This post is also available in: English

Det sydlige Öland

Med Bird Alarm sat til Öland-profil og Ölandskådarne aktiveret på Band (en community app) og birderbussen Cama Coche ladet med “godis” var vi klar til at se på fugle i det sydlige Öland.

Selvom det er blevet lidt af en tradition med en tur i pinsen til den lange smalle svenske ø,  så var der alligevel gået fire år siden vores seneste tur til Öland i 2018. En rejse i Syd- og Mellemamerika og to års corona pandemi kom på tværs  før vi igen kunne besøge Solens och vindarnes ö.

Öland er Sveriges anden største ø, og dermed er en forlænget weekend ikke nok til at nå hele øen rundt. Vi koncentrerer os derfor primært om den sydlige del af øen. Det vil sige den del der ligge syd for en linje mellem Färjestaden og Stenåsa og hele vejen til Ottenby Södra Udde.

Især omkring Ottenby tilbringer vi en del tid. Det er altid værd at tjekke krattene ved den fem km lange Carl X Gustavs’ mur – ja det er ham der gik over Storebælt. Der kan du være heldig at se fx Høgesanger. Ottenby Lund er stedet, hvis man vil se og høre Pirol, forskellige sangere og fluesnappere. Og så er der naturligvis selve Södra Udde med fuglestationen og fyret Lange Jan. Det er her man oplever fugletrækket forår og efterår. Langs kysten og på engene raster mange fugle under deres træk. Endelig er Södra Udde og rastepladsen ved Södra Lund også stederne, hvor man møder andre fuglefolk, da de fleste før eller siden kommer en tur forbi.

Nu kan vi rigtig godt lide det sydlige Öland og de mange gode fuglelokaliteter, men der findes mange andre muligheder på hele Öland. Det gælder også hvis man er interesseret i botanik, geologi og fortidsminder. Et godt sted at finde inspiration er på hjemmesiden Alt på Öland, hvor du kan finde information om 1519 forskellige lokaliteter!! 

Frokost med svømmesnepper

En af vores Ölandstraditioner er at spise lunch på Restaurant Fågel Blå, og i år var ingen undtagelse. Restauranten ligger ved siden af Naturrum Ottenby og fyret Långe Jan.

Vejret var godt så vi sad naturligvis udendørs – på bagsiden af Fågel Blå, hvor man også kan se på fugle samtidig. I den lille dam var der kun en enkelt knopsvane og et par knarænder. Det betød, at vi uforstyrret  kunne nyde en omgang Stekt marinerad strömming skirat smör och potatismos stille og roligt.

Men vi blev “forstyrret”. Ikke fordi en flok britiske fuglekiggere kom og tog vores udsyn, men fordi deres svenske guide opdagede to Odinshaner, der fouragerede i dammen. Hvor dælen var de kommet fra? De to svømmesnepper var – bogstaveligt – kommet ud af det blå for et kort pitstop under deres træk mod nord. De fouragerede i hvert fald meget aktivt, og efter nogle få minutter forsvandt de lige så pludseligt, som de var dukket op. Det var lige før vi havde misset de to fugle!

Et par dage senere fristede Fågel Blås lunch igen. Bente bestilte Fågel Blå´s lufsa med svenskt stekt fläsk och rårörda lingon og jeg valgte Hjortfärsbiff med rostade grönsaker och kantarellsås. Igen valgte vi at sidde på bagsiden af restauranten.

Som det første tjekkede Bente den lille dam og konstaterede, at der i dag var hele tre Odinshaner tilstede. Jeg fik optaget et par hurtige doku-videoer og vi fik set dem godt i teleskopet. Og som den anden dag lettede fuglene pludseligt og forsvandt. Der var heldigvis nogle fuglefolk, der inde fra restauranten bemærkede vores adfærd og som også fik set de tre svømmesnepper. Senere på dagen så vi yderligere to Odinshaner – denne gang  i søen nord for fuglestationen.

Hvidvinget Terne i kalkbruddet

Lørdag formiddag befandt vi os i Ottenby Lund og havde netop talt med to svenske skådare (svensk for fuglekiggere) om begge de to syngende Piroler var “grønne” – altså unge hanner. Vi havde set den ene, og den var flot gul, så der var tale om mindst én adult han. De to svenskere var på vej videre da den ene fik et mobilopkald. Efter en kort samtale vendte de rundt gik i rask tempo mod parkeringspladsen. I det de igen passerede os ´sagde den ene til os: “Vitvingad tärna vid Albrunna kalkbrott”!

Hvidvinget Terne er en utrolig flot fugl, som vi begge har set i Danmark. Og vi havde næsten lige passeret kalkbruddet på vejen til Ottenby, så skulle vi “køre på den” eller vente til senere og håbe den blev? Vi var kølige og besluttede at køre på den senere, hvis den stadig var på plads.

Vi var ikke de eneste fuglefolk – nogle mere paniske end andre – der klokken to om eftermiddagen var på vej over Albrunna Alvar mod kalkbruddet. Fremme ved Stora Kalkbrottssjön blev vi mødt med meldingen, at ternen ikke var blevet set i et kvarters tid – øv! Men var den fløjet videre eller var den stadig et eller andet sted? Kalkbrudet dækker et rimeligt stor areal…

Sammen med nogle andre gik vi længere mod øst for bedre at kunne overskue den østlige del. En svensk kvinde fandt ternen siddende for sig selv langt ude, og vi fik den heldigvis hurtigt i skopet. Det var lidt langt ude, så det var ikke den fedeste obs. Heldigvis lettede ternen og fløj i vores retning, og begyndte at flyve rundt og fouragere ud for, hvor vi havde placeret os. Sådan! – ny fugleart til vores Sverigesliste.

Dagen efter var vi tilbage. Denne gang på grund af en Pungmejse, der desværre ikke var  samarbejdsvillig.

Et mislykket havneprojekt – en god fuglelokalitet

Beijerhamn er sammen med Ottenby en af Ölands bedste fuglelokaliteter. Det er faktisk et resultat af et mislykket havneprojekt. I 1850’erne ville man etablere en storhavn, der skulle konkurrere med Färjestaden. Men driften blev indstillet da en konstruktionsfejl betød at aflejringerne, der med tiden gjorde det umuligt for større skibe at anløbe havnen. Med tiden udviklede området sig til en mosaik af strandenge, rørskov og åbne arealer til gavn for fuglelivet.  I dag er størstedelen af området udlagt som naturreservat.

Sjovt nok har vi aldrig være ved Beijershamn før i år. Til gengæld var det både turens første og sidste stop på Öland – når vi ser bort fra det “obligatoriske” shopping-stop i ICA Färjestaden.

Første besøg var sent fredag aften. Det blev til et kort besøg i det sydlige fugletårn da mørket var ved at falde på, men området så lovende ud. Da man ikke må overnatte på parkeringspladsen kørte vi i stedet ind på Stora Alvaret og fandt en fin natur-ställplats.

Første besøg var sent fredag aften. Det blev til et kort besøg i det sydlige fugletårn da mørket var ved at falde på, men området så lovende ud. Da man ikke må overnatte på parkeringspladsen kørte vi i stedet ind på Stora Alvaret og fandt en fin naturlig stellplatz.

Den efterfølgende morgen valgte vi at køre sydpå, da der var meldinger om forskellige spændende fugle. Derfor besøgte vi først Beijershamn for anden gang tirsdag morgen inden vi begyndte hjemturen til Danmark. Morgenkaffen indtog vi i bussen da det småregnede. Men nedbøren generede ikke fuglene – heller ikke den Hvidhalset Fluesnapper han, som holdt  til ved p-pladsen. 

Det blev tørvejr og mens opklaringen var på vej gik vi en fin rundtur ad stier og boardwalks og kiggede på fugle i området. Efter et par timer var det blevet til 55 fuglearter, bl.a. Havørn, Skægmejse, Dværgterne og forskellige vadefugle og ænder.

Flere besøgende, birders og bikers – en coronaeffekt?

Nu var det som nævnt i begyndelsen længe siden vi sidst var på Öland og ting ændrer sig over tid. Men noget var alligevel markant anderledes denne gang – antallet af mennesker! 

Öland besøges hvert år af tusindvis af turister, der især strømmer til øen om sommeren. I år faldt vores tur sammen med pinsen, Sveriges nationaldag og godt vejr, men sådan har det været før. Okay, der var et stort biker event og lørdag kørte der mange motorcykler rundt, og dem lagde man mærke til. Men der var også flere autocampere, “almindelige” endagsturister – og selv fuglekiggere var der mange flere af end tidligere.

Var det bare på grund af en lang weekend eller var det de høje priser på brændstof og flyrejser? Måske begynder man for alvor at mærke den stigende interesse for at komme ud i naturen? Eller var det en effekt af corona pandemien?

Måske det bare var et sammenfald af tilfældigheder og begivenheder? Men heldigvis var der stadig rigtig dejligt på Öland.

Alle fotos og video © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.