De andre klokkefugle larmer også!

This post is also available in: English

Alle fotos og video © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen.

Verdens mest højlydte fugl er en klokkefugl

Forleden var det en fugl, der ”stjal” det danske mediebilledet for en kort stund. Stjal er måske en overdrivelse, men historien om verdens mest højlydte fugl – den Hvide Klokkefugl – havde fundet frem til flere danske medier. Vi delte historien i dette opslag på vores facebookside.

Nyheden om rekorden blev bragt i bl.a. Politiken og Jyllandsposten, og samme aften skulle gæstepanelet i Aftenshowet på DR1 (Danmarks Radios hoved tv-kanal) – der bl.a. bestod af bl.a den danske statsminister Mette Frederiksen – gætte, hvad den lyd, der blev afspillet for dem var for noget. Der blev gættet på et dyr.

Kort fortalt, så har forskere målt og dokumenteret at hannens parringskald hos Hvid Klokkefugl kan nå en lydstyrke på 125,4 dB (decibel), hvilket er ca. 9 dB højere end Larmpiha // Screaming Piha, der indtil da havde haft ”rekorden”.

Det er mange decibel, men hvor højt er det egentlig? Det er højt og som det bl.a. blev beskrevet i en artikel, så svarer det til, at man stak hovedet ind i en højtaler under en rockkoncert!

Og bare rolig, den Hvide Klokkefugl lever i et relativt lille område i det nordlige Sydamerika, så der er ikke fare for, at den dukker op og vækker dig om morgenen.

Forskernes resultater blev fornylig publiceret i denne artikel i tidskriftet Current Biology.

Boing! … Boing!

Klokkefugle har fået navn efter deres stemmer, der godt kan lyde som når man slår på en klokke. Det kan være meget svært at beskrive fugles stemmer, fordi vi opfatter lyd forskelligt. Hvis man hører det gennemgående element fra Nik & Jays hit Boing! så kan det med lidt god vilje godt lyde lidt som en klokkefugl på speed.

Artiklen fortsætter under denne Annonce

De andre klokkefugle larmer også!

Vi har (endnu) ikke set Hvid Klokkefugl, men vi har set og i høj grad hørt to andre arter af klokkefugle. De andre klokkefugle er også højlydte og kan larme.

I Costa Rica havde vi fornøjelsen af den flotte Trelappet Klokkefugl. Et godt sted, hvor vi hørte og så dem flere gange er det lille naturreservat Bajo del Tigre i Monteverde. Der er gode muligheder for at se dem rigtig godt.

Læs også Dry Forest, Bellbird og en Quetzal, der handler om fuglekigning i Costa Rica.

Three-wattled Bellbird. Trelappet Klokkefugl (Procnias tricarunculatus). Bajo del Tigre, Monteverde, Costa Rica.
Trelappet Klokkefugl (Procnias tricarunculatus). Bajo del Tigre, Monteverde, Costa Rica.

Video: Trelappet Klokkefugl (Procnias tricarunculatus). Bajo del Tigre, Monteverde, Costa Rica.

På Trinidad skal du besøge den berømte Asa Wrigth Nature Centre, hvis du vil være helt sikkert på at få Skægklokkefugl på listen.

Skægklokkefuglen hørte vi dagen lang, da vi for nogle år siden boede på Asa Wright. Og med lidt tålmodighed lykkedes det os også at se nogle af dem. Desværre fik vi aldrig nogle gode billeder af dem, fordi de bevægede sig rundt i trækronerne det meste af tiden, og sjældent sad og ”poserede” synligt. Til gengæld fik vi lavet en udmærket lydoptagelse af to hanner, som du kan høre herunder.

Skægklokkefugl (Procnias averano). Asa Wrigth Natrure Centre, Arimadalen, Trinidad.
Da der endelig var en Skægklokkefugl (Procnias averano), der poserede frit fremme, var vi alt for langt væk til at få et godt foto. Asa Wright Nature Centre, Arimadalen, Trinidad.

Læs også Devilbirds, Bellbirds og dansende manakiner, der handler om fuglekigning ved Asa Wright Nature Centre.

Faktaboks

Klokkefugle tilhører familien Kotingaer (Cotingidae), der ogsåomfatter parasolfugle, pihaer, frugtædere og frugtkrager.

Man finder dem i Mellem- og Sydamerika, hvor de har en begrænset udbredelse og er tilknyttet tropiske og subtropiske skove, ofte i lave bjergegne og såkaldte foothills.  

Klokkefugle er placeret i slægten Procnias, der består af fire arter:

  • Hvid Klokkefugl Procnias albus, der lever i Venezuela, Guyana, Surinam, Fransk Guyana og i et lille område i det nordlige Brasilien.
  • Trelappet Klokkefugl Procnias tricarunculatus, der lever iCosta Rica, Honduras, Nicaragua og Panama.
  • Nøgenstrubet Klokkefugl Procnias nudicollis, der lever i Brasilien, Paraguay og Argentina. Endemisk for Atlantisk skov.
  • Skægklokkefugl Procnias averano, der lever I Trinidad & Tobago, Colombia, Guyana, Venezuela, Bolivia og det nordøstlige Brasilien.

Kilde:

del Hoyo, J., Elliott, A., Sargatal, J., Christie, D.A. & Kirwan, G. (eds.) (2019). Handbook of the Birds of the World Alive. Lynx Edicions, Barcelona. (retrieved from http://www.hbw.com/ on 23 October 2019).

Alle fotos og video © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen