This post is also available in: English

Roskilde Festival 2018. Roskilde, onsdag 04.07 – lørdag 07.07.

Støvet

Man kan roligt sige at det var støv og musik, der blev talt om på dette års Roskilde Festival. Musikken er naturligvis det vigtigste – det er i hvert fald, hvad vi synes. Men da musikfestivaller altid – eller i hvert fald stortset altid – foregår udendørs, er vejret en vigitg parameter for oplevelsen. Man tjekker vejrudsigten jævnligt i ugerne op til festivalen, og mere intensivt i dagene lige inden. Ingen undtagelse i år. Det så i lang tid meget lovendende da Danmark har haft den længeste og måske tørreste periode i mands minde. Efter et par måneder uden regn var der en lille bekymring for om det ville holde tørt helt frem til Roskilde Festival.

Det holdt tørt kan vi godt afsløre. Faktisk var der rimelig godt vejr. Det var tørt, varmt og en del sol – og ikke skyggen af nedbør. Den lange tørke betød, at man slap for den berygtede smat på festivalen, men til gengæld var luften fyldt med støv. Det gik direkte i halsen, i øjnene og trængte ind alle vegne. Flere og flere festivaldeltagere rendte rundt med tørklæder eller støvmasker for at mindske generne fra støven.

 

Musikken

Helgdigvis forhindrede al støvet os ikke i at høre en masse musik. Som altid er der nærmest en overflod af bands og kunstnere man gerne vil høre. Det er helt umuligt at nå at høre det hele. Nogle gange opdager man også noget man ikke havde på “listen”, nogle bands skuffer eller også er der bare et andet band man bare skal høre samtidig så man misser en anden koncert.

Et af de bands vi hørte onsdag på festivalen første dag var den britiske duo Slaves. Det var noget af en energisk og tempofyldt punkkoncert på Pavilion. Forsangeren var flere gange helt nede på gulvet mellem publikum, og så spillede de et af deres numre to gange i træk! Ikke fordi, at det var et specilet godt nummer, men det varede kun 10 sekunder – så den skulle vi høre to gange.

Det var en noget anden stil og genre, da vi senere hørte St. Vincent på Arena. Vi kendte i virkeligeden ikke rigtig den amerikanske kunstner, der er kendt for sit guitarspil og alternative futuristiske indie-pop. Men vi blev positivt overrasket.

Dette års helt store trækplaster var Eminem, der allerede onsdag aften spillede på Orange. Det var første gang den amerikanske rapper optrådte i Danmark. Derfor var der stuvende fuldt foran Orange. Vi var der naturligvis også og endte med at overvære hele koncerten, da det faktisk viste sig, at være en helt udemærket koncert – og ja vi fik også de gamle hits som Stan og Slim Shady.

For vores vedkommende blev det til gengæld ikke til en hel koncert med Nine Inch Nails, der optrådte på Arena. Vi var ganske enkelt blevet for trætte til en gang amerikansk industrirock så efter nogle få numre begav vi os mod udgangen.

Torsdag spillede den svenske duo First Aid Kit på Orange. Bortset fra deres korte opråb og bidrag til “me too” kampagnen/bevægelsen – der bestemt er vigtig og man kun kan støtte op om – så var det en noget kedelig koncert.

Til gengæld var der noget helt andet med den mørke, tunge, hypnotisk støjende gutiarrock som Chelsea Wolfe leverede på Pavilion. En koncert vi havde set frem til, og vi blev ikke skuffet.

En af de bedste koncerter vi oplevede på dette års Roskilde Festival var med den danske trio Nelson Can, der til lejligheden havde udvidet, deres setup med nogle venner. Nelson Can er et af de mindre kendte bands, men som vi synes er rigtige gode. De formåede at skabe en super stemning i hele Avalon teltet, der var stuvende fuldt og man havde lidt fornemmelsen af, at “alle” var der. Selv Kurt Strand lod sig rive med selvom det tydeligvis ikke faldt ham helt naturligt at klappe i takt.

Vi var forbi Pavilion og høre amerikanske John Maus, men da vi ikke rigtig kan huske det, så kan han ikke have gjort særlig stort indtryk på os. Det samme gælder også koncerten med canadiske Preoccupations, der også spillede på Pavillion. Men har dog en svag errindring om, at det vist var ok!

Men koncerten med El Leopardo husker vi til gengæld tydeligt. Der lod vi os nemlig rive med til rytmer og beats til det colombianske techno party på Apollo. Det var rigtig godt og man fik pulsen op og havde helt klar fået dagens motion.

Danske Nephew holdt en fest på Orange og de kunne holde publikum i gang gennem hele koncerten – også ned til de bagerste række. Men eftersom vi havde brugt opvarmningen på at høre en flok backstage Roskilde folk tale thrash om Nephews koncerter og evner ud i det lyriske og musikalske, var luften ligesom taget lidt ud af den fest. 

Men vi havde nok også set mere frem til den sene koncert på Arena med det irsk-engelske shoegazerband My Bloody Valentine. Men det var vist ikke kun os, der var trætte på den tid af dagen. Lyden var i hvert fald ikke særlig god, så det varede ikke længe før vi besluttede at det var det, og forlod festivalpladsen.

Det er faktisk hårdt, at være på festival, så det blev til en sen start fredag. Noget af det føste vi hørte på festivalen tredjedag var amerikanske indi-folkbandet Fleet Foxes på Arena. Men de var kedelige, så vi endte med, at høre dem på afstand mens vi fik noget af spise.

Danske The Minds of 99 er store blandt det yngre publikum, og det kunne man tydeligt mærke da de spillede på Orange. Men det var australske Nick Cave & The Bad Seeds, et af festivalen hovednavne vi så frem til, at opleve på Orange. Det var også en god koncert, men den var ikke lige så god som koncerten i Royal Areana i 2017.

Hvis man er til musik i den mere hårde genre, så kan danske Myrkur og hendes melodiske black metal bestemt anbefales. Især Uffe havde set frem til koncerten på Pavilion, men vi syntes begge at det var en god koncert.

Fredag aften leverede det britiske trip-hop band Massive Attack en rigtig god koncertoplevelse på Orange. Et band, der efterhånden har eksisteret en del år. Vi blev heller ikke snydt for nummeret Unfinished Symphony, der tilbage i 1991 nåede op på hitlisterne.

Vi sluttede af med at høre danske Baby In Vain på Pavilion. Men trætheden havde meldt sig, så vi forlod støjrocken og bevægede os mod udgangen.

Lørdag eftermiddag på festivalen sidste dag hørte vi igen danske Myrkur. Men det var ikke black metal hun spillede til koncerten i Gloria. Det var folkesange – primært nordiske sange, som hun med sine musikere fremførte på traditionelle instrumenter og sang på svensk, norsk og dansk. Det var absolut en af de bedste koncerter på trods af tekniske problemer. Det var en meget smuk og meget stemningsfuld koncert. Man følte sig hensat til et sted i middelalderen, og man ventede hvert øjeblik at møde karaktererne fra Ringenes Herre eller Game of Thrones.

En anden af dagens bedre koncerter var med de britiske post-rockere Mogwai, der spillede en glimrende og stemningsfuld koncert på Arena.

Festivalen sidste dag gik overraskende hurtigt og inden længe var vi fremme ved koncerten med britiske Gorillaz, der lukkede og slukkede festivalen og Orange kan man roligt. Selve koncerten var lidt kedelig. Da de så endelig spillede det gamle hit fra 90’erne Clint Eastwood, var gæsterapperen så uheldig at falde ned fra scenen og komme alvorligt til skade. Koncerten blev naturligvis afbrudt og en tydeligt berørt Damon Alburn besluttede ret hurtigt, at her sluttede koncerten.

Alt i alt igen en rigtig god Roskilde Festival, men masser af god musik og stemning. Herunder kan ses lidt stemningfoto fra årets festival.

Alle fotos © Bente Steffensen and Uffe Damm Andersen.