This post is also available in: English
Femte gang og 20.000 deltagere
Colombia Birdfair er den største af landets fuglefestivaler – der afholdes nemlig andre rundt omkring i landet. Colombia Birdfair afholdes hvert år i Calí (Valle de Cauca) over fem dage. I år var det femte gang festivalen løb af stablen. Det er derfor stadig en relativ ny festival, der på blot fem år har formået at vokse sig stor.
Op til festivalen skønnede arrangørerne, at op mod 20.000 (!) personer ville deltage i festivalen. Selvom der bor mange mennesker i Colombia, så lyder det som rigtig mange til en fuglefestival.
Nu er mit spanske ikke lige frem det bedste, men jeg tror at antallet også medtager de mennesker, der har besøgt et eller flere af festivalens mange tilbud, hvor det ikke var nødvendigt at være indskrevet. Der har været afholdt forskellige arrangementer og udstillinger i Cali op til festivalen.
Men hvad foregik der så på Colombia Birdfair? Jeg tror godt man kan sige, at der foregik nogenlunde det man kunne forvente af en festival eller konference som det jo også var. Forskellen er at det handler om fugle. Der var workshops og foredrag og taler. Blandt talerne var naturligvis manden bag Colombia Birdfair Calos Mario Wagner og Tim Appleton, der er grundlæggeren af verdens første og største fuglefestival Birdfair (The British Birdwatching Fair). Man kunne også hører Miles McCullan, der er kendt for sine feltbestemmelses bøger over fuglene i Colombia og Ecuador. Der var fugleture, der var udstillinger. Der var mulighed for at møde udbydere af diverse produkter inden for design, turisme m.m.), lige som der naturligvis var mulighed for at netværke (som det jo så smukt hedder).
Workshops, foredrag og præsentationer
På festivalen var der workshops omkring fugleturisme, fuglefotografering og lydoptagelser af fuglestemmer. Der var workshops for nybegyndere ud i fuglekigning og man kunne lære om eBird (amerikansk platform til registrering af fugleobservationer). Et af dette års gennemgående temaer på Colombia Birdfair var fugleturisme, og det var der også en workshop omkring.
Nogle workshops var gratis og andre skulle man betale for at deltage på. Vi ville egentlig også gerne have deltaget i nogle workshops, men enten var de hurtigt overtegnet eller også faldt det sammen med de fugleture vi deltog i.
The Birders – en melodisk rejse
På anden dagen af festivalens var der fremvisning af dokumentarfilmen The Birders. Det er en melodisk rejse gennem det nordlige Colombia. En meget flot dokumentar, som Albicilla Explorer kun kan anbefale du ser.
Det er efter vores mening en rigtig god film, især fordi den har en anden tilgang end man ofte ser når det handler om fugle – eller dyr og natur for den sags skyld. Samtidig var det også sjovt at se nogle af de steder vi havde besøgt nogle uger forinden.
Foredrag og præsentationer
Det var naturligvis også muligt at høre en lang række foredrag om fugle og ornitologi. Der var både nationale og internationale oplægsholdere.
Vi overværede langt fra alle foredrag og præsentationer, men hele vores lørdag tilbragte vi i et auditorium på universitetet Pontificia Universidad Javeriana.
Der var oplæg omkring udviklingen og potentialet i fugleturismen. Netop fugleturisme var et gennemgående tema på Colombia Birdfair, og noget vi skrev om i Måske 2000 fuglearter – hvad venter du på? Der var oplæg om fugle og lokaliteter fra bl.a. Peru og Argentina og man kunne høre lokale Angela Márquez Trejos fortælle om at se på fugle når familien har fugleinteressen til fælles.
Endelig kunne man også høre Diego Calderón (der medvirker i The Birders) fortælle om, at have været kidnappet af FARC, for mange år senere at se på fugle med tidligere medlemmer af FARC.
Foredragene spændte fra de meget faglige og mere nørdede emner til de mere underholdende.
Salidas del campo og logistiske udfordringer
En stor del af festivalen er også Salidas del campo – fugleture.
Der blev i løbet af festivalen afholdt mere end 30 fugleture. Nogle ture var gratis. Det var ture i selve Calí by og så var der turene uden for byen som man skule betale for at deltage i.
Der var muligt at deltage i tre fugleture, men vi nøjedes med to ture (hhv. Kilómetro 18 og Laguna Sonso), da vi også gerne ville overvære nogle foredrag. Men turene var en rigtig god måde, at komme ud og se nogle fugle. Men det var også en rigtig god måde at møde andre “ligesindede”.
På tre af festivalens dage, foregik aftenarrangementet i Calí zoologiske have. Det var aftensmad (ikke noget stort måltid) og rig lejilighed til at udbygge sit netværk og slutte dagen af med flere foredrag på “hovedscenen”.
Det var også i den zoologiske have den kommercielle del af festivalen var. I små pavilioner præsenterede forskellige udstillere deres produkter og ydelser. Der var en kikkertproducent (Vortex), der var flere designere og naturligvis en lang række operatører inden for fugleturismen. Der var mange spændende ting og steder at tage hen.
De forskellige arrangementer på Colombia Birdfair blev afholdt fire forskellige steder i Calí (Zoológico de Cali, Universidad del Valle, Pontificia Universidad Javeriana og Hotel Spiwak). Det gjorde det lidt bøvlet og besværligt at komme rundt især når man ikke kunne bo i nærheden af alle lokaliteten. Calí er Colombias tredie største by med rigtig meget trafik.
Vi deltager gerne en anden gang
På trods af de logistisk udfordringer synes vi at det var en rigtig stor fornøjelse at deltage i Colombia Birdfair. Ud over at se nogle fugle og høre spændende foredrag, fik vi nogle nye venner og gode forbindelser og input – ikke bare til resten af vores rejse, men også til fremtide rejser.
Vi deltager gerne i Colombia Birdfair en anden gang.
Alle fotos © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen, medmindre andet er angivet.
I har nogle fantastiske oplevelser, og jeg lærer om Colombia.
Det virker som et spændende land og med moderne byer.
Og så er det positivt med den store interesse for fugle og vel natur i det hele taget.
Fortsat god rejse.
Mange tak, og det er jo godt, hvis du samtidig lærer noget 🙂
Mange hilsner Albicilla Explorer
Kære begge to…
Masser af dejlige oplevelser – både af fugle, natur og ikke mindst jeres mange sociale relationer. Sikke en “rigdom” – det er meget beundringsværdigt, alt det I når at få med under vejs. Vi var på Sri Lanka i januar sammen med Palle og Marianne, denne gang også i den nordlige del. Masser af fugle og dejlig natur. Vi så næsten alle indemerne. Også lidt gode arter på Møn i febr-marts bl.a 2 Hvidn. og 1 Islom ved Ålebæk str. Samt 1 Sodfarvet Skråpe ved Fyret. Sortstr. Bynkefugl har desuden overvintret i Busemarke Mose (fra 6/1), og nu er forårstrækket godt i gang, og de Blå Anemoner er i fuldt flor i haven (siden 15/2 …).
Ha’ en rigtig fortsat god tur …
Kh. Henny og Per
Hej Per & Henny,
Mange tak for jeres hilsen Ja vi synes bestemt også vi oplever meget og får en masse med os. Godt at I havde en god tur til Sri Lanka og det er også godt at høre, hvad der rør sig hjemme på Møn 🙂
Mange hilsner Albicilla Explorer (B&U)
Det lyder helt vildt med 20.000 deltagere !
Hej Kamma, ja det er mange, men tæller også dem, der har været forbi de åbne dele af arrangementet.
Mange hilsner Albicilla Explorer