget stor gullighvid øjenring), havde vi slet ikke tænkt, at det kunne være hunnen, da vi heller ikke så dem sammen.

Hanner havde vi set, så det blev ikke til en ny art til vores liste, men vi lærte noget og fik den art på plads.

Spectacled Tyrant (Hymenops perspicillatus) male. © Giselle Mangini.
En han Brilletyran (Hymenops perspicillatus). Necochea, Provincia de Buenos Aires, Argentina. © Giselle Mangini.

En aften med øl, hygge og nye venner

Men det bedste var, at forglemmelsen faktisk betød, at vi fik to rigtig gode venner.

Da Giselle hørte, at vi stadig var i Salta, blev vi inviteret til at tage på fugletur sammen med hende og hendes kæreste Facundo (den anden lokale eBird reviewer). Og allerede næste dag – aftenen før Global Big Day – skulle de mødes med venner til nogle øl og bagefter starte Global Big Day med at lede efter ugler. Hvis vi ville med var vi meget velkomne.

Det ville vi naturligvis gerne, og derfor mødtes vi med Giselle, Facundo og nogle af deres venner på baren Pinta del Rey i Salta – i øvrigt et glimrende sted, måske til den mere hipsteragtige side.

Som aftenen skred frem, der var mange forskellige slags øl der skulle smages, kunne vi konstatere, at klokken var blevet mange. Hvis vi skulle nå lidt søvn inden vi nogle få timer senere skulle afsted på Global Big Day med et andet hold fuglefolk, så var det nok bedst at udsætte nattens ugletur. Vi aftalte i stedet at mødes nogle dage senere.

Efterskrift

Man ved ikke hvad der venter derude, men fuglekigning kan give unikke oplevelser, hvis man er åben og nysgerrig. Og nogle gange kommer den unikke oplevelse ud af det uventede – fx en forglemmelse og hjælpsomme mennesker. Vi fik nogle rigtig gode venner, og de næste par uger var vi flere gange på fugleture med Giselle og Facundo og vi boede også hos dem nogle dage.

Og det var ikke meget søvn vi fik natten inden Global Big Day, og den dag kan du læse om i: Global Big Day 2019: Blandt kaktusser og flamingoer.

En stor tak til vores ven Giselle Mangini for at lade os bruge nogle af hendes billeder af Brilletyraner i denne artikel. Alle øvrige fotos © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.

A big thank you to our friend Giselle Mangini for letting us use some of her images of Spectacled Tyrant. All other photos © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen, unless otherwise stated.

Aftenstemning ved søen i Parque del Bicentenario, Salta, Argentina.
Aftenstemning ved søen i Parque del Bicentenario, Salta, Argentina.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.