Ni dage med musik, festivalstemning og tusindvis af glade mennesker – Roskilde Festival 2022

This post is also available in: English

Ni dage med masser af musik, super festivalstemning og tusindvis af glade mennesker, 167.289 skridt, 10 koncerter som Crowd Safety værter, 28 fuglearter og lidt Tour de France. Tre af de bedste koncerter var med The Smile, St. Vincent og Robert Plant & Alison Krauss.

Det var den overordnede status efter ni fantastiske dage på Roskilde Festival 2022, der i år fejrede festival nummer 50 – Fifty Times! 

Roskilde Festival nr. 50 er åbnet! Roskilde Festival 2022.
Der skal løbes hurtigt, hvis man vil have den ‘bedste’ plads. Roskilde Festival nr. 50 er åbnet! Roskilde Festival 2022.
Endelig festival!

Egentlig var det ikke planen at vi skulle på Roskilde Festival i 2022. ‘Hvorfor ikke?’ ‘Plejer I ikke at være det?’ Jo det ‘plejer’ vi – læs fx The Orange Feeling og Støv og musik.

Vi havde tøvet alt for længe med at købe billetter, da vi ikke var helt overbeviste om festivalens 2020 line-up (bl.a. Taylor Swift – dog før hendes udgivelse af den meget roste “Folklore”). Da vi så senere alligevel gerne ville deltage, var festivalen udsolgt! Det næste der skete, var at corona og pandemien ramte verdenen – og festivalen blev aflyst i både 2020 og 2021. Festivalbilletter blev “ført videre” til den næste, der ville blive mulig af afholde!

På det tidspunkt vidste ingen, hvornår det blev muligt at afholde Roskilde Festival. Men i foråret 2022 var der så meget styr på corona-situationen herhjemme (Danmark), at der igen blev åbnet for afholdelse af store arrangementer med mange mennesker – også en allerede udsolgt Roskilde Festival 2022! 

Det betød, at vi stod vi uden billetter til Roskilde Festival nr. 50 (okay vi er ikke helt unge længere, så mange gange har vi dog ikke deltaget). Jo nærmere vi kom festivalen, desto mere fik vi lyst til at være en del af The Orange Feeling. Og da Festivalen i den grad  manglede frivillige til mange forskellige funktioner – besluttede vi os for at blive frivillige!

Der var tætpakket til nogle koncerter. Arena, Roskilde Festival 2022
Der var tætpakket til nogle koncerter. Arena, Roskilde Festival 2022.
Crowd Safety på Rising

Vi deltog derfor alligevel i årets Roskilde Festival – ikke som betalende deltagere, men som en del af det store team af værter – som de frivillige mere indbydende kaldes.

Vores “karriere” som frivillige begyndte ikke i en madbod eller med “lortetjansen” med rengøring af toiletter – den begyndte som Crowd Safety værter i Warm Up-dagene.

Vi havde fået vagter på Rising, der som navnet antyder er en scene, hvor nye og upcoming bands får chancen for at spille på Roskilde Festival – for første og måske eneste gang. Rising er også en af vores foretrukne scener, da man får mulighed for at høre de bands og kunstnere, der måske bliver de næste “store” på musikscenen. 

For at blive klædt på til rollen som crowd safety værter, gennemgik vi et kursus i scene-sikkerhed. Her lærte vi om dynamikker i store menneskemængder og hvordan man løfter folk “over hegnet” – og så var vi klar til, at kaste os ud i de nye opgaver.

Artiklen fortsætter under denne Annonce

Mange mennesker 

Vores første vagt lå på åbningsdagen – ikke ved Rising scenen, men ved Roskilde Station. Vi skulle hjælpe med at håndtere flowet af tusinder forventningsfulde festivaldeltagere, der skulle fra stationen videre til festivalen campingområder.

Vi skulle primært styre køen til den “fremskudte” lokation for ombytning af billetter til festivalarmbånd. Det var et nyt tiltag i forhold til tidligere, der efter hensigten skulle lette trykket ved indgangene. Heldigvis var vi ikke var alene om at løse opgaven, da menneskemængden voksede i løbet af dagen og køen af mennesker blev længere og længere. På et tidspunkt var det hele én stor prop. Da der samtidig var en bom ude ved festivalpladsen, der var gået i stykker og shuttle-busserne ikke kunne passere, skabte det et yderligere pres og flaskehals i afviklingen af menneskeflowet. Vi måtte undervejs træde til og hjælpe andre steder for at vende en kø og få folk omdirigeret og videre.

Det hele gik heldigvis godt. Der blev hurtigt foretaget ændringer og justeringer, og der kom styr på situationen – det tog bare lidt længere tid for mange, før de nåede frem til campingområdet.

Der var også tætpakket ved Avalon. Roskilde Festival 2022
Der var også tætpakket ved Avalon. Roskilde Festival 2022.
Supervisor, supervisor her er roaming

De tre følgende dage foregik vores vagter ved Rising scenen, hvor vi skiftede mellem forskellige positioner og funktioner. Vi var “front of stage”, hvor den primære opgave er at sikre at publikum har det godt, og samtidig passe på at ingen forsøger at komme op til kunstneren eller bandet på scenen. Selvom Rising er en lille scene, så kunne det til tider være en intens oplevelse at stå med ryggen til scenen med et tændt publikum lige foran dig. En meget anderledes måde at opleve koncerter på.

Roaming

“Supervisor, supervisor her er roaming” – “Kom ind roaming”. “Melder om god og afslappet stemning ude på pladsen. Folk er glade”. Nogenlunde sådan kunne et opkald over walkie talkien godt lyde når man havde rollen som roaming. Man er supervisors og managers øjne ude blandt publikum – de områder, der er svære at se fra sceneområdet. Det foregår ved at man går sammen to-og-to, stille og roligt ude på pladsen foran scenen, og holder øje med hvordan forsamlingen reagerer og har det.

Det kan være en ganske hyggelig tjans at observere og vurdere stemningen blandt publikum. Vi oplevede stort set kun smilende og glade mennesker, der nogle gange skal have hjælp til forskellige spørgsmål. Når man roamer er der også lidt bedre mulighed for at se kunstnerne på scenen end når man står med ryggen mod scenen.

På positionerne “mixer”, “backstage” og “front door” er den primære opgave at sikre, at det kun er personer med de rigtige akkrediteringer, der får adgang til områderne. Her er det en rigtig godt idé at lære at genkende de personer, der “render frem og tilbage” – fx lydteknikerne. De pendlede konstant mellem mixeren ude på pladsen og scenen. Det kan nemlig godt være lidt trættende for dem hele tiden at skulle vise armbåndet. 

Også i mellem koncerterne arbejder Crowd Safety. Rising, Roskilde Festival 2022
Også i mellem koncerterne arbejder Crowd Safety. Rising, Roskilde Festival 2022.
Orange Feeling

Udover en masse musik, så handler Roskilde Festival også om at skabe en helt speciel stemning og atmosfære – den Orange Feeling. Og den manglede ikke – på trods at mange bekymringerne om de unge, efter to år med corona nedlukninger, overhovedet kunne finde ud af at begå sig på festivalen. Der havde tidligere på sommeren været nogle kedelige eksempler på det andre steder. Men den bekymring blev hurtigt gjort til skamme på årets Roskilde Festival. Stemningen var helt i top, faktisk virkede det meget mere afslappet og rolig end tidligere. De unge var så glade og søde, venlige og hjælpsomme – de opførte sig meget eksemplarisk. 

Der var helt sikkert nogle undtagelser, hvilket ikke kan undgås – det er trods alt Danmarks fjerdestørste by i de ni dage festivaler foregår! Selvfølgelig var der nogle der larmede og drak mere end de kunne tåle, og der flød også nogle steder med affald, ødelagte pavilloner og campingstole. Men sammenlignet med tidligere er det på vej i en positiv retning. Roskilde organisationen laver mange tiltag, og gør meget for at ændre tidlige tiders kultur og adfærd blandt festivalgæsterne.

Nattefest mellem containerne. Apollo, Roskilde Festival 2022
Nattefest mellem containerne. Apollo, Roskilde Festival 2022.
En lille opsang

Efter Roskilde Festival delte mange “voksne” fotos og opslag af affaldsdynger og ødelagte telte fra campingområdet på de sociale medier – også på LinkedIn – der fik mange likes og tilkendegivelser. I opslagene blev de unge udskammet for, at være dobbeltmoralske og hykleriske – for “hvordan kan man kæmpe for et bedre klima og og miljø, når man samtidig selv sviner og efterlader store mængder af affald”.

Ingen er perfekte, men de “glemte”, at vise alle de områder, der var ryddet og pletfri, og de fortalte ikke om alle de unge, der samlede deres affald sammen og afleverede det i affaldspande og containerer. Mon det er fordi, at de billeder er lidt kedelige og – og samtidig også lidt svært at blive forarget over…?! 

Campingområde Vest, Roskilde Festival 2022
Campingområde Vest, Roskilde Festival 2022.
Lidt yellow feeling

Cykelløbet Tour de France afviklede tre etaper i Danmark og anden etape “Storebæltsetappen” startede i Roskilde. Det betød at hele feltet – og den berømte karavane – på etapens Départ fictif, passerede tæt forbi Dyrskuepladsen, hvor Roskilde Festival afholdes. Det var der mange festivaldeltagere – inklusive os – der også ville opleve før dagens musikprogram. Jeg ved ikke helt, hvor mange der stod langs vejen og hujede og heppede, men der blev i godt to timer skabt Yellow Feeling

'Yellow feeling' Roskilde 2022
‘Yellow feeling’ – Roskilde-deltagere venter på at ‘Tour de France’-feltet skal passere.
Musikken

Jamen hvad med musikken – er det ikke den i er der for? Jo det er absolut, det der er hele formålet.

Koncertoplevelser er noget meget subjektivt, der afhænger af rigtig mange ting – men der var mange, både gode, overraskende og skuffende oplevelser – og alt for mange til at skrive det hele her.

Tre af de bedste koncertoplevelser – efter vores mening – var der The Smile (på Arena), St. Vincent (på Orange) og Robert Plant & Alison Krauss (også Arena). En af overraskelserne var Julie Pavon, der optrådte en eftermiddag på den nye Platform scene. Hun formåede at skabe en fest for et tætpakket publikum på den lille intime scene. Så var der TLC (på Arena), der viste sig ikke kun at være et nostalgisk indslag for os fra det ældre segment men også et festligt indslag for det yngre publikum! 

Den dårligste, men nok mest omtalte koncert var med The Strokes, hvor forsangeren (der åbenbart er halv dansk) mildest talt var meget pinlig – men den oplevelse må i læse mere om andre steder.

St. Vincent. Orange, Roskilde Festival 2022
St. Vincent. Orange, Roskilde Festival 2022.
Julie Pavon giver en fed koncert på scenen Platform.
Julie Pavon giver en fed koncert på scenen Platform.

På Roskilde Festivals egen hjemmeside kan man læse mere om det historiske år 2022 i Rebelsk strik, unge aktivister i fælles opråb og tankevækkende kunst

Festival Birding

Hvad med fuglene? Der er (næsten) ikke et indlæg på vores blog uden der også indgår noget om fugle eller fuglekigning. Ingen undtagelse denne gang.

Vi kigger selvfølgelig også på fugle når vi er til festival – selvom det for en gangs skyld ikke er førsteprioritet. Men vi kan ikke lade være med at bemærke mågerne og kragerne, der tiltrækkes af madrester, der tabes på jorden eller smides i skraldespandene. Og inden længe går der sport i det, for hvor mange fuglearter man kan se eller høre i løbet af festivalen.

I sport er der regler – derfor er vores regel, at kun arter inde på selve festivalpladsen eller ude i campingområderne tæller med. Så hvis en art er uden for “hegnet” kommer den ikke på listen. Dog tæller fugle i de levende hegn og krat langs jernbanen, der opdeler campingområderne også med.
Det blev til 28 fuglearter inden for hegnet på de ni dage. Det var alle almindelige danske fuglearter og ikke overraskende var Sølvmåge, Hættemåge, Ringdue, Gråkrage de talrigeste fugle. For nogle år siden så vi tre Hvide Storke (Ciconia ciconia) flyve over, men i år var der ingen usædvanlige eller sjældne observationer – men et par forventede arter manglede. Vi ser frem til næste Festival Birding.

'Festival birding' tidligt om morgenen efter musikken er stoppet. Roskilde Festival 2022
‘Festival birding’ tidligt om morgenen efter musikken er stoppet. Roskilde Festival 2022.

Alle fotos og video © Bente Steffensen & Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.

Artiklen fortsætter under denne Annonce