This post is also available in: English

Med campervan i Norge (del 2)

Næste mål

Efter en nogle gode oplevelser med havets papegøje (se Havets papegøje – med campervan i Norge (del 1)), forlod vi næste dag Goksøyr Camping og Runde. Vi valgte at køre sydover, og overvejede at køre til Bergen, som vi senest besøgte i 2018 (læs Tilbage i Bergen, og hvad skal man lave?). Men da vi undervejs så et skilt, der viste mod Jostedalsbreen Nasjonalpark, besluttede vi os for næste mål på vores tur med campervan i Norge. Vi ville gense en gammel “bekendt”: Nigardsbreen!

Nigardsbreen er ikke bare en bræ (eller gletsjer). Den er også en af mange bræarme til Jostedalsbreen – Norges største bræ. Nigardsbreen ligger i Jostedalsbreen Nasjonalpark og da vi så skiltet, vakte det minder frem fra vores tid som udveklsingstuderende i Bergen. I forbindelse med geografistudiet ved Universitetet i Bergen, havde vi været på kvartærgeologisk feltkursus i Jostedalen ved Nigardsbreen. Det havde været en lærerig og rigtig god og sjov tur – en oplevelse, der havde gjort indtryk på os. Det var derfor oplagt at gense gletsjeren.

Stop-over i Stordalen 

Vejret var ikke blevet meget bedre, siden vi forlod øen Runde. Det var overskyet, diset og stadig en del regnbyger. Vi havde handlet i byen Volda, så vi havde forsyninger til de næste par dage. 

Jostedalen og Nigardsbreen ligger på østsiden af Jostedalsbreen, og selvom vi efterhånden var kommet et stykke ned langs vestsiden af bræen – ikke at vi havde set den – ville det blive en meget lang tur. Og da det faktisk var lidt kedeligt bare at køre i det vejr – selvom det var oplagt til en “transportdag” – og ikke opleve den smukke og storslåede norske natur, valgte vi at det var tid til et stop-over.

Bente søgte efter overnatningsmuligheder via app’en Park4Night. Hun fandt en campingplads i Stordalen, for foden af Jostedalsbreen, der så ud som et fint lille og hyggeligt.

På vej gennem Stordalen ind til campingpladsen kunne de seneste dages nedbør tydeligt ses på vandføringen. i elven. Vandet fossede og buldrede af sted i elven og vandet noget nogle steder meget tæt på den smalle vej, men vi satsede på at det nok skulle gå.

Camping i flotte omgivelser

Vi blev taget godt imod af ejerne af Höyset camping, der begge var meget søde og hjælpsomme. På trods af travlhed, havde de tid til at småsludre og fortælle om deres sted. Ud over campingpladsen, der også har små hytter man kan leje, driver værtsparret et lille landbrug og dyrker blandt andet æbler og jordbær. De fortalte, at sommerens vejrforhold betød at jordbærsæsonen var fire uger forsinket og “tingene” var ikke som de burde være. Det var det samme vi havde hørt fra ejeren af Goksøyr Camping på Runde, at det var den vådeste og dårligste sommer i de seneste seks år. Det er både tankevækkende og bekymrende.

Fra den anviste plads på en græsbeklædte knold, var der en utrolig flot udsigt. Gennem dis og lave skyer, kunne vi lige ane Jostedalsbreens iskappe. Og campingpladsen er et godt udgangspunkt for fjeldvandring og brævandring, fx til Haugabreen og Snønipa. Der er også gode muligheder for lystfiskeri eller skiture om vinteren. Læs mere på hjemmesiden Höyset camping. Men Uffe døjede med et overbelastet knæ, der ikke var blevet bedre efter turene i det ujævne og stejle terræn på Runde. Vi skulle derfor ikke op på fjeldet.

Da det var blevet opholdsvejr, opdagede vi en adult Kongeørn. Den gled i stor højde stille og roligt gennem dalen. Men det varede ikke længe før tunge skyer bevægede sig gennem dalen og det igen begyndte at regne. Så fra vores ly i Cama Coche, blev vi underholdt af at følge en gruppe polakker, der brugte lang tid i regnvejret på at arrangere og opstille deres fire store autocampere. Og på trods af anvisningerne endte det med at de fik deres “camping gård” placeret.

Et stop på turistruten

Turen gik videre. Landskabet og naturen fejlede ikke noget. Vi kørte langs fjorde omgivet af fjelde, passerede fjeldene igennem tunneler og det blev også til en enkelt færgeoverfart. Vejret indbød stadig ikke til at stoppe og udforske naturen. Men det gjorde vi alligevel nogle gange undervejs – om ikke andet, så for at få en pause og strække ben.

Et af de steder var ved Bøyabreen – en af Jostedalsbreens mange arme. En lille gletsjer i bunden af en dal, der hurtigt viste sig, at det var en af det “let tilgængelige”. Der var allerede en hel del andre turister, der også skulle se en norsk bræ. En turistbus og den relativt store restaurant Brævasshytten vidnede også om, at dette var et stop på turistruten.

Bøya-gletsjeren var hurtigt overstået og derfor brugte vi lidt tid på at kigge på orkideer. De voksede flere steder i området, men vi har aldrig fundet ud af, hvilken art det drejede sig om.

En mixed flock

Indtil videre havde der fuglemæssigt været meget stille ved Bøyabreen. Men tilbage ved vores bus snuppede vi en lille snack, og bemærkede samtidig et par løvsanger i birketræerne. Pludselig var der en masse bevægelse og aktivitet af fugle foran os – og det var ikke kun løvsangere. Det var en mixed flock (en flok bestående af flere forskellige fuglearter), der bevægede sig gennem dalen. Vi så ni forskellige arter – den talrigeste var Løvsanger med minimum 20 individer. I flokken var der også Broget og Grå Fluesnapper, Vindrossel, Musvit, Fyrremejse og Stor (Nordlig) Gråsisken og et par Rørspurve. Efter fem-ti minutter så var fugleflokken passeret og der blev igen stille.

Gensyn med en gammel bekendt

Nu var det jo også længe siden vi havde været i Jostedalen. Men det var først da vi nord for Gjerde forlod fylkevej 334 og så Breheimsenteret, at vi kunne genkende området. Vi fortsatte forbi centeret og og parkerede lidt før vejen krydser Jostedøla. Vi steg ud af bilen – og der, små fem km væk – helt inde i bunden af dalen genså vi en gammel bekendt: Nigardsbreen!

Det var faktisk en speciel følelse, vi stod med. For 24 år siden tilbragte vi en uge i maj i dette flotte morænelandskab som glade studerende og lavede geomorfologiske undersøgelser. Nu stod vi her igen, midt i den storslåede natur og det imponerende landskab. Det var både genkendeligt og samtidigt også ukendt. 

Morgendagens plan var, at tage helt ind til Nigardsbreen og vandre op til gletsjerfronten. Derfor nøjedes vi med at gå en kort tur i området og tjekke for potentielle overnatningsmuligheder. På modsatte side af elven Jostedøla konstaterede vi at den gamle campingplads var lukket – og det havde den vist været længe. Indkørslen var spærret af en rød- og hvidmalet bom af jern – så det var ikke der vi skulle overnatte. Vi fulgte vandrestien langs den asfalterede vej et stykke gennem en lav birkeskov. Bevoksningen var helt sikkert blevet højere og tættere – og ikke lav og åben, som vi huskede det. Men det var også mange år siden vi havde været der.

Vi gik tilbage og fandt et sted, ikke langt fra bilen, hvor vegetationen var mere åben. Her satte vi os og blev siddende et stykke tid – bare for at nyde omgivelserne, stilheden og Nigardsbreen i det fjerne. 

Hvor var den store klippeblok

Det blev til overnatning på Jostedal Camping i Gjerde, hvor vi fik en af de absolut sidste pladser. Heldigvis var der lige plads til at klemme vores campervan Cama Coche ind mellem campingvogne og store hvide autocampere.

Vi var stået tidligt op for at komme ind i dalen og begynde turen ind til Nigardsbreen, før alle de mange andre turister ville dukke op. Det ville også være meget hyggeligere at nyde morgenkaffen ved Nigardsbrevatnet med udsigt til Nigardsbreen. Og det så lovende ud fra morgenstunden. Der var stille på campingpladsen, himlen var blå, ingen vind rørte sig og inden længe trillede Cama Coche stille og roligt ind i dalen. Vi stoppede kortvarigt et par steder langs vejen for at tjekke om der var nogle fugle – og for at kigge efter en meget stor klippeblok vi havde set sidste gang vi var her.

For mange år siden rev en meget stor klippeblok sig løs, højt oppe fra fjeldsiden, og rullede – eller rasede – hele vejen ned af fjeldsiden, for til sidst at stoppe nede i dalbunden. Vi huskede den som en virkelig stor klippeblok, og dengang kunne man stadig fornemme sporet, som et sår i landskabet, den havde efterladt sig på turen ned. Heldigvis var der ingen, der dengang kom til skade i forbindelse med skredet.

Det lykkedes os imidlertid ikke at lokalisere. Det krævede mere tid, da den ikke umiddelbart var synlig fra vejen – eller også kunne vi bare ikke huske det præcise sted. Bortset fra at vi ikke kunne finde den store klippeblok, så vidner alle de andre mængder af sten og blokke i dalen om, at det ikke er helt ufarligt at opholde sig i området.

Konsekvenser af et varmere klima

Det viste sig, at vi ikke var stået tidligt nok op. Der holdt allerede 5-6 køretøjer på den store parkeringsplads langs nordsiden af Nigardsbrevatnet. Og mens vi bryggede kaffe, ankom de næste biler – og et par turistbusser! Vejret var godt og udsigten flot, så det var stadig hyggeligere og mere charmerende end campingpladsen.

Man behøver ikke at vandre hele vejen fra parkeringspladsen ind til bræen. I stedet kan man sejle noget af vejen på Nigardsbrevatnet. Nigardsbrevatnet er en smeltevandsø, der er dannet foran gletsjeren. Fra søen får man mulighed for at se landskabet fra en lidt anden vinkel. Vi købte billet til bådfarten for at spare lidt tid ved ikke at vandre hele vejen, og for at skåne Uffes knæ en anelse. Efter sejlturen er der stadig en vandretur på ca. 1,5 km, før man er helt oppe ved gletsjerfronten. 

Uanset om man sejler, eller går hele vejen, så oplever man et utroligt flot, imponerende og dramatisk landskab. Man kan fornemme, hvordan isen gennem tiden har været med til at forme landskabet. Samtidig bliver man også mindet om konsekvenserne af stigende temperaturer og et stadigt varmere klima. Nigardsbreen bliver stadigt mindre som tiden går. For omkring 70 år siden dækkede isen en stor del af Nigardsbrevatnet. Og selv for os, var det tydeligt at se at Nigardsbreen var blevet mindre siden 1999. Nu lå bræfronten længere tilbage og højere opp i dalen!

Bræfronten

Vejret forblev strålende hele dagen. Solen skinnede fra en stort set skyfri himmel og solbriller var nødvendige mod det skarpe lys, ikke bare de direkte lys fra solens stråler, men også fra lyset som Nigardsbreens overflade og det blottede grundfjeld reflekterede. Albedoen var høj (ja det var jo ikke for ingenting, at vi studerede naturgeografi og geologi for mange år siden).

Det er svært at beskrive oplevelsen – som både er subjektiv og meget personlig. Men jo tættere vi kom Nigardsbreen, desto mere imponerende blev det hele. Det var nok en kombination af gensynet og minderne og følelsen af at være en lille (ubetydelig) brik i det store billede af dynamik og geologiske processer. Man fornemmer virkelig naturens stærke kræfter, der har været på spil gennem tiden, når man ser det blotlagte afslebne grundfjeld, skuremærker fra isen, de utallige mængder af løse sten og klippeblokke, randmorænerne i dalen og ikke mindst selve den blå is, hvorfra det brusende smeltevand fossede ned gennem dalen. 

Det begyndte at blive “crowded”

Som alle andre tog vi naturligvis de obligatoriske selfies med bræfronten som baggrund. Naturligvis fra forskellige vinkler, både helt tæt på og længere væk. Men det meste af tiden nød vi bare omgivelserne og sugede den storslåede natur til os og huskede tilbage på oplevelserne fra studietiden – nostalgien sneg sig igen ind.

Det var ikke alle, der som os nøjedes med at vandre op til gletsjeren. Nogle skulle overgå ved også at vandre oppe på den. Da det ikke er helt ufarligt, er det kun lovligt, hvis man er autoriseret, eller ved at tage på en brævandring med en autoriseret guide. Vi havde på forhånd besluttet ikke at tage på brævandring. Jeg var lidt fristet, men det var Bente ikke, tværtimod. På den anden side ville det også være dumt så længe mit knæ stadig drillede – jeg skulle i hvert fald ikke risikere at strande oppe på isen og fragtes ned af et SAR-team.

Da hele Jostedalen er et dynamisk landskab, som besøges af rigtig mange turister, som ikke har nogen (eller kun meget lidt) erfaring vild natur, fjelde eller gletsjere var der også opsat informations- og advarselsskilte og afspærringer helt oppe ved gletsjeren.

Efterhånden dukkede flere og flere turister op og det begyndte at blive “crowded”. Det var vist også blevet til for os at komme videre, så vi vandrede stille og roligt tilbage mod Nigardsbrevatnet. Vores timing passede fint, for vi skulle ikke vente længe ved søbredden, før vi kunne stige om bord på båden, som sejlede os tilbage. 

Flaummerket i Jostedalen

Senere samme dag, da vi var på vej sydover, tog vi et stop længere nede i Jostedalen. Der var endnu et sted vi ville gense: Flaummerket i Fossøya. 

Flaum er et norsk ord for oversvømmelse, og Jostedalen har gennem tiden oplevet flere oversvømmelser. Ved Fossøya kan man se et flaummerke – en klippe, hvor der er indhugget mærker, der viser, hvor højt vandet stod i Jostedalen ved oversvømmelserne i 1898 og 1979.

I 1979 skete den hidtil største kendte oversvømmelse i dalen. Det havde store konsekvenser for de lokale, men heldigvis mistede ingen mennesker livet. Men de materielle skader og økonomiske omkostninger var store, da mange huse, broer og dyrkede marker blev skadet og ødelagt. Årsagen til oversvømmelsen var kombinationen af meget store regnmængder og varmt vejr. Det betød større afsmeltning af gletsjere og sne i fjeldene end under normale forhold. I løbet af få timer steg vandføringen i Jostedåla voldsomt og  kulminerede den 15. august med store oversvømmelser til følge. I Fossøya stod vandet 1,35 meter over flaumerket fra 1898, der indtil da havde markeret den største oversvømmelse – og det skete også den 15. august!

Country and western 

Efter gensynet med Nigardsbreen og besøget i Jostedalen fortsatte vi de næste par dage over de norske fjelde, og kørte ned gennem Hemsedalen videre til den norske hovedstad Oslo. 

Undervejs overnattede vi hos Lislette stall og bobilparkering uden for Hønefoss. En autocamperplads, der lød tilpas anderledes og interessant til at vi valgte at tage et stopover der. Som de skriver på deres Facebook side: “Mer enn bare en stall. Ferske egg – festlokaler og utleieleilighet”. Det er egentlig et sted for hestefolket, med stalde og ridebaner. Udover heste er der også høns og katte – og plads til ca. 17 autocampere. Så hvis man er lidt træt af den “typiske” stellplatz, og godt kan lide et twist af country & western, så kan vi kun anbefale stedet. 

Det var under vores ophold ved Lislette at vi besluttede at sejle med færgen fra Oslo til Danmark. Vi kunne mærke den begyndende uro – eller ubeslutsomhed – som sniger sig ind, jo tættere man kommer på feriens afslutning. I hvert fald, så havde vi på fornemmelsen, at hvis vi kørte mod Sverige, så ville vi ende med bare at “drøne” igennem til vi var hjemme. Hvis vi derimod tog færgen til Frederikshavn, så ville det være en anden oplevelse. Så vi bookede en færgebillet (inkl. kahyt, som vi tilsyneladende ikke kunne undgå) med afgang fra Oslo næste dag. Vi skulle på minicruise!

Sightseeing og et blikstille hav

Vi havde god tid til lidt sightseeing da færgen først skulle sejle fra Oslo klokken tre om eftermiddagen. Da vejret var godt – solen skinnede og det var varmt – søgte vi ned til “museumsøya” Bygdø ved Oslofjorden. Som navnet siger, så finder man her tre af Oslos mest kendte museer: Kon-Tiki Museet, Frammuseet og Norsk Maritimt Museum. Det er også på Bygdø man kan bade fra stranden med det eksotiske navn Paradisbugten.

Vi sprang svømmeturen over, selvom det var varmt nok. Vi tog heller ikke på museumsbesøg, da det var alt for dyrt og vejret alt for godt. Derimod gik vi en lille promenade langs vandet inden vi kørte til færgehavnen.

Sejlturen ud gennem Oslofjorden var dejlig, både fordi den var flot, men også fordi at det var muligt at opholde sig udendørs, og ikke kun på turen gennem fjorden, men også ude på Skagerrak. Vi var så heldige, at der praktisk talt var vindstille og klart vejr under hele overfarten. Havet var blikstille og luften så lun at man kunne sidde ude længe. 

Nu var det jo en minicruise, så der var mulighed for forskellige former for underholdning undervejs. Der var musik for voksne på soldækket, hvilket var ganske glimrende. Vi overværede også lidt af underholdningen for børnene – der foregik i baren!  og så var der naturligvis mulighed for mad og drikke. Desværre lykkedes det restauranten at springe vores bestilling over. Derfor vi ventede alt for længe på aftensmaden, hvilket betød at vores motivationen for at danse i baren resten af aftenen forsvandt. I stedet fandt vi vores kahyt og småblundede et par timer, før vi skulle køre fra borde i Frederikshavn klokken et om natten.

Alle fotos og video © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.