This post is also available in: English

Det er nu fem uger siden vi rejste fra Danmark og begyndte vores Latinamerikanske Timeout. De der har fulgt med ved, at den latinamerikanske del faktisk først begyndte for fire uger siden – vi startede lige med en uges ferie i Florida (USA). Det kan du læse om i indlægget Famille meet-up, en rumfærge og nogle saksnæb og i Everglades drive-through og nærkontakt med alligatorer. I dette indlæg kan du læse lidt om de oplevelser vi har haft i forbindelse med vores fire ugers sprogskoleophold i Ecuador.

Rejs og lær spansk

Vi er i Ecuador, hvor de sidste fire uger ikke er brugt på afslapning! Det kan godt være, at vi tager en timeout, men det betyder ikke, at vi slapper af hele tiden. Tværtimod – indtil videre har vi brugt tiden på at lære spansk, eller skal vi sige forsøgt, at lære spansk.

I fire uger har vi fået spanskundervisning i sprogskolen La Lengua, hvor vi har fulgt studieprogrammet Travel and study 4 Weeks Spanish Program og kurset er nu afsluttet.Tiden er fløjet afsted, og det er helt mærkeligt, at vi ikke skal øve bøjninger eller gramatik til i morgen!

På fire uger har vi oplevet en masse og lært en hel del mere spansk end vi kunne før vi rejste til Sydamerika, men der er stadig lang vej endnu!

Den første uge i Quito

Den første uge tilbragte vi i Quito. Med tre millioner indbyggere er Quito en kæmpestor by i Andesbjergene. Der er meget trafik, et menneskemylder, kaos, larm og alt hvad man iøvrigt måtte have brug for.

Vi blev indkvarteret ved den sødeste familie – Gabriela Ortiz Cazar, Eulalia Cazar Rivera og Jose Ricardo samt deres hund “Negracita” – der skal have stor tak for, at have taget rigtig godt imod os. Familiens lejlighed lå meget tæt på – som i meget tæt på – sprogskolen. Det tog ca. tre minutter at gå til skolen, så det var meget nemt og man slap for at tage bussen og stå som ”sardiner i en dåse”, som man siger i Ecuador.

Om formiddagen foregik spanskundervisningen i sprogskolens lokaler på 8. sal i kvarteret Mariscal. Vi startede naturligvis med at lære de helt basale ting, som at sige hvilket land man kommer fra og hvilken nationalitet man er. Men der blev hurtigt fyldt på med en masse nye ord og bøjninger af verber. Hele ugen (og den næste) foregik alting i nutid (læs lidt om det i Sen ankomst, vores værtsfamilie og vi lever i nutid) da vi først senere skulle lære fremtid og datid.

Som en del af undervisningen tog vores lærer Ligia os med i felten. Sammen med hende besøgte vi bl.a. Quitos fine gamle bydel Quito Colonial eller Quito Historico. Om onsdagen kørte vi til byen Saquisilí små to timers kørsel syd for Quito. Her oplevede vi byens mange markeder, hvor man bl.a. kunne købe alle mulige mere eller mindre eksotiske frugter, grøntsager og majs. Man kunne naturligvis også købe høns, ænder, får og geder – og marsvin, der ikke holdes som kæledyr her.

Og ja – vi spiste et marvin til frokost den dag. Det var ok og smagte lidt som…kylling, og så alligevel ikke helt. Det smagte nok mest af grillet marsvin…

Feriebyen Baños (de Santa Agua)

Ifølge programmet for uge to skulle tranporten til til Baños egentlig foregå med bus. Men da det var Ligia vi havde som underviser, og hendes mand Venicio også skulle med, kørte vi i deres bil. Der var ikke meget plads, men det lykkedes, at få stoppet fire personers bagage ind i den lille bil, og efter en halv times tid kørte vi sydover ad den berømte Panamarican Highway.

Det var en hyggelig tur mod Baños. Al samtale foregik naturligvis på spansk, hvilket betød, at der nok var noget vi ikke helt fangede. Undervejs stoppede vi for at spise is, hvilket Bente syntes var lidt af en udfordring, da det foregik under et vist tidspres (en meget stor, kold og meget hård is). Til gengæld hjalp hun ejeren af caféen med at lokke kunder til.

Vi vidste, at vi hver dag skulle have tre timers undervisning på det hotel vi skulle bo på. Men hvad vi ikke vidste, var at det var en uge med indlagt hård motion. Vi skulle på bjergvandring og cykeltur! Men det er vist også noget med at motion hjælper på indlæringen.

At komme frem og tilbage til vores hotel var rigeligt motion i sig selv. Vi boede nemlig på en meget stejl bakke i byen. Så selvom vi kun befandt os i 1800 meters højde, og ikke i 2800 meter højde som i Quito, så kunne det bestemt godt mærkes, når man gik hjem.

En af eftermiddagene skulle vi lige gå en vandretur på bjergskråningen, for at nyde udsigten og naturen – og så skulle vi også se vulkanen Tungurahua. Det skal lige siges, at Ligia og Vinicio er i rimelig god form (de både løber og cykler) og jeg tror de havde en opfattelse af, at vi var i lige så god form som dem – ifølge Ligia, så var vi hele tiden meget tæt på, der hvor man kunne se vulkanen!

Men vi fik set vulkanen, og den er rigtig flot, og den ligner en rigtig vulkan. Vi var så heldige, at der blev helt skyfrit så man kunne se den snedækkede top.

Den dag sluttede med, at vi sammen med en masse unge, vistnok fra Argentina, blev kørt op til et et sted med et berømt hus i et træ. Vi fik nogle nye fuglearter på listen inden vi blev kørt ned til en slikbutik og fik vist, hvordan det laves.

Pailón de Diablo

Midt på ugen cyklede vi 15 kilometer, heldigvis gik det nedad det meste af vejen, så det var faktisk ikke så hårdt. Vi besøgte vandfaldet Pailón de Diabló, der er ret heftigt og som man kan komme ind og stå bagved – men man bliver så også godt våd af det.

Det er et meget flot sted med regnskov, hvilket også betød, at vi fik nogle flere fuglearter på listen, og vi fik også set nogle orkidéer.

Transporten tilbage til Baños foregik på ladet af en lastbil, og vi slap derfor for en meget lang opstigning.

Zoologisk Have

Det blev også til et besøg i den lokale Zoologiske Have. Nu vil jeg ikke starte en debat om dyr og fugle i fangenskab, men lad os bare sige, at vi har det lidt ambivalent med zoologiske haver. Men om ikke andet, så tog vi det som en del af spanskundervisningern og måske kunne vi lære nogle anvendelige ting på spansk om dyr og natur.

Det var en meget sød guide, der tog os rundt i den zoologiske have. Hun fortalte os, hvilke arter vi så og fortalte flere gange, at denne art var truet pga. at dens levesteder ødelægges og er ved at forsvinde. Det var lidt trist at høre (vi vidste det godt). Det var især trist at se tre store Andeskondorer i et anlæg, hvor de kun lige kunne flyve nogle få meter (og stadig ramme netoverdækningen).

Det skal dog så også siges, at det var en relativ stor zoologisk have, og de fleste fugle og dyr var ikke bare placeret i et lille bur. Der var lavet nogle større burre og anlæg med både beplanting og skjul.

Men jeg håber virkelig, at bare er nogle af havens besøgende, ikke bare synes, at det er nogle flotte dyr, der er sjove, at komme tæt på, men faktsik tager det til efterretning, og vil forsøge, at gøre noget for at bevare den vilde natur og fuglenes og dyrenes levesteder.

Suchipakari i Amazonas

Det tog en time, at blive kørt fra skolen i Quito til busterminalen i bydelen Quitumbe. Derfra var det så fem timers i bus til byen Tena i Amazonas.

Undervejs var bussen ved at køre fra Bente og Mayra – vores lærer i den tredje uge – efter et stop og et toiletbesøg i en af byerne. Men de komme begge med videre. I Tena blev vi kørt i taxa til lodgen Suchipakari, der ligger ved en biflod til floden Rio Napo. Taxaturen tog en halv times tid.

Efter at være blevet installeret i en fin lille cabaña spiste vi almuerzo (frokost, der altid består af tre retter) inden vores eftermiddagsundervisning.

Som de forgående uger var det en blanding af undervisning og andre aktiviteter. Hos Suchipakari var Manuel vores guide. Sammen med ham og Mayra prøvede vi at lave chokolade fra bunden. Vi ristede de tørrede cacaobønner over åben ild. Derefter fjernede vi skallerne og malede bønnerne. Der blev blandet mælk i og inden længe hvade vi den fineste cacao, der blive spist med jordbær og ananas.

Manuel tog os med på en tur ad en af lodgens stier gennem skoven, og fortalte om nogle af planternes medicinske egenskaber. Vi afprøvede også termitter som anti-myggemiddel og endlig viste han, hvordan kvinderne kunne udsmykke sig med naturens egne remedier.

Om tirsdagen tog Manuel os med ned til flodbreden efter aftensmaden og mørkets frembrud. Vi troede vi skulle på ”nigth walk” og se nogle af nattens dyr. Nu er vi jo ikke så gode til spansk, så det viste sig, at vi skulle lave bål, hygge og fortælle historier i mens vi drak varm guayusa-likør i måneskinnet. En rigtig hyggelig aften, der varede et par timer inden bålet var brændt ned og vi gik tilbage til lodgen.

Sacha Sisa Amazon Lodge

På grund af noget overbookning skulle vi skifte lodge. Efter morgenmaden gik vi sammen med Manuel ned til Rio Napo, hvor vi blev samlet op af en motoriseret langkano. Inden vi blev sejlet til lodgen skulle vi først besøge en af de små landsbyer, hvor nogle af Amazonas traditionelle folk bor.

En af landsbyens unge kvinder viste os, hvordan man udvinder fiber fra bladende fra et træ, der bl.a. bruges til at lave net og smykker med. Hun viste også, hvordan fremstillingen af keramik foregår. Det var meget interessant at se.

Vi sejlede ned ad Rio Napo og spiste den medbragte ”lunch box” på flodbreden inden vi sejlede videre til lodgen Sacha Sisa Amazon Lodge.

Det var et noget mere primitivt sted end den forrige lodge, og samtidig var vi de enste gæster. Til gengæld var der den flotteste udsigt ud over Amazonas. Nu følte man for alvor, at man var ude i den berømte ”jungle”.

Der var tre hunde og en lille ”Pippi Langstrømpe” abe. Aben var til tider meget forstyrrende, da den gerne ville bide os i tæerne. Det var ikke helt let, at koncentrere sig om undervisningen når man også skulle holde øje med hvor aben var.

Ifølge programmet skulle vi på en længere vandretur gennem skoven om torsdagen for at se et vandfald. Men de planer fik vi lavet om. Det viste sig nemlig, at lodgens chef/bestyrer også var fugleinteresseret. Oprindelig havde han arbejdet med botanik for 20 – 25 år siden, hvor han bl.a. arbjedede sammen men nogle danskere fra organisationen Nepenthes (den nuværende Verdens Skove). Han ville gerne tage os med på en tidlig fugletur næste morgen på den anden side af floden, hvilket vi naturligvis sagde ja til.

Næste morgen var vi klokken 5:30 om morgenen klar til en fugletur. Vi blev sejlet over på den anden siden af floden og gik i land. Det var så småt ved at være lyst og vi så de første tukaner.

Vi springer lige deltaljerne over denne gang, men det var en rigtig fin tur, hvor vi fik set nogle nye fuglearter (bl.a. Black-fronted Nunbird og White-eared Jacamar) og to slags aber. Det vi troede var rigtig regnskov, viste sig, at være noget mere opdyrket med diverse afgrøder. Vi kom dog også ind i noget meget tæt og svært fremkommeligt krat – og fik nogle fine obs af en af de mest mærkelig og specielle fugle i Amazones – Hoatzin.

Puerto Lopez ved Stillehavskysten

Den fjerde og sidste uge i sprogskole startede med en ni timers rejse med natbussen fra Quito til Puerto Lopez. Det var Paola, der havde fået fornøjelsen af at være vores lærer, og som også hentede os tidligt mandag morgen ved busterminalen.

Denne gang var det en papegøje (Red-masked Parakeet), der forstyrrede ved at spise vores lektier – prøv at bruge det som undskyldning for ikke at lave sine lektier!

Sammen med Paola besøgte vi Agua Blanca nordøst for Puerto Lopez. I Agua Blanca, hvor der bor omkring 300 mennesker, er det gjort nogle arkæologiske fund. Vi så det lille museum og en guide fortalte om tingene. Guiden gik med os på en tur gennem skoven – for at se på fugle – og bade i en ”svovlsø”!.  Skoven er af typen tropisk tørskov, og på denne tid af året er der meget tørt. Det meste ser vissent og udtørret ud. Træerne ser døde ud, hvad mange også tror det er – men det er de ikke og det hele bliver grønt om nogle måneder.

Dagen efter besøgte vi Playa de Los Frailes lidt nord for Puerto Lopez. Der gik vi en tur langs tre små strande. Et meget flot område. På vej tilbage til bilen mødte vi to personer, der fik et lift med os ind til byen. Fernando fra Colombia kendte Paola gennem noget engelskundervisning. Constanza (Coni) fra Chile var ven med Fernando. De var begge meget søde, og det endte med, at vi mødtes med dem igen om aftenen til drinks med hygge og snak om livets store spørgsmål!

På torsdagens eksursion punkterede bilen desværre, da vi var på vej til surferbyen Montañita. Det tog lidt tid, da den lokale bildækslapningsmand lige skulle spise morgenmad først. Og ja der er simpelthen folk, der har speciale i at lappe bildæk en vulcanizador, så antager det sker ofte at folk punkterer. Men til sidst fik han dog gjort noget ved sagen og lappet hjulet, og vi fik set surferbyen. Vi kunne konstatere, at det var lidt uden for sæson, men det var nok meget godt, for det var vist mest en by for de unge med hang til fest og farver.

Egentlig havde vi forventet, at vi i denne uge skulle tilbringe eftermiddagene i strandkanten med en kølig drink og lave lektierne. Alle har sagt, at der bare er så godt ved stranden med sol og varme. Men det viser sig, at der er overskyet og lidt halvkøligt her ved kysten. Ind til videre har vi ikke set solen i Puerto Lopez – måske vi ser den i næste uge, hvor vi flytter os lidt sydpå til Ayambe – stadig ved kysten….men mere om det senere.

Alle fotos og video © Bente Steffensen og Uffe Damm Andersen, med mindre andet er angivet.